Marsken på strandengene vokser, når tidevandet aflejrer sediment, men stigningen kan ikke længere følge med stigningen i havspejlet. Foto: Svend Tougaard, 13. januar 2025.
Fredag den 28. februar holder National Vadehavet sin årlige forskningsdag på SDU i Esbjerg
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
FORSKNING – I alt 15 forskere vil formidle ny viden inden for en række vadehavsemner, når der fredag den 28. februar klokken 9.30-15.30 er Vadehavets Forskningsdag på SDU på Degnevej i Esbjerg.
Blandt oplægsholderne er professor Thorbjørn Joest Andersen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, som fortæller om klimaforandringer, der ændrer balancerne foran digerne. Marsk og havspejlsstigning hedder foredraget.
Sedimenter
Hver gang tidevandet oversvømmer strandengene ved Vadehavet, aflejres der sediment i form af sand, silt- og lerpartikler med vider. Derved hæver landet sig, og der dannes marsk. Normalt antager man, at marskområder kan følge med stigninger i havspejlet, forstået på den måde niveauet, at marskoverfladen øges i takt med det stigende havniveau. Men klimaforandringer sætter ’normalt’ ud af kraft i disse år: Havniveauet stiger kraftigt, og studier af sedimentkerner viser, at det ikke længere er givet, at marskområder i Vadehavet vokser så hurtigt, at de kan følge med det stigende havspejl.
15 forskere på podiet
Thorbjørn Joest Andersen er en af i alt 15 forskere, som i populær form vil præsentere ny viden og resultater af deres forskning inden for en række af vidt forskellige emner og discipliner. Alle med relation til Vadehavet. Det er et meget populært arrangement, der varmt kan anbefales herfra.
“Forskningsdagen er ikke tænkt som en konference for forskere, men som en platform, hvor viden gøres tilgængelig for alle med interesse for Vadehavet. Her kan du få viden direkte fra forskerne, som gør sig umage med at formidle om det, de brænder for, på en forståelig måde,” fortæller Xenia Salomonsen, naturkonsulent ved Nationalpark Vadehavet og sekretær for forskningsudvalget
Opmåling af Vadehavet
I forlængelse af Thorbjørn Joest Andersens oplæg kan man høre Kamilla Fiedler Terkildsen fra Kystdirektoratet, som holder oplægget om Opmåling af Vadehavet – til vands, til lands og i luften.
Vadehavet er ikke blevet opmålt i mere end 25 år, men frem til 2027 foretager Kystdirektoratet nu en fladedækkende opmåling af hele Vadehavet. Baggrunden er et ønske om øget viden, om hvordan det stigende havspejl påvirker områdets udvikling. Vokser vaderne i takt med havstigningerne eller bliver der langsom færre tørlagt områder ved lavvande? Ændringerne har meget stor betydning for dyre- og planteliv samt for befolkning og erhverv i Vadehavsområdet. Opmålingen vil blive foretaget med nye metoder i form af grøn laser på de lavere områder, mens de dybere områder måles med multibeam ekkolod.
På forskningsdagen vil man også kunne høre om emner som:
Ynglefuglene i Vadehavet – går det frem eller tilbage? (seniorforsker Thomas Bregnballe, Aarhus Universitet, og konsulent Ole Thorup, Amphi Consult), Er der plads til både os og fuglene på Fanøs Galgerev? (MSc-studerende Louise Buksti-Ladefoged og Isabel Hunter), Det komplekse samspil mellem turisme og vindmøller (lektor Christian Dragin, Erhvervsakademi Sydvest, lektor Anne-Mette Hjalager og professor Janne Liburd, SDU) og Genoprettelse af verdens største ålegræs-bevoksning (Laura Govers, professor dr., University of Groningen, Nederlandene).
Det koster 150 inklusive frokost, kaffe med videre at deltage. Tidligere var det gratis. Alle er velkomne til forskningsdagen.
Tekst: Finn Arne Hansen