Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Børnefamilie fik unikke oplevelser og fællesskab på langturssejlads

I et år sejlede Hjerting-familien Bay Børsmose i Europa, over Atlanten til Caribien og fik oplevelser for livet. Coronapandemien drillede og sendte dem hjem før planlagt

Hent artiklen som PDF her

LANGTURSSEJLADS – Forestil dig, at du sidder på en sejlbåd midt på Atlanterhavet. I kahytten sover din familie. Det er nat, og kun stjernerne og månen lyser op over det mørke vand. Du kan ikke se andet end vand, himmel og stjerner til alle sider.
Sådan har ægteparret Maria og Michael Bay Børsmose siddet mange aftener og nætter på deres livs rejse med de to døtre Augusta og Margrethe, som i dag er 13 og 7 år. Næsten halvandet år er gået, siden de vendte hjem fra en sejltur, som bød på store oplevelser og en helt andet hverdag, end den de er vant til som børnefamilie i Hjerting.
Ægteparret købte deres første sejlbåd i 2013 og blev med det samme grebet af at sejle sammen som familie.
De to døtre blev snart vant til at tilbringe alle weekender og ferier på vandet. Imens voksede drømmen om at sejle over Atlanten hos forældrene. På en skiferie i 2018 tog de beslutningen. Michael sagde sit job op, mens Maria fik lov til at tage et års orlov fra sit job som lærer på Boldesager Skole.

Lang forberedelse

Før afrejsen, da båden lå i Esbjerg Strand. Foto: Finn Arne Hansen

Før afrejsen, da båden lå i Esbjerg Strand. Foto: Finn Arne Hansen

Efter halvandet år med forberedelser gik afgangen fra Esbjerg havn i juni 2019. Deres hus havde de i sidste øjeblik lejet ud
”Det var en helt vild oplevelse. Venner og familie var mødt talstærkt op, og enkelte fulgte os på kiteboards eller i båd ud gennem indsejlingen,” fortæller Maria.
Den første del af turen fra Esbjerg til Helgoland, videre til Holland og gennem landets kanaler, til Belgien, Frankrig og gennem Biscayabugten bød både på fine stille strækninger og voldsomt vejr, hvor alle pigerne blev søsyge.
Det endte med, at Michael stod ved roret i 30 timer, før de ramte Spanien, da Maria var for syg til en tørn.

Familien Bay Børsmose på sejlskibet La Puerta. Privatfoto

Familien Bay Børsmose på sejlskibet La Puerta. Privatfoto

De mødte andre sejlerfamilier med børn, som de endte med at følges med ned langs Spaniens og Portugals kyst og nye venskaber spirede frem – både mellem børn og voksne.
I december tog Maria og pigerne til Danmark, mens Michael, hans kammerat og svigerfaren stævnede ud på Atlanterhavet. De syntes, det ville være for lang en rejse for pigerne. Men det var ikke let efter seks måneders sejlads.
”Når man har været så meget sammen, er det hårdt at sige farvel,” siger Michael.
Genforeningen skete til jul på Barbados ud for Venezuelas kyst, hvor begge deres familier fejrede højtiden med dem.

Caribiske øer udforskes
De næste måneder gik med at udforske de caribiske øer.

Margrethe udforsker landlivet med kikkert fra skibet La Puerta. Privatfoto.

Margrethe udforsker landlivet med kikkert fra skibet La Puerta. Privatfoto.

Pigerne har fået timevis til at gå med at bade, padle rundt og springe ud fra skibets mast. Privatfoto.

Pigerne har fået timevis til at gå med at bade, padle rundt og springe ud fra skibets mast. Privatfoto.

Hurtigt opstod en hverdag med skole for børnene, indkøb og udforskning af øerne samt livet under vandoverfladen.
”Børnene nød, når de mødte andre sejlerbørn i nye bugter,” fortæller Michael.

Der var stor kontrast fra at møde og lege med de lokale børn, når de havde fri og var i skole. Her leger pigerne med en dreng, som de senere mødte i fint strøget blå skjorte i skolen på øen Tobago. Privatfoto.

Der var stor kontrast fra at møde og lege med de lokale børn, når de havde fri og var i skole. Her leger pigerne med en dreng, som de senere mødte i fint strøget blå skjorte i skolen på øen Tobago. Privatfoto.

I skolen har man skoleuniform på. Foto: Privat.

 Overalt mødte familien venlige og hjælpsomme mennesker som her, hvor Margrethe bliver båret. Privatfoto.

Overalt mødte familien venlige og hjælpsomme mennesker som her, hvor Margrethe bliver båret. Privatfoto.

De kaldte selv hinanden over radioen eller padlede på boards mellem bådene. De badede i timevis, svingede sig ud fra masten og endte i vandet med højlydte hvin, imens de voksne mødtes til en drink i cockpittet.

Alting tager længere tid ombord en båd, men der blev da også tid afslapning og læsning. Privatfoto.

Alting tager længere tid ombord en båd, men der blev da også tid afslapning og læsning. Privatfoto.

Når de tog ind på en ø, forsøgte de at komme om bag facaden på stranden. De besøgte blandt andet en lokal skole, og de har set kvinder vaske tøj i floder, og landbrugsdyr gå frit rundt mellem på vejene.

Nogle mennesker levede meget spartansk. Foto: Privat.

Nogle mennesker levede meget spartansk. Foto: Privat.

”Vi har set huse, hvor man tænker, at det ikke er større end et cykelskur, og så bor der en hel familie,” siger Maria.

På Grenada i det Karibiske Øhav fangede de lokale hummere. Privatfoto.

På Grenada i det Karibiske Øhav fangede de lokale hummere. Privatfoto.

Deres oprindelige plan lød på at sejle til Sydamerika, men de hørte så meget om pirateri og overfald på lystsejlere, at de ændrede planerne og aftalte at sejle med sejlervenner til New York. Derfor tog Michael til Danmark for at skaffe visum til USA. Dagen før han skulle returnere til båden, lukkede statsministeren Danmark.
”Det var nervepirrende at frygte, at han ikke nåede tilbage til båden,” fortæller Maria.
Hvor alt lukkede ned
Han nåede det, og tre dage efter lukkede alt ned.
De kom til at ligge for anker i syv uger, med stramme restriktioner om ikke at gå i land, medmindre der skulle provianteres. De måtte ikke forlade skibet. Vagter i både skibe og helikoptere sejlede og fløj forbi flere gange om dagen for at kontrollere, om de mange hundrede sejlere af forskellige nationaliteter overholdt restriktionerne. Alligevel legede børnene med de andre børn, badede, spillede spil, og de voksne holdt skole og forberedte det store atlanterhavskryds.
”Det er vildt, som man udvikler sig,” konstaterer Maria.
For pludselig virkede det helt naturligt, at hele den lille familie skulle sejle tværs over Atlanten.
”Den atlanterhavstur har været en af de største familieoplevelser. Vi badede midt ude på det kæmpe hav. At bade på fem-seks kilometers dybde i vand, der havde en helt uendelig blå farve, var magisk,” fortæller hun.

Kontakt over radioen
Hele vejen fra Caribien fulgtes familien med deres sejlervenner, og i løbet af dagen udvekslede børn og voksne alt fra vittigheder og menuer til vejrudsigter og sejlplaner med hinanden over radioen.
Om aftenen skiftedes de til at synge godnatsange, inden alle – på nær nattevagten – gik til køjs. Vejret skiftede mellem vindstille, lyn og torden, silende regn og hård vind.

Der er tradition for at sejlere maler deres eget sejlerrelaterede maleri på molen på øen Sao Miguel i den portugisiske øgruppe Azorerne, så det gjorde familien Bay Børsmose selvfølgelig også. Privatfoto.

Der er tradition for at sejlere maler deres eget sejlerrelaterede maleri på molen på øen Sao Miguel i den portugisiske øgruppe Azorerne, så det gjorde familien Bay Børsmose selvfølgelig også. Privatfoto.

På trods af coronarestriktioner fik de gode oplevelser på både Azorerne og i Europa. Og efter lidt over et år nåede de hjem, så Maria kunne begynde på arbejde i august.
”Som familie har det været med til at sammentømre os. Det er noget, vi har med os for evigt,” siger Michael, som også tager erfaringerne med sig i hverdagen.

Familien Bay Børsmose fik mange succesoplevelser på turen og ikke mindst et stærkt fællesskab. Privatfoto.

Familien Bay Børsmose fik mange succesoplevelser på turen og ikke mindst et stærkt fællesskab. Privatfoto.

 

 

Familien fik på hjemturen lov til at gå i land i Sydengland, selvom der var lukket ned på grund af corona. Privatfoto.

Vel hjemme igen efter godt et års sejlads. Privatfoto.

Vel hjemme igen efter godt et års sejlads. Privatfoto.

”Jeg er blevet mere påpasselig med at komme ind i den stressede hverdag. Jeg vil have min tid med børnene,” siger Michael, som er konsulent inden for offshore- og vindbranchen.

Drømme om en ny tur
Drømmene om en ny tur er klar. De vil gerne udforske nogle af de områder, som de ikke fik mulighed for, for eksempel England og Skotland.
Og de opfordrer andre, som drømmer om et eventyr – uanset om det er til vands eller lands – til at kaste sig ud i det.
”Hvis du kigger på et helt arbejdsliv, hvad betyder det så at hive et år ud? De oplevelser og den nærhed, man får sammen som familie, er helt unik.” understreger Michael.
Ægteparret mener også, at børnene har fået meget ud af det.
”De kan mange flere ting og er blevet rustet til sprog. De har fået noget at perspektivere til. De har set folk, som lever på en sten og alligevel er glade og tilfredse” fortæller Maria.
Den 13-årige Augusta er enig i, at det var en god oplevelse.
”Jeg synes, det var dejligt at være tæt med familien, opleve en masse og få nye venner. Jeg har set en masse nye ting som for eksempel dragefisk, delfiner og skildpadder,” siger hun.

Tekst: Katrine Friisberg

HIFs U14-piger vandt det hele og stræber nu højere

Leif Sole fra OK med den rare check til HIF Fodbold. På billedet ses også de frysende spillere Ida Meinertz, Sophia Liv Roland Zederhof, Lian Jakobsen og Oscar Emil Nielsen samt fodboldformand Thomas Vohs Ahlers.

Med kontant støtte fra OKs fond er de unge talenter fra HIF klar til næste trin

Hent artiklen som PDF her

FODBOLD – U14-pigerne i Hjerting Idrætsforenings fodboldafdeling har haft grund til at juble her i 2021. Holdet vandt her i efteråret deres pulje med otte vundne kampe og en enkelt uafgjort kamp. De spillede endda i U 15 række C, selv om holdet er et U14-hold med otte spillere, fortæller afgående træner Ditlev Meinertz.
Han er en af klubbens mange frivillige forældretrænere.
”Det med at finde forældretrænere via de sociale medier har vi haft stor succes med,” forklarer fodboldformand Thomas Vohs Ahlers.
”Men nu er vi ved at ansætte en træner til holdet,” smiler han.
”Og jeg bliver en slags hjælpetræner,” tilføjer Ditlev, der selv begyndte at spille fodbold som fem-seksårig.
Ansættelsen af en træner er blandt andet gjort muligt ved hjælp af sponsorstøtte. Da vi mødes med de to fodboldherrer i Meny i Hjerting, er to friske piger og to fiske drenge, Ida Meinertz, Sophia Liv Roland Zederhof, Lian Jakobsen og Oscar Emil Nielsen, også mødt op for at modtaget en check fra en af sponsorerne, energiselskabet OKs fond, repræsenteret ved Leif Sole, OK.
Rare 14.378,12 kroner tilføres der HIF Fodbolds kasse. Pengene kommer fra tanken ved Meny i Hjerting. Når folk tanker benzin eller diesel, afsættes der et ørebeløb per liter til HIF, hvilket fodboldafdelingen er meget taknemmelig for.
U14-pigernes succes skyldes blandt andet, at det ved hjælp af de sociale medier og andre online-aktiviteter er lykkes at tiltrække spillere udefra, således er der kommet tre fra Jerne og én fra Tarp. Mund til mund-metoden virker dog også stadig.
”Og det er vigtigt for fødekæden til seniorafdelingen, at der hele tiden kommer unge spillere til,” pointerer Thomas.
Nu er det 11-mands fodbold, der trækker, fortæller han. Det vil U14-pigerne gerne spille. Men det kræver så også en lidt større bruttotrup end nu, helst 16.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Jul i Hjerting vendte tilbage for fuld kraft

Hvis man turde, kunne man komme ombord i julemandens kane. Foto: Finn Arne Hansen.

Efter et 2020 uden Jul i Hjerting var det tydeligt, at genkomsten her i 2021 var drønpopulær. Folk strømmede til Gl. Guldagervej for at nyde julestemningen, brændte mandler og korsang

Hent artiklen som PDF her

JUL – Jul i Hjerting ramte plet i år. Sjældent har så mange mennesker i så højt humør nydt en eftermiddag i julens tegn i Hjerting. Også selv om det var bidende koldt denne søndag den 21. november. Men man kunne da gå i teltet ved badehotellet og få sig et glas gløgg at varme sig på hos Menys travle stab.

Meny sørgede for varm gløgg på den kolde dag. Foto: Tina Foldager.

Meny sørgede for varm gløgg på den kolde dag. Foto: Tina Foldager.

Og glæde sig over, at morgenregnen var holdt op. Jo, den trælse Corona-aflysningen i 2020 skulle tydeligvis ’rystes af’ med en gedigen omgang Jul i Hjerting i år. Klokken 12 skal julemanden, der sover på loftet over Jon og Dittes Hus, jo vækkes. Og selv om børnenes råb var lidt spagfærdige i år, kom han da. Men han udførte ikke sine tryllerier fra lugen, men i stedet på jorden. Det var svært at se og høre. Så næste år kunne det være godt med en mikrofon og en lille højtaler, snakkede et par medlemmer af arrangørgruppen om.

Der var pres på, da julemanden skulle dele slikposer ud. Foto: Finn Arne Hansen.

Der var pres på, da julemanden skulle dele slikposer ud. Foto: Finn Arne Hansen.

Hvis de voksne også rykkede lidt i baggrunden, ville det også hjælpe. På jorden delte julemanden små slikposer ud til børnene. I denne coronatid foregik det naturligvis med den træslev, han har til at spise risengrød med. Det bar den i dagens anledning dog ikke præg af. Og så drog han ud i gaderne med sin kane. Her kunne artige børn, der turde, komme ombord og fortælle om deres julegaveønsker.Undervejs sneg han sig også ind i teltet og fik lidt chokolade hos Hjerting Posten. Han påstod, han hed Finn Lassen, var fra Sønderborg og var med for fjerde gang. Men vi ved jo alle, at julemanden bor på Grønland, så fortæl ikke jeres børn om det sludder!

Julemanden lod sig friste af Hjerting Postens lækkerier. Foto: Tina Foldager.

Julemanden lod sig friste af Hjerting Postens lækkerier. Foto: Tina Foldager.

I teltet havde Kathrinelund Gårdbutik en meget flot udstilling, desuden blev der samlet ind til gode formål, grillet pølser hos Hjerting Erhvervsforening, uddelt endeløse smagsprøver hos Meny, mens byens unger spillede bordfodbold og airhockey, arrangeret af Hjerting Idrætsforening, som var til stede for at fortælle om HIFs mange fritids- og idrætstilbud. Bare for at nævne nogle af udstillerne.

 En pølse skal serveres med føl’se! Det kunne Gunhild fra Peters Auto. Foto: Tina Foldager.


En pølse skal serveres med føl’se! Det kunne Gunhild fra Peters Auto. Foto: Tina Foldager.

Rideklubben i Guldager kom med ponyer, sponseret af Spar Nord Fonden, og de ture, man kunne få ganske gratis, var meget populære. Især pigernes ansigter strålede, når de julesmykkede ponyer satte i gang op og ned ad gaden.

 Spar Nords ponyridning var populær. Foto: Finn Arne Hansen.


Spar Nords ponyridning var populær. Foto: Finn Arne Hansen.

De børn, der var mere til fart og spænding, tog sig en Segway-tur på Gammel Guldagervej, der traditionen tro var spærret i de timer, løjerne pågik.

Også i år var der Segway-kørsel. Foto: Finn Arne Hansen.

Også i år var der Segway-kørsel. Foto: Finn Arne Hansen.

De voksne osede i butikker eller besøgte lokalhistorisk samling, hvor der blev vist fotos og film fra den store stormflod i november 1981, da vandet i Esbjerg Havn nåede 4,82 meter over daglig vande. Det var ikke godt for iskiosken Stryhns! Den var et sørgeligt syn.

En meget ung dirigent prøver kræfter med Capstan-sangerne. Foto: Finn Arne Hansen.

En meget ung dirigent prøver kræfter med Capstan-sangerne. Foto: Finn Arne Hansen.

Med i år var, traditionen tro, Capstan Koret, og som noget nyt var der danseshow og en ballonklovn ved navn Trut.

Ballonklovnen Trut underholdt i gaderne. Foto: Finn Arne Hansen.

Ballonklovnen Trut underholdt i gaderne. Foto: Finn Arne Hansen.

Ansigtsmaling var der lang kø for få udført. Foto:

Ansigtsmaling var der lang kø for få udført. Foto: Tina Foldager.

Får vi Jul i Hjerting 2022? Ja, mon ikke?

Tekst: Finn Arne Hansen

Bordtennis er også for piger

HIF Bordtennis har held med at tiltrække piger, har flest i hele kommunen

Hent artiklen som PDF her

PINGPONG – Med Hjertinghus har HIF fået nye muligheder, især i vintersæsonen. Bordtennis er en af de indendørs aktiviteter, der nu kører hele ugen, både med voksne og børn. Vi er på besøg en af de dage, børnene øver sammen med træner og formand Kim Nymand Kristensen. Og han har en god nyhed.
”Vi er begyndt at få piger som medlemmer. Det er ret usædvanligt. Vi har to, snart tre. Selv bordtennisklubben inde i Esbjerg har kun én,” fortæller han.
Gratis begynderbat
Lige nu og december ud får børn et begynderbat og en drikkedunk gratis, når de melder sig ind, men det er ikke det, der trækker, fortæller de to piger, der står her og spiller sammen, mens de lidt vildere og mere øvede drenge springer rundt ved de andre borde og hamrer til de små bolde.
Kaysa, der er ni år og går i 3. a på Hjerting Skole Aura, startede først. Det var kun nogle uger siden.
”Min storebror Mark startede på det. Så prøvede jeg også, og det var sjovt,” fortæller hun.

Kayal (tv.) og Kaysa er de første bordtennispiger, men der skulle meget gerne komme mange flere.

Kayal (tv.) og Kaysa er de første bordtennispiger, men der skulle meget gerne komme mange flere.

”Jeg kan godt lide at spille med mine venner, og jeg kan godt lide, det går lidt stærkt,” smiler hun.
Hun trak veninden og klassekammeraten Kayal på 10 år med.
”Da jeg hørte, at Kaysa gik til bordtennis, syntes jeg, det lød spændende. Jeg kan også godt lide det, både det med at spille med vennerne, men også det at blive bedre. Jeg er nok lidt af et konkurrencemenneske,” griner hun.
At man også lærer nye venner at kende er også et plus, tilføjer hun.

Tre gange om ugen
De to piger kan gå til bordtennis tre gange om ugen, og foreløbig kommer de hver gang.
Kim Nymand Christensen, der træner de unge og børnene, håber at se endnu flere piger.
Sporten egner sig fint til alle, pointerer han.
Inden avisens udsendte går igen, er der ’turbo­smash’. Kim står med en kasse bolde, kaster dem over til den anden side af bordet, hvor pigerne og drengene efter tur skal give den lille hvide et ordentligt drøn.
Det er lidt sjovere at gå til idræt i dag, end da redaktøren var en knægt, kan det konstateres.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Hjerting Kirkes facade vil kræve tålmodighed

Hjerting Kirkes mure mod vest er mærket af nærheden til Vestkystens hårde vejrlig. Nu skal skaderne udbedres. Foto: Kurt Henriksen, Menighedsrådet ved Hjerting Kirke.

Hjerting Kirke mærker havets og vindens påvirkning. Nu tages der hånd om afskalningerne på den vestlige facade

Hent artiklen som PDF her

FACADERENOVERING – Det kræver sin kirke at stå på en vindblæst bakke lige ud til Vestkysten i regn, rusk og salt. Og det kan man efterhånden tydeligt se på Hjerting Kirke, der næste efterår kan fejre sit 30-års jubilæum.
Facaden er begyndt at skalle meget af på den side, der vender ud kysten, og selvom der selvfølgelig er malet med jævne mellemrum gennem årene, er det nu tid for en større renovering. Der arbejdes på sagen, men foreløbig mest bag kulisserne.

Langsigtet løsning
I løbet af sommeren er der udtaget murprøver, som er sendt til analyse hos Teknologisk Institut. Eksperterne herfra arbejder tæt sammen med kirkens lokale byggerådgivere hos Ingeniørværket for at finde den rigtige, langsigtede løsning.
”Murværket er jo meget udsat for fugt og salt, og efter næsten 30 år i hårde vejrforhold skal vi bogstavelig talt til bunds i problemet,” siger Kurt Henriksen, formand for Kirkeudvalget ved Hjerting Sogns menighedsråd.
”Facaden skal renses helt af for puds, og fugtspærren i soklen skal blandt andet også udbedres. Det er en større omgang, som kræver lidt tålmodighed, men gode kræfter og kloge hoveder arbejder på sagen. Så det skulle gerne ende med, at vores dejlige kirke står smuk og hvid igen de næste mange år.”

Stilladser opsættes
Som led i arbejdet bliver det også nødvendigt at opsætte stilladser med overdækning i en længere periode, så murværket kan tørre ordentligt ud efter afrensning og oppudsning igen.
”Tidsplanen ligger ikke endelig fast, men vi snakker flere måneder. I værste fald kan vi ikke styre udenom påske og konfirmationsdagene, men vi prøver selvfølgelig. Det praktiske arbejde er desværre bundet af et snævert tidsvindue i begge ender af hensyn til temperaturen forår og efterår, og det bliver vi nødt til at prioritere,» uddyber Kurt Henriksen.
”Så vi tager en lang og tør sommer med i aftenbønnen og beder også vores kirkegæster om at bære over med os i den periode.”
Om vejret vil, går arbejdet i gang ultimo februar med udførelse af prøvefelter på facaden for at finde den bedste tekniske løsning.
-fina

Rekordmange snespurve i 2021

Hent artiklen som PDF her

Nationalpark Vadehavet er af UNESCO udnævnt til Verdensnaturarv. Det skyldes, at Vadehavet er et af verdens mest værdifulde tidevandsområder.
For en lang række vandfugle er Vadehavet både den vigtigste yngleplads, rasteplads og det vigtigste overvintringsområde i Europa, og mellem 12-15 millioner trækfugle passerer hvert år Vadehavet under trækket.
Denne gang vil jeg fortælle om en meget spændende forekomst af rastende snespurve, der er helt i særklasse for både Danmark og internationalt. Snespurven er en gråspurvestor værling, der i sommerdragten på Grønland, Island og det nordvestlige Skandinavien er overvejende hvid med sorte vinger. Hunnen og ungfuglene er mere brune end sort.

Snespurven lever af frø
Snespurven lever som alle andre værlinger af frø, den i Vadehavet finder især i opskyl tæt på havstokken og på strandenge.
Rundt omkring i Vadehavet opholder der sig lige nu mange snespurve, og antallet har nu nået sit maksimum. Faktisk falder det nu dagligt, når spurvehøg og dværgfalk tager et par stykker i hidsig jagt over stranden.
Arten elsker Vadehavet, fordi adgangen til føde er nem. Andre steder, snespurve kan ses, er Skallingen, Blåvand strand, Lakolk Klitsø og Kallesmærsk Hede samt Magrethe Kogen.
Der er de seneste uger på Fanø observeret i alt 1090 individer, og det er med sikkerhed Danmarks største forekomst og blandt de største i Vesteuropa. En stor gruppe på 817 opholder sig længst mod nord på Fanø, mens en mindre gruppe på 240 midt på Fanø, og endelig en meget lille gruppe på 33 længst mod syd på Hønen. Flokkene har taget deres overvintringspladser, og det er et fantastisk skue dagligt at se dem gå til fælles overnatning, i det vi kalder Hvid Sol.

Tekst og foto: Søren Brinch

Hjerting Posten 8. december 2021

Læs som e-paper

Læs bl.a. om:

  • Et års eventyr til søs
  • Hjerting Kirkes facade vil kræve tålmodighed
  • Jul i Hjerting vendte tilbage for fuld musik
  • Bordtennis tiltrækker nu også piger i 6710
  • Hjerting fik en viceborgmester og to regionsrådspolitikere
  • Varme julesange på en kold dag
  • Hjem til chefjob efter veludført arbejde
  • Støtte til butik i landsbyen
  • HIFs U14-piger vandt det hele og stræber nu højere
  • Fyrværkerisalg ved Hjertinghus
  • Medlemmer strømmer til HIF Bordtennis
  • Fuld skrue på julen på havets museum i Sædding
  • Forslag om Marbæk-stier for ældre
  • Ungdomsstævne i SGI Bordtennis
  • Aldi i Guldager åbner før jul
  • Vadehavets fugle: Rekordmange snespurve i 2021
  • Hæderstegn for 40 års medlemsskab af søsterloge
  • Forfatteraften i Højskoleforeningen
  • Se juleaktiviteterne i annoncer fra fire kirker
  • Leder: Julen er eftertankens tid
– og lidt mere!

Husk at kryds- og tværs-løsningen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@hjerting.posten.dk. Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Postkassen ved Bytoften 2A i Hjerting er der dog stadig.

Husk også, at Fovrfeld-forfatteren Frode Jørgensens bog, Kongens vilje, folkets ofre kan bestilles i læserklubben nu. Og hans to selvbiografiske bøger er på tilbud til kun 199 kroner. Skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks natur kan også købes hos Klub Vadehavet, begge for 349 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Frans Buch-selvbiografien om hans tid hos DSB Esbjerg sælges for 275 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Slagtersvenden Kim fra Thisted er den ny styrmand

Kim Nielsen, der har skabt en lukket rygerafdeling med varmelamper og nye borde, er glad for sit ny virke

Hent artiklen som PDF her

ERHVERV – Nogle fodboldbannere, der er flyttet fra bjælkerne i loftet til en væg i værtshuset er et af de få synlige tegn på, at Pub Kaktus på Gammel Guldagervej i Hjerting har fået ny styrmand – eller forpagter om man vil. Kim Nielsen er navnet, og han føler sig allerede godt hjemme i sin ny rolle som udskænker, sjælesørger og hyggespreder.
”Jeg står glad op om morgenen og glæder mig til at komme i gang. Jeg har fået en kanon modtagelse,” fortæller han, da redaktøren stikker hovedet indenfor.
I praktik i pubben
Men hvorfor dette spring, vil vi gerne vide.
”Jeg hørte om det via en veninde, der har hørt det fra anden side. Så var jeg flere gange på observation i sommer, og idéen blev mere og mere tiltalende. Det her er et sted, hvor folk holder sammen, høj som lav. Der er en god stemning. Og så kunne jeg godt lide rammerne,” fortæller han.
”Og jeg har aldrig været bange for at prøve noget nyt og kan lide at snakke med folk,” tilføjer han.
Beslutningen blev taget, og han kom i praktik hos den tidligere forpagter, Jill, i to-tre uger. 15. oktober fik han så nøglerne.
”Så der har ikke været nogle overraskelser. Jeg synes, jeg har styr på det meste nu.”
Han er ikke bange for en arbejdsuge på 70 timer til at begynde med.
”Jeg er jo bare mig selv. Men kan der på et tidspunkt blive råd til en 30 timers medarbejder, så ville det da være godt,” tilføjer han.
Røgfrit barlokale
Som noget nyt har han gjort selve barlokalet røgfrit. Men rygerne ude i rygerafdelingen er ikke sendt ud i kulden.
”Jeg har installeret varmelamper og sat nye borde derud,” fortæller Kim, der selv er ryger.
Beslutningen er rigtig, mener han selv.
”Her for nylig kom et par, der havde boet i en menneskealder i Hjerting. De havde aldrig været her! De fik en juleøl og hyggede sig meget, og de sagde, at det ikke var sidste gang, de kom,” fortæller han med et smil.
De unge i byen er også begyndt at vende tilbage.
”De siger: Kim, der er s’gu hyggeligt her, vi kommer tilbage,” slutter han med optimisme i stemmen.

Blå bog Kim Nielsen

  • Født i Thisted
  • Single
  • 50 år
  • Har store børn
  • Bor i Esbjerg C
  • Er ryger
  • Udlært slagtersvend
  • Leder af Danfoss-kantinen i Kolding
  • Har arbejdet med at dimensionere stålspær i et ingeniørfirma
  • Har i en årrække arbejdet som operations supporter i et cateringfirma i offshore-branchen med base i Esbjerg

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Nyt værtspar har fået en forrygende start i Guldager

Lars Krogh og Thomas Frost vil gøre Guldager Forsamlingshus til byens hus med lokale arrangementer. Indtil videre er opbakningen overvældende

Hent artiklen som PDF her

SUCCES – Det nye værtspar i Guldager Forsamlingshus, Lars Krogh og Thomas Frost, har rygende travlt. Kalenderen er næsten fuldt booket for resten af året – både når det kommer til selskaber og til mad ud af huset. Og kalenderen for det første halvår af 2022 er også ved at være godt booket op.
”Det går forrygende,” siger Lars Krogh, som er helt ny i branchen.
”Vi er superglade for, at vi har så mange bookinger. Vi har bookinger helt frem til 2027,” udbryder han.
Parret tager det som et bevis på, at de gør noget rigtigt. De går op i, at pris og kvalitet hænger sammen. Madens kvalitet står Thomas Frost primært for sammen med en nyansat kok. Han er også selv kok og har i mange år arbejdet på og også været medejer af Guldager Forsamlingshus.
Lars Krogh står mere for alt det udenom sammen med endnu en ny medarbejder. Især økonomien har han forudsætningerne for at klare. I de sidste 24 år har han arbejdet med økonomi i et traditionelt kontorjob. Alt andet i restaurationsbranchen er nyt for ham.
”Det er noget, jeg er i gang med at vænne mig til. Det er meget ustruktureret i forhold til kontorarbejde. Men det giver en frihed. Og så betyder det meget, at vi arbejder for os selv. Jeg stortrives i det, men jeg ville ønske, at vi havde flere timer i døgnet,” siger han.
Positiv feedback fra gæsterne får parret til at give den en ekstra skalle.
”Der er ikke noget bedre end at få gode tilbagemeldinger,” siger partneren Thomas Frost.
De to danner også par privat, og det er en fordel. De har fået en forståelse for hinandens hverdag og sene arbejdstimer. Og de har mulighed for at holde fri sammen på deres ugentlige fridage mandag og tirsdag i deres sommerhus på Fanø.
Den gode start holder dem ikke tilbage fra at lægge nye planer for fremtiden.
I november holdt de Søndagsmiddag på en torsdag med en god middag og drikkevarer til lidt lavere priser end normalt. Arrangementet blev udsolgt. I det nye år er planen at lave flere arrangementer for de lokale i samarbejde med borgerforeningen.
”Vi kan godt lide at være byens hus,” fastslår Lars Krogh.
Derudover vil de hjælpe forsamlingshusets bestyrelse med at søge fonde, så de forhåbentlig kan rejse penge til en udbygning med et større og mere moderne køkken.

Tekst og foto: Katrine Friisberg

Corona og olietank har sinket byggeri af ny præstegård

Guldagers tidligere præstegård blev nedrevet på grund af skimmelsvampeangreb. En ny opføres fra foråret 2022

Den nu nedrevne præstegård i Guldager.

Den nu nedrevne præstegård i Guldager.

KIRKELIV – Som mange har bemærket, er der ikke kommet gang i byggeriet af en ny præstegård på Kirkevænget 9 overfor kirken i i Guldager, selv om den tidligere præstegård for længst er revet ned efter et alvorligt angreb af skimmelsvamp. Men det er der gode grunde til.
”Først og fremmest er der Corona, som har udsat mange møder,” fortæller menighedsrådsformand Bente Elisabeth Sørensen.
Men der er en grund mere til forsinkelsen. Der er fundet en olietank på grunden, som ikke var tømt og fyldt med sand som det ellers fremgik af BBR-oplysningerne.
Jordbundsprøver taget
Olietanken er gravet op og tømt. Der er foretaget jordprøver som undersøges for forurening af eventuelt olieudslip fra tanken.
Og som man kan se, har det skabt en lille sø, heldigvis uden oliepletter på overfladen.
Byggeriet påbegyndes i marts 2022. Inden da skal de endelige arkitekttegninger godkendes og tilpasses budgettet, hvis størrelse ikke endeligt er på plads.
Bliver det så et moderne byggeri i hvide sten og fladt tag, som er så udbredt i dag, vil vi gerne vide. Og det afkræfter menighedsrådsformanden.
”Det bliver en ganske almindelig, klassisk bygning, der passer ind i området og ’taler godt’ med kirken,” forsikrer hun.
”Nu er den gamle præstegård væk og vi glæder os til at opføre en ny moderne og klimavenlig præstegård,” slutter hun.

Den ny præstegård

  • I december 2019 fik menighedsrådet udarbejdet en rapport fra Jysk Teknologisk Institut på grund af mistanke om skimmelsvampe
    i præstegården
  • Det fremgik af rapporten, at der var skimmelsvampe i præstegården og en renovering ville blive meget omfattende
    også økonomisk
  • Menighedsrådet besluttede, efter ekspertbistand, at nedrive præstegården og opføre en ny bolig med præstekontor på eksisterende matrikel
  • Menighedsrådets beslutning blev godkendt af Provstiet den 17. marts 2020
  • Præstefamilien er genhuset på Gl. Guldagervej 8, i Hjerting, 6710 Esbjerg V, indtil der er opført en ny præstebolig
  • TEKT Arkitekterne i Esbjerg har opgaven
  • Sognepræst Brian Bannerholt træffes på telefon 75 11 60 30 og har separat kontor på Gl. Guldagervej 8 i Hjerting.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Top