GO’ ENERGI – Fokus, fordybelse og koncentration er måske ikke just kernekompetencer hos den digitale generation.Men med de rette omgivelser og den rigtige motivation kan børn og unge sagtens begå sig i en klassisk ’voksendisciplin’ som golf.
Det ser man tydeligt i juniorafdelingen hos Breinholtgård Golfklub.
Her har de modne forretningsfolk og sølvræve med god tid selskab af cirka 70 børn og unge. Golfsporten er ellers generelt gået tilbage de senere år, men hos Breinholtgård er det lykkedes at fastholde taget i de unge.
Godt tag i juniorerne
”Juniorafdelingerne har også set et generelt dyk landet over, men vi har kunnet holde det samme niveau. Så vi skiller os faktisk en lille smule ud, for der er nogle klubber, der virkelig har problemer,” fortæller Pernille Porsholdt Dam.
Hun er medlem af bestyrelsen og formand for juniorudvalget hos Breinholtgård Golfklub.
Klubben kan til august fejre 25 års jubilæum, og den 1.-2. juli er klubben vært for Danmarks største juniorturnering, hvor fremtidens talenter konkurrerer under forhold som de professionelle spillere.
Og det gode indspil fra juniorafdelingen forventes også at være en god base for klubbens fremtid de næste 25 år på det hyggelige anlæg.
”Det skulle det jo gerne være – det trækker jo nogle gange også forældrene til. Ofte er det forældrene eller bedsteforældrene, der tager deres børn med, men det går også lidt den anden vej, når f.eks. skolekammerater kommer med. Og så har vi lige afholdt en bedsteforældrematch, hvor omkring 50 bedsteforældre mødte op og spillede mod børnebørnene,” fortæller Pernille Porsholdt Dam.
Hvad er det, I gør specielt?
”Vi gør rigtig meget for vores juniorer med f.eks. weekendture, sommecamp og off-golf aktiviteter om vinteren. Her holder vi dem kørende med forskellige aktiviteter f.eks. bueskydning og skøjteløb for at sammenholdet skal holde vinteren over, og så går der ikke går for mange måneder, uden vi ser dem. Sammenholdet er jo helt vildt på kryds og tværs,” siger Jesper Pedersen, der er medlem af juniorudvalget og en af ildsjælene bag juniorafdelingen.
For de tre fuldtidsansatte trænere – der tager sig af alle klubbens medlemmer – er nøgleordet tålmodighed. Både hos trænere og børn.
”De har ikke tålmodigheden, men det er noget, der kommer. De finder jo ud af, at golf ikke bare er noget, man lærer med det samme, men tager tid. Det er jo en ’uddannelse’, der tager mange år,” understreger træner Klaus Aagesen.
Hvad gør I anderledes, når I træner børn?
”Tålmodighed. Og så noget mere sjov ind i træningen – lidt mere leg. Med børnene skal der være mere leg og konkurrencer – ellers misser vi dem. Det er jo ikke alle sammen, der ønsker at blive Europa Tour-spillere, og dem skal vi også have plads til.”
I klubhuset fremhæver begge ledere fra juniorafdelingen hele tiden sammenhold som en stor del af succesen. Men hvordan balancerer man egentlig det sociale i en sport, som i sin natur er meget individuel?
”De skal jo have alle muligheder for at udvikle sig golfmæssigt. Men vi sætter nok barren højt for det sociale, og stiller også krav om, at man skal deltage sammen med de yngre spillere, når man selv bliver ældre og hjælpe med at træne de små og nye,” forklarer Pernille Porsholdt Dam.
”Vi stiller også nogle krav til, at man ikke bare kan få og få. Man skal ikke kun nyde, man skal også yde.”
Men lederne glemmer dog heller ikke, at det er børn, det handler om.
”Der er blevet mere plads til leg – det var der jo ikke rigtigt før i tiden i golfklubberne. Aldersgrænsen har også rykket sig. Da jeg startede, var aldersgrænsen 11 år for fem-seks år siden, og nu er den nede på seks-syv år. Så derfor skal der også være plads til lidt leg, og trænerne er gode til også at lave nogle sjove øvelser, så det ikke bliver for langtrukkent,” forklarer Jesper Pedersen.
Selvom der er løsnet lidt op på formerne, så er en vigtig del af juniorernes træning dog stadig, at man lærer, hvordan man begår sig i golfmiljøet.
”Der er en masse ’gamle’ regler og etik i golf, men det tager man jo ikke skade af at lære fra starten. Det er f.eks. at hilse på folk, når man møder dem på stierne, at tage kasketten af i klubhuset og at tale ordentligt til hinanden,” understreger Pernille Porsholdt Dam.
”Og så er der jo en dejlig ting ved, at man tager kasketten af, giver hånd og siger tak for spillet, når man er færdig med at spille. Det er jo sødt, når seks-årige spillere gør det.”
Juniorgolf Breinholtgård Golfklub
Kontingent:
495 kr. pr. sæson på Par 3-bane 1.550 for juniorer på stor bane
Priser for udstyr:
Fra ca. 1.000 kr. for juniorsæt eller gratis udlån til træning
DGU’s junioruge i uge 31:
Prøv gratis træning hele ugen fra kl. 10-11 for alle fra 8 til 21 år.
Mere information
www.bggc.dk/junior
Christian Frimodt
Joensen, 8 år, Hjerting
Hvor længe har du spillet?
Siden jeg var fire år, men sidste år spillede jeg ikke.
Hvad er det sjoveste ved at spille golf?
Det er, når vi putter.
Hvad er det gode liv for dig?
At lave noget sjovt!
Eline Graarup, 9 år, Hjerting
Hvor længe har du spillet?
Snart et år.
Hvad er det sjoveste ved at spille golf?
Det er sjovt, at man nogle gange bliver lidt irriteret – jeg kan godt blive lidt hidsig nogle gange, når jeg spiller golf.
Hvad er det gode liv for dig?
Engelsk! Og så kommer golf på andenpladsen.
Perle Thrane 14 år, Hjerting
Hvor længe har du spillet?
Syv år
Hvorfor spiller du golf?
Fordi det er sjovt og hyggeligt, og der er et godt fællesskab herude som en stor familie.
Hvad er det gode liv for dig?
Bare at kunne spille golf! Og måske blive professionel om nogle år?
Nicolaj Dahl, 16 år, Hjerting
Hvor længe har du spillet?
Siden jeg var syv år gammel, så det må være ni år indtil videre.
Hvorfor spiller du golf?
I starten fik min far mig ind i spillet, og så blev jeg bare bidt af det. Og nu er min helt store drøm at blive professionel. Mit handicap lige nu er 4,1.
Hvad er det gode liv for dig?
Det ville være at se mig selv som professionel, hvor jeg kunne leve af at spille golf og bare nyde at spille – også når jeg er 50 år.