Beboerne fra områdecentret var pakket godt ind, for det var en lidt kølig dag.
Beboerne på Områdecenter Bytoften i Hjerting fik hilst på byens heppende børn
Hent originalartiklen fra avisen som PDF her
ÆLDREPLEJE – Årets Royal Run med kronprins Frederik i spidsen fandt faktisk først sted mandag den 29. maj, men allerede tirsdag den 23. maj, en ret kølig dag, tyvstartede Områdecenter Bytoften i Hjerting begivenheden.
Det skete nu ikke så meget som en kongelig begivenhed i kondisko, men som en herlig oplevelse for områdecentrets ældre, til fods og i kørestol, og for en mægtig masse mange børn fra 0.-klasserne på Nordvangskolen.
Centret havde allieret sig med en flok studerende fra Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg, og så gik det ellers ’tju-hej-der-ud-a’, omend i et adstadigt tempo, rundt i lokalområdet. Sosu-eleverne både skubbede, trak og hjalp de ældre undervejs, mens skolebørnene klappede, heppede og hujede med flag i hænderne og opløftende tilråb.

Undervejs på ruten stod børn fra 0. klasse på Nordvangskolen og hilste på de ældre, der kørte forbi.
Vel hjemme igen på Bytoften var der forfriskninger og medaljer til deltagerne.
Tekst og foto: Jens Bytoft