Fra museum til milliardprojekt

David Dupont-Mouritzen skal i sit ny direktørjob hos CIP styre et milliardprojekt

Hent hele artiklen som PDF her

ERHVERV – Det vakte opsigt, da David Dupont-Mouritzen fra Hjerting opsagde sit udmærkede job som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Hans tiltræden som Project Director eller projektdirektør på det milliardstore PTX-projekt, som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har planlagt i Esbjerg, er lige så overraskende.

Grøn omstilling
Vi har besøgt ham i hans  kontor på Nordre Dokkaj.
Hvad skal du i dette job?
”CIP er kapitalforvalter for blandt andet pensionskasser, og formidler penge til projekter, som havvindmølleparker, biogasanlæg og den slags energiinfrastruktur, der bidrager til den grønne omstilling. Min opgave er at være i front på det PTX-projekt, der skal op at stå her i Esbjerg, hvor man med vedvarende energikilder fra havvind laver grøn ammoniak. Processen med at lave ammoniak skaber desuden en stor mængde varmt vand som kan bruges til eksempelvis opvarmning. Og netop den store mængde overskudsvarme gør det oplagt at placere anlægget i nærheden af en større by med et fjernvarmenet, der kan aftage den. Og hvorfor så lige Esbjerg? Udover muligheden for at bruge overskudsvarmen på en begavet måde, så har Esbjerg Danmarks største vestvendte havn, hvorfra man kan udskibe ammoniakken,” forklarer han, ligesom Esbjerg også er relativ tæt på de kabler der tager imod de store mængder vindstrøm, der kommer fra havvindmølleparkerne i Nordsøen.

Skal finde specialister
Du er jo ikke ingeniør, hvad skal du så helt konkret?
”Jeg skal få rigtigt mange brikker til at falde på plads på samme tid. Jeg skal sørge for, at en række specialister leverer ind til projektet, så vi kan realisere Europas største PTX-anlæg. Det er jo ikke en naturlov, at det bliver til noget, bare fordi pengene er der. Der skal udarbejdes et grundlag, der er så overbevisende, at der er garanti for at økonomien hænger sammen, og at vi har styr på både risikohåndteringen og miljøhåndteringen. Ellers kan det ikke realiseres.”
Ammoniak er et farligt produkt. Hvordan tackler I de bekymringer, det giver?
”Ammoniak er ikke ufarligt, men man har produceret det i mere end 100 år, og derfor bygger det på en meget sikker og kendt teknologi. Derudover vil afstand til bebyggelse sammenholdt med anlæggets sikkerhedsforanstaltninger skulle godkendes af myndighederne.”
Hvad er der af arbejdspladser i det?
”Der forventes at være 100-150 ansatte, når projektet er i drift. Dertil kommer de mange job hos leverandører under opførelsen.”

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tekst:
Top