Slagtersvenden Kim fra Thisted er den ny styrmand

Kim Nielsen, der har skabt en lukket rygerafdeling med varmelamper og nye borde, er glad for sit ny virke

Hent artiklen som PDF her

ERHVERV – Nogle fodboldbannere, der er flyttet fra bjælkerne i loftet til en væg i værtshuset er et af de få synlige tegn på, at Pub Kaktus på Gammel Guldagervej i Hjerting har fået ny styrmand – eller forpagter om man vil. Kim Nielsen er navnet, og han føler sig allerede godt hjemme i sin ny rolle som udskænker, sjælesørger og hyggespreder.
”Jeg står glad op om morgenen og glæder mig til at komme i gang. Jeg har fået en kanon modtagelse,” fortæller han, da redaktøren stikker hovedet indenfor.
I praktik i pubben
Men hvorfor dette spring, vil vi gerne vide.
”Jeg hørte om det via en veninde, der har hørt det fra anden side. Så var jeg flere gange på observation i sommer, og idéen blev mere og mere tiltalende. Det her er et sted, hvor folk holder sammen, høj som lav. Der er en god stemning. Og så kunne jeg godt lide rammerne,” fortæller han.
”Og jeg har aldrig været bange for at prøve noget nyt og kan lide at snakke med folk,” tilføjer han.
Beslutningen blev taget, og han kom i praktik hos den tidligere forpagter, Jill, i to-tre uger. 15. oktober fik han så nøglerne.
”Så der har ikke været nogle overraskelser. Jeg synes, jeg har styr på det meste nu.”
Han er ikke bange for en arbejdsuge på 70 timer til at begynde med.
”Jeg er jo bare mig selv. Men kan der på et tidspunkt blive råd til en 30 timers medarbejder, så ville det da være godt,” tilføjer han.
Røgfrit barlokale
Som noget nyt har han gjort selve barlokalet røgfrit. Men rygerne ude i rygerafdelingen er ikke sendt ud i kulden.
”Jeg har installeret varmelamper og sat nye borde derud,” fortæller Kim, der selv er ryger.
Beslutningen er rigtig, mener han selv.
”Her for nylig kom et par, der havde boet i en menneskealder i Hjerting. De havde aldrig været her! De fik en juleøl og hyggede sig meget, og de sagde, at det ikke var sidste gang, de kom,” fortæller han med et smil.
De unge i byen er også begyndt at vende tilbage.
”De siger: Kim, der er s’gu hyggeligt her, vi kommer tilbage,” slutter han med optimisme i stemmen.

Blå bog Kim Nielsen

  • Født i Thisted
  • Single
  • 50 år
  • Har store børn
  • Bor i Esbjerg C
  • Er ryger
  • Udlært slagtersvend
  • Leder af Danfoss-kantinen i Kolding
  • Har arbejdet med at dimensionere stålspær i et ingeniørfirma
  • Har i en årrække arbejdet som operations supporter i et cateringfirma i offshore-branchen med base i Esbjerg

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tekst:
Top