En flok glade og tilfredse U12AB-piger på podierne. Foto: SSK.
1000 fodboldspillere strømmede til Esbjergs største indefodboldstævne i Sønderris
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
BOLD – Sønderrishallen var for nylig rammen om den årlige CK Bonnichsen Cup. Der var 1000 deltagere, så det var Esbjergs største af slagsen.
”Med lys, musik, navneopråb og røg blev stævnet igen en oplevelse ud over det sædvanlige, og det er netop denne stemning, der gør stævnet i SSK til noget helt særligt,” fortæller stævnearrangør Kristina Pultz.
”En af de vigtigste prioriteter for arrangørerne er, at alle deltagerne – uanset placering – skal hyldes og gå hjem med en pokal som minde. Vi ønsker, at alle, der deltager i CK Bonnichsen Cup, skal tage hjem med en uforglemmelig oplevelse,” tilføjer Kristina Pultz. ”Selv hvis man slutter sidst i sin pulje eller lige har tabt finalen, så smiler alle børnene, når de bliver råbt op og løber ind til klapsalver og lysshow,” pointerer hun.
Stævnet tiltrak drenge- og pigefodboldspillere fra U6 til U13 fra store dele af Jylland, og er blevet så populært, at nogle rækker var udsolgt på få timer.
”Med stor succes er stævnet også udvidet til at favne pigefodbolden, for tredje år i streg har vi dedikeret en hel weekend kun til pigespillere for at sikre, at også de får en unik fodboldoplevelse, uanset resultatet,” fortæller hun.
I alt deltog 151 hold i årets turnering fordelt på de to weekender, og yderligere 40 hold stod på venteliste.
”Det er altid ærgerligt, at må afvise hold, men vores kapacitet er ’maxet helt ud’, når vi kun har én hal til rådighed. SSK takker de mange, der har støttet stævnet, herunder spillere, forældre, bedsteforældre, sponsorer og frivillige, der gør det muligt at tilbyde 1000 fodboldbørn en uforglemmelig fodboldoplevelse. En særlig tak skal lyde til sponsorerne CK Bonnichsen, Spar Sønderris og Storegade Fysioterapi, hvis støtte har været afgørende for stævnets succes,” slutter hun. -fina
Stolte U11A-vindere hæver pokalerne. Foto: SSK.
Ikke færre end 107 U7-drenge med hænderne i vejret. Foto: SSK.
Om Sønderris SK
Sønderris Sportsklub er en breddeidrætsklub beliggende i Sønderris, 6710 Esbjerg V.
Klubben har mere end 1600 medlemmer, bredt repræsenteret indenfor mange sportsgrene.
Sammen med Sønderris er SSK vokset betydeligt siden den spæde start i 1987, da håndbold- og fodboldafdelingen blev stiftet.
Igennem tiden er der kommet mange forskellige idrætsgrene til, og i dag har klubben en bred sammensætning af idrætter, som inkluderer: Fodbold, håndbold, fitness, gymnastik for børn og voksne, badminton for motionister, indendørs cykling, pardans for voksne, motionsbadminton uden træning og livsstilsændringsforløb med kostvejledning. SSK er drevet af flere end 180 frivillige.
Formand er Inge Hansen, der er it-koordinator ved Syddansk Universitet, Campus Esbjerg. Hun varetager officielle opgaver i forbindelse med klubbens drift og tegner sammen med kasseren juridisk SSK. Er afdelingsleder for dans og livsstil og er aktiv som instruktør i gymnastik.
Lene Terp er sekretær.
Hun arbejder i Sydbank som privatrådgiver, og hun er ansvarlig for SSK-arrangementer for de mindre børn. Det kan være juletræsfesten og fastelavnsfesten. Hun er også instruktør i voksengymnastik.
Bestyrelsesmedlem Uffe Thestrup Nielsen arbejder som afdelingsleder ved Dancoat.
Motivationen for at arbejde i SSKs bestyrelse, er at skabe et endnu stærkere lokalmiljø i Sønderris.
Bestyrelsesmedlem Søren Kristensen er træner i fodboldafdelingen.
Bestyrelsesmedlem Kim Ehlers er aktiv træner og leder i fodboldafdelingen.
Bestyrelsesmedlem Maja Burmeister er leder for indendørs cykling.
Økonomiansvarlig er Christian Emil Pedersen.
Tekst: Finn Arne Hansen