Hjerting-talent rejser verden rundt

Hjalte Møller Jensen vandt sidste år Danmarksmesterskaberne i disc golf. Foto: Privat.

Om vinteren arbejder Hjalte Møller Jensen hos Hjerting-virksomheden MacArtney, og om sommeren rejser han Europa og USA tynd som professionel disc golfspiller

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

TALENT – Der var ikke noget, der tydede på, at Hjalte Møller Jensen ville få en karriere som professionel sportsudøver for bare fem år siden. Dengang gik han på Esbjerg Gymnasium og vidste ikke rigtig, hvad han skulle efter gymnasiet. Men da han en dag faldt over en video fra verdens største disc golfturnering, kom det til at få stor indflydelse på hans liv. Disc golf er en sport, hvor spillere kaster en disc (frisbee) mod en kurv og forsøger at nå målet på færrest mulige kast. Spillet minder om traditionel golf, men bruger discs i stedet for bolde og køller.

Banen er på 9 eller 18 huller.

Spillede for sjov, men så…
Hjalte Møller Jensen fik sine venner med ud på banen. De spillede bare for sjov, men Hjalte Møller Jensen forbedrede hurtigt sit spil.
”Jeg kunne mærke, at jeg havde en form for talent, og jeg udviklede mig meget. Jeg blev hurtigt bedre end de andre,” fortæller Hjalte Møller Jensen.

Blev opdaget

Som i golf kan der være forhindringer som træer.

Tilfældigvis så formanden for Esbjerg Disc Golf, Jens Rud, at de spillede, og han opfordrede dem til at træne.
Fra da af tog Hjalte Møller Jensens udvikling fart. Mens corona-nedlukninger sendte ham hjem fra skole, spillede han, så ofte han kunne sammen med Jens Rud, som i begyndelsen fungerede uformelt som træner for ham. Han begyndte at deltage i turneringer, og klarede sig godt i forhold til, at han ikke havde spillet længere.

Blev ansat hos MacArtney
”Det var meget hyggeligt, at jeg fandt disc golf dengang, for jeg er ikke så meget et skolemenneske, og jeg havde heller ingen anelse om, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Efter gymnasiet trænede jeg helt vildt meget, samtidig med, at jeg også havde et arbejde,” fortæller Hjalte Møller Jensen, som blev ansat på værkstedet i Hjerting-virksomheden MacArtney.

Træning gav pote
Træningen har givet pote. Sidste år, bare tre år efter han begyndte at spille, blev Hjalte Møller Jensen Danmarksmester, og han er en af Europas bedste disc golfspillere. På verdensranglisten ligger han som nummer 52. Han har fået en god aftale med McCartney. Virksomheden får Hjalte Møller Jensens rejseplan, så de ved, hvornår han er væk. Han rejser rundt i Europa og USA 20-25 uger om året – mest i sommerhalvåret. Lige som ved golf har sporten forskellige tours med turneringer i forskellige lande.
”Jeg synes, det er helt fantastisk, at jeg kan komme ud at rejse, samtidig med, at jeg spiller disc golf,” fortæller han.

Europæisk sammenhold på touren
Når han er afsted, bor han oftest sammen med nogle af de andre turneringsdeltagere. I dagene op til konkurrencen træner de sammen på den bane, hvor turneringen skal foregå.
”Der er et rimelig godt sammenhold på touren også på tværs af landene i hvert fald for europæerne,” siger Hjalte Jensen, som har fået nye venner gennem sporten.

Fik udsolgt med eget kasket
Selv om Hjalte Jensen kan kalde sig professionel disc golf-spiller, er det ikke noget han lever fedt af. Han vinder ofte nogle beløb, og så har han en sponsor, Discmania, som betaler hans turneringsgebyr. I år lancerede han for første gang en kasket med sit logo på, som hurtigt blev udsolgt.
”Så dem skulle jeg nok bare have produceret nogle flere af,” konstaterer Hjalte Møller Jensen, som har planer om at producere flere til næste år.

Får det til at løbe rundt
På den måde får han det til at løbe rundt. Disc golf er en lille sport, som kun meget få, kan leve godt af. Hjalte Jensen drømmer om at blive en af de få, men indtil videre er han glad for de oplevelser sporten giver ham. Den største oplevelse hidtil var, da han i 2023 kvalificerede sig til og deltog i den største USA-tour. Netop videoer fra den tour fik ham i gang med sporten.

Hårdt liv med mange rejser
Livet som professionel disc golfspiller kan dog være hårdt, afslører han.
”Det mest udfordrende er, at man er alene i alle de uger, hvor turneringerne foregår, hvis man vil ligge i toppen. Vi rejser meget og er meget væk fra familie og kærester. Så det er meget mentalt hårdt en gang imellem. Hvis det ikke går godt til turneringerne, bliver det ekstra hårdt,” siger han.

Har ingen træner
Han har ingen træner, for sporten er så lille, at det er svært at finde nogen, som ved mere om sporten end ham selv. Han bruger dog stadig formanden for Esbjerg Disc Golf, Jens Rud, som sparringpartner. De ringer til hinanden og vender spillet og turneringerne. Men det vigtigste for Hjalte Møller Jensens spil er hans egen mentale styrke.
”Man skal tro på sig selv. Man spiller ikke god disc golf, hvis man ikke har meget selvtillid,” siger han.

Tror på sit eget potentiale
Hjalte Møller Jensen håber at nå meget længere med sporten.
”Jeg er stadig rimelig ny til sporten, så jeg tror, jeg har potentiale for meget udvikling. Så jeg håber, at jeg kan spille i en del år, og også at jeg begynder at tjene lidt mere på det,” siger Hjalte Møller Jensen og afslører, at drømmen er at blive verdens bedste, men at det første mere realistiske mål er at blive Europas bedste disc golfspiller.

Tekst: Katrine Friisberg

Blå bog, Hjalte Møller Jensen

  • 23 år
  • Professionel disc golfspiller
  • Ansat ved MacArtney
  • Student fra Esbjerg Gymnasium
  • Søn af Rikke og Morten Møller Jensen
  • Hjalte Møller Jensen kan følges på Instagram: @hjalte.jensen.disc

Og hvad er disc golf så?

Disc golf er en sport, der ligner traditionel golf, men i stedet for at bruge en bold og køller, kaster spillerne en disc (en speciel type frisbee). Målet er at få discen i en kurv på så få kast som muligt. Banen består af en række huller, som typisk er mellem 9 og 18, og hver bane har en unik opsætning med forskellige forhindringer som træer og bakker.

 

Tekst:
Top