Redaktør arkiv: Redaktionen

Guldager-par med passion for mad har succes med restaurant nummer to

Thomas Frost og Lars Krogh fra Guldager Forsamlingshus Thomas Frost og Lars Krogh i baren. De har succes på Fanø, men de elsker også at drive Guldager Forsamlingshus. De glæder sig til at få tid til at besøge kollegerne på øen.

To mænd, to køkkener – én fælles passion for god mad og at drive restaurant

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

KULINARISK – Siden midten af 2021 har Thomas Frost og Lars Krogh forpagtet og drevet Guldager Forsamlingshus. Parret varetager både selskaber i forsamlingshuset og leverer mad ud af huset, og deres motto: Hos os er du gæst til din fest afspejler sig tydeligt i deres arbejde. Thomas styrer køkkenet med sans for smag og æstetik, mens Lars mere tager sig af det praktiske. Sammen sørger de for at både logistik og indretning spiller sammen, så hver fest og hvert arrangement bliver en helstøbt oplevelse.
”Omkring halvdelelen af vores kunder bestiller mad ud af huset, og den anden halvdel holder deres arrangementer her,” fortæller en smilende Lars.
Han har gennem 25 år arbejdet inden for økonomibranchen, og har nu sadlet helt om, men han nyder sin nye rolle, hvor balancen mellem arrangementerne på stedet giver dem den fleksibilitet, de har brug for. Han fremhæver varmt deres personale i Guldager.
”Uden dem kunne det slet ikke lade sig gøre,” siger han.

Personalet sættes højt

Christoffer Fyhn dækker op i Restaurant Nordby på Fanø. Foto: Camilla Uth, Hjerting Posten

Christoffer Fyhn dækker her op i Restaurant Nordby. Indretningen er sket i sket i samarbejde med – Stylet by Marlene Ravn

Der hersker ikke tvivl om, at her sættes personalet højt. Den gensidige respekt og samarbejdet går begge veje godt fulgt på vej af den gode og kammeratlige tone, der altid er til stede, selv når bølgerne går højt, og der er travlt.
Thomas og Lars har i fire år sat deres præg på Guldager Forsamlingshus med et klart fokus på kvalitet og god stemning. Deres temaaftener – fra tøsemiddage, vinsmagning, stegt flæsk og suppe, har udviklet sig til populære tilbagevendende begivenheder, hvor der ofte meldes udsolgt.
Thomas og Lars har gennem flere år haft en forkærlighed for Fanø. De købte i 2020 et sommerhus lidt uden for Nordby, der hurtigt blev et fristed, hvor de kunne slappe af og komme ned i gear ovenpå deres til tider hektiske hverdag.

Drømmen om Fanø
I år får parret svært ved at få tid til at holde ferie grundet travlhed. Men når ferie udenlands kan lade sig gøre, foretrækker de enten Gran Canaria, Tyrkiet eller Italien, ofte med gode venner, og de nyder gerne det lokale køkken og de delikatesser, det pågældende land har at byde på. Da muligheden i 2024 bød sig for at få foden under eget bord på Fanø, tøvede de ikke længe.
”Vi har altid drømt om at eje vores eget sted i modsætning til Guldager Forsamlingshus, som vi driver på forpagtningsbasis,” fortæller de.
”Der stod tre adresser til salg på Fanø: Ambassaden, Rudbeck’s og Nørbygaard Kro. Valget faldt på Ambassaden midt i hjertet af Nordby og sidste sommer slog vi dørene op til vores ny restaurant.”

Lækker, velanrettet mad af høj kvalitet er et kendetegn for både Guldager Forsamlingshus og Restaurant Nordby.

Inden åbningen blev stedet gennemrenoveret. Lokalet fremstår nu i afdæmpede mosgrønne nuancer, med en indretning der balancerer ro, æstetik og funktionalitet. Lars har stået for det visuelle udtryk i tæt samarbejde med firmaet – Stylet by Marlene Ravn, og resultatet er et sted, der føles både personligt og hyggeligt.

Farvel til Esbjerg
Samtidig har parret sagt farvel til deres hus i Esbjerg og er flyttet ind i lejligheden ovenpå restauranten, som de har indrettet i etaper side om side med travlheden nedenunder. Men indretning er vigtig, og privaten ovenpå oser af hygge og god smag, og netop de to faktorer er nøgleordene for alt, hvad de to ’gesjæftige’ mænd beskæftiger sig med, hvilket skinner tydeligt igennem under samtalen med dem.

Mad ud af huset
I højsæsonen kører restauranten på Fanø kun á la carte, mens lavsæsonen byder på selskaber og mad ud af huset. Lokale kunder fylder godt både i restauranten og ordrebogen for mad ud af huset.
Fanø har taget godt imod de to, hvilket glæder dem meget, de føler sig allerede som en integreret del af lokalsamfundet.
Det er meget kendetegnede for de to at møde deres medmennesker med venlighed og respekt, de er meget sociale, hvorfor de også beklager, at de endnu ikke har haft tid til at komme rundt og opleve resten af øens kulinariske landskab.
”Det står højt på vores ønskeliste. Fanø har så meget at byde på gastronomisk, så vi glæder os til at få tid til at komme rundt og hilse på vores kollegaer, tage plads ved bordene og smage hvad øen ellers har at byde på.”
Lars har sågar investeret i en elcykel, så han kan komme lidt rundt på øen og mærke vinden i ansigtet – det giver god energi, siger han.

Nyder at være i sommerhus på Fanø
Begge har de inden købet af restauranten, nydt at opleve Fanøs natur og dyreliv i forbindelse med deres ophold i sommerhuset. Turene er gået både til Sønderho, Fanø Bad og Rindby Strand. For det er hele Fanø med alt hvad øen indebærer, de elsker.
Udover det faste publikum og de mange turister, har også busselskaberne fået øjnene op for stedet, især som frokoststed for endagsturister. Sideløbende har parret, med stor tilslutning, afholdt både jule- og påskefrokoster, vinsmagninger og italienske aftener – i klar forlængelse af konceptet fra Guldager.
På Fanø møder man i restauranten ofte de to mandlige tjenere Patrick og Christoffer, de to udgør sammen med resten af Fanøholdet, et stærkt dedikeret og professionelt team.
Thomas og Lars startede op midt under Corona-pandemien med en tro på at alt nok skulle gå. Med den tro har de skabt to skønne spisesteder, samt fået kombineret deres glæde ved Fanø med både fast bopæl og arbejdsliv. Men de har ingen planer om at slippe tøjlerne i Guldager – tværtimod, understreger de.
”Vi føler os virkelig heldige – at få lov til at gøre det vi elsker to steder, der betyder noget for os. Det er ikke bare arbejde, det er en livsstil, og vi glæder os bare til alt det, der stadig ligger foran os.”

Tekst og foto: Camilla Uth

 

Pernille Plantener har en plads i byrådet som sit næste mål

Pernille Holm Plantener har et nyt mål. Nu gælder det et sæde i byrådet.

Pernille Plantener blev prikket af borgmesteren og skal nu fra en 16. plads på Venstres liste forsøge at komme op på en af de placeringer, der giver valg til byrådet

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

LOKALPOLITIK – I lokalpolitik gælder det om at finde kandidater, der kan suge stemmer fra alle dele af kommunen. I Hjerting er det skoleleder Pernille Holm Plantener fra Hjerting Skole Aura, der skal løse den opgave for Venstre. Hun er nummer 16 på Venstres liste, men lur os, om ikke hun ryger højere op med al den aktivitet, hun i årenes løb har lagt i foreningslivet. Men hvordan gik det lige til, at hun blev politikerspire?

Borgmester-opfordring
”Jeg har stemt på Venstre i mange år og er nu også medlem af Venstre, og jeg fik så for nylig en opfordring til at stille op fra borgmester Jesper Frost Rasmussen. Jeg tænkte over det, og det voksede i mig. Det kunne jeg godt give en chance,” siger hun.
Hun lægger ikke skjul på, hvad hun vil i byrådet:
”Især inden for mit område vil jeg kunne bidrage med erfaring og idéer. På de andre områder må jeg læne mig op ad de erfarne kolleger i byrådet. For jeg ved godt, jeg kommer til at skulle tage stilling til et hav af emner, ikke kun dem, jeg kender til,” siger hun.

Tre mærkesager

Pernille Holm Plantener på sit kontor på Hjerting Skole. Hun har især tre mål.

Pernille Holm Plantener på sit kontor på Hjerting Skole. Hun har især tre mål.

Hun forklarer, hun har tre mærkesager:
”For det første, så gælder det om gode skoler. Det er noget, der tiltrækker og fastholder borgere. Ens børn er jo det vigtigste, man har. Så jeg siger: Hvorfor ikke gå efter at få Danmark bedste skoler? Det tiltrækker børnefamilier, det giver flere nye boliger, og det skaber job. Jeg ved det fra mit arbejde. Når jeg taler med forældre ved indskrivningen her på skolen, så har jeg sågar oplevet, at forældre har valgt skolen her, selv om de har fået job i måske Kolding. Så pendler de hellere,” fortæller hun.
”Og så vil jeg godt være med til at skabe et godt studie- og uddannelsesmiljø i Esbjerg Kommune. Og være med til at tiltrække flere nye uddannelser. De studier, vi har fået, er blevet en stor succes,” påpeger hun ægte begejstring i stemmen.
”For det tredje så skal der være fokus på børn og unges trivsel. Der skal være en hurtig reaktion, når de ikke trives. Og det er vigtigt at støtte op om deres liv udenfor skolen,” siger hun

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Blå bog Pernille Holm Plantener

  • Født og opvokset i Hjerting, har stadig forældre på Skippervænget
  • Har lige rundet de 50 år her i påsken.
  • Studerede til lærer på KDAS, Københavns Dag- og Aftenseminarium
  • Har været uddannet lærer i 25 år, heraf 15 år som leder. Har arbejdet på fire skoler i Esbjerg Kommune
  • Gift med Jan Plantener på 29. år, har tre voksne døtre, én i Esbjerg, to i København. Har netop fået sit første barnebarn og er begejstret for at være blevet mormor
  • Afdelingsleder / Skoleleder på Hjerting Skole Aura
  • I fritiden står den på løb, natur og samvær med familie og venner, dertil rejser, både skirejser og andre rejser, ofte til Sydfrankrig

Kørelærer Kim er klar på sin ny adresse i Hjerting

Kim Jessen og Hjertings Køreskole ligger nu på Sdr. Tobølvej 24, skråt overfor Rema 1000.

Kim Jessen, 53, elsker sit virke som selvstændig kørelærer. Og at rejse verden rundt. Påskeøerne står øverst på hans ‘bucket list’

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ERHVERV – Kim Jessen, 53, indehaver af Hjertings Køreskole, har rykket teltpælene op og er flyttet fra Bytoften 2A til Sdr. Tobølvej 24 tæt på Rema 1000. Her han købt sig et stort hus, der også kan rumme hans undervisningslokaler til teoriundervisning. Som bonus har han fået en meget synlig placering og en stor garage, hvor der er plads til hans to motorcykler og hans to-liters Alfa Romeo Spyder fra 1972.
”Mine kommende elever kommer forbi i bus hver dag og ser mit skilt,” siger han med et stort smil.
En tidligere PostNord-chauffør kan også have forretningstalent.
Kim Jessen er fra Hjerting, opvokset på Liljevænget. Efter handelsskole blev han lastbilchauffør hos PostNord, derefter uddannede han sig til kørelærer i 2019. I 2021 etablerede han sig som selvstændig på Bytoften 2A – med Hjerting Posten som ’roomie’.

100 elever om året

Kørelærer Km Jessen, Hjerting. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

Stuen i huset var så enorm, at Kim unden problemer kunne lave et undervisningslokale ved at tage noget af pladsen fra stuen. Køreskolen har sin egen indgang.

Han er tilfreds med sine resultater. Hvert år har han cirka 100 elever, han har i alt haft mellem 450 og 500 elever. Nogle er helt unge mennesker, der skal have kørekort for første gang, og de fleste består første gang. Andre er generhververe og folk, der for eksempel vil have trailerkørekort. Ganske få kommer for at få genopfrisket deres køreevner. Et af hans specialer er undervisning på engelsk.
Han er godt tilfreds med sit valg.
”Jeg har aldrig fortrudt springet til selvstændig. Jeg kan lide det her. Jeg kan lide at engagere unge mennesker og at lære dem at køre bil,” fortæller han.

Respekt for bagerjomfru
Undervejs har han mødt mange forskellige unge mennesker.
”Unge er forskellige, Nogle får kortet af deres forældre og skal måske betale lidt, hvis de dumper. Andre, som en pige jeg havde, har stået i en bagerforretning i to år for at spare sammen til et kørekort. Det har jeg respekt for!”
At næsten alle består i første hug er han meget glad for.
”Så ranker man lige ryggen.” bemærker han med et stolt smil.
Hans nyeste tiltag er, at han vil til at køre gratis konfirmandkørsel for dem, hvis forældre måske ikke har råd til at hyre en chauffør med en ’fancy’ bil.
”Man skal sende en ansøgning med en begrundelse, så ser jeg på det,” fortæller han.
Hvor svært kan det være…
I privatlivet er det rejser, det gælder, gerne på en Harley-Davidson som den, han selv har. Han har besøgt mange, mange lande. Lige nu står Påskeøerne øverst på hans ’bucket list’. Det betyder på dansk steder, man vil se, før man stiller træskoene…

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Så er tennissæsonen basket i gang

Wham! På tennisbanerne ved Tobølparken i Hjerting er veteranerne sluppet løs efter vinterpausen. Det nyder de.

Det er nu 20 år siden, tennis-anlægget ved Tobølparken 25 i Hjerting blev åbnet

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

TENNIS – Lørdag den 3. maj kl. 10-14 fejres det, at Hjerting IF har haft en tennisbane og -afdeling i 20 år. Desuden er det Tennissportens Dag med åbent hus for alle interesserede.
”Så kom og deltag i aktiviteterne og få lidt til ganen,” lyder det fra Hjerting IFs tennisformand Claus Jensen, der også henviser til det ny aktivitetsprogram, der kan ses i annoncen i denne udgave af Hjerting Posten.
Nyt er der også fra nabobyen:
”Guldager Borgerforenings Tennisklub hedder nu SGI Tennis for at signalere de nye visioner om at blive en større og betydende tennisklub i Esbjerg Kommune,” fortæller de to formænd, Claus Jensen og Flemming Hermansen fra SGI. SGI Tennis fejrer også Tennissportens Dag med Åbent hus på lørdag.
De to klubber arbejder i år som noget nyt sammen om faciliteter og ressourcer.
Det betyder, at man som medlem i den ene klub har mulighed for at udnytte den anden klubs aktiviteter, så klubberne kan tilbyde flere aktiviteter til medlemmerne. Målet er at få medlemmerne til at spille meget mere og få mange nye medlemmer.

Lokale trænerkurser
Hjerting IF Tennis har gennem nogle år udbygget samarbejdet med Dansk Tennis Forbund om afholdelse af trænerkurser for medlemmer fra andre klubber.
Søndag den 20. april var der hjælpetrænerkursus. Den 10. og 11. maj afholdes Træner 2-kurset, og i august følger Træner 3.
”Så tennisspillere kan på halvandet år opnå uddannelsen som klubtræner i Hjerting. Det sparer en masse kørsel til østkysten og gør det tillokkende at uddanne sig,” siger Claus Jensen.
Foranlediget af idrætslærere på Hjerting Skole har HIF Tennis fået DTF til at udvikle en samlet træneruddannelse for idrætslærere, som kun varer to dage mod de normale syv dage.
”Derved opnår lærerne de samme kompetencer som klubbernes egne trænere, og de kan derfor tilbyde en mere varieret undervisning end ellers. Forhåbentligt vækker dette tennisinteressen hos eleverne.”
Det er meningen, at kurset skal afholdes nogle gange i Hjerting i maj-juni for idrætslærere på de omkringliggende skoler, hvis skolerne viser interesse herfor.
Derefter vil kurset blive tilbudt til skolerne rundt om i landet.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

SGI Tennis er den ny dreng i klassen

Nyt skud på SGI-stammen. De markerer navneskiftet med åbent hus den 8. maj

Katrine Ytzen fra Gukdager med sønnike Jacob Ytzen Saugstrup på fire år.

Katrine Ytzen med sønnike Jacob Ytzen Saugstrup på fire år.

TENNIS – Tennisbanerne på Elmegaardsvej i Guldager har fra denne sæson navnet SGI Tennis, oplyser formand Flemming Hermansen.
”Meningen er, at klubben skal blive kendt i hele den nordvestlige del af Esbjerg som stedet, hvor hele familien kan få sig en idrætsoplevelse, store som små. Et idrætstilbud med mange valgmuligheder i kraft af det brede samarbejde med Hjerting Tennis. En idrætsoplevelse, men også en mulighed for at lære nye ’idrætsmennesker’ at kende,” siger han.
”Et tiltag som vi venter os meget af, men også er spændte på, er det såkaldte Tumlingetennis-træningsforløb, der henvender sig til de tre- til seksårige og deres forældre. Der er tale om en rolig, alderssvarende indføring i tennissportens glæder, hvor vægten ligger på leg med bold, griberedskaber og ketcher.”
”Forløbet tilrettelægges af særligt uddannede trænere og finder sted torsdag eftermiddag den 8. maj fra klokken 16 til 18. Det vil sige, at børnene øver sig med bold, ketcher, spændende historier med videre fra klokken 16 til 17. Så holder koncentrationen ikke længere. Derefter går børnene med en voksen om på legepladsen, mens forældrene kan prøve tennisspillets udfordringer. Klokken 17.30 tænder vi grillen, hvis der er stemning for det,” tilføjer han.
”Vi begynder klokken 16 den 8. maj. Man skal ikke melde sig til de første gange, men blot møde op og bidrage til, at store og små får en god eftermiddag. Der er rig mulighed for en god gang familiehygge,” slutter han.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Lene Memborg

 

Godt nyt for alle fodboldpiger i 6710

Der er gang i den, når pigerne i Hjerting spiller fodbold.

Torsdag den 15. maj er der for tredje gang Pigeraketten, arrangeret af DBU og HIF Fodbold

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

BOLD – Masser af piger har hvert år besøgt banerne ved Hjertinghus, Tobølparken 25, til en sjov dag med fodbold og fællesskab. Torsdag den 15. maj klokken sker det igen, for da afvikles DBU Pigeraketten for tredje gang.
”Pigeraketten i Hjerting er støttet af velfærdsalliancen mellem Esbjerg Kommune og DBU, som har til formål at få flere piger til at spille fodbold i vores område,” fortæller Ditlev Meinertz, bestyrelsesmedlem og ’pigeansvarlig’ i HIF Fodbold.

Lidt om Pigeraketten: Det handler om fællesskab og fodbold for piger i alderen 5-9 år.
”Det sjove fodboldunivers er et gratis tilbud til piger i alderen 5-9 år, som er nysgerrige på fodbold. Pigeraketten handler om fællesskab lige så meget som fodbold. Om de første skridt på en fodboldbane mere end færdigheder, og der er fuld fart på fantasien. På deres mission rundt i solsystemet, skal pigerne udforske hvordan man spiller fodbold på Mars, Saturn, Neptun og Merkur, inden de til sidst flyver tilbage til jorden, forklarer Ditlev.
Der er gratis deltagelse og ingen tilmelding
”Alle er velkomne, uanset om man har prøvet fodbold før eller ej. Kom i tøj og sko der er godt at bevæge sig i, medbring en vandflaske og godt humør. Klubben sørger for lidt forplejning midtvejs.  Vi glæder os!”
Vil man tale med Ditlev om arrangementet, så er han at fange på 20 32 86 18.
-fina

 

 

 

Det sker på egnen fra 30/4 – 28/5 2025

Der er tale om udvalgte begivenheder. Nogle arrangementer kan kræve tilmelding og/eller betaling af entré/krav om medlemskab

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

  • 1/5 kl. 9.30-11.30: Bryndum Kirke Kirke: Babysalmesang
  • Lør. 3/5 kl. 12-13.30: Bryndum Sognegård: Lørdagscafé for kvinder. 50 kr
  • Mandage kl. 19-21: Sognehuset, Sønderris: Hækle- og strikkecafé for unge i 5. til 9. klasse v/ Lotte Andersen, Guldager. Fri entré
  • Man, 5/5 kl. 9.30: Sædden Kirke: Legestue for 0-6-årige med forældre eller bedsteforældre
  • Ons . 7/5 kl. 12-13: Bryndum Sognegård: Herreværelset, med smørrebrød. Kontakt: 20 28 23 32
  • Ons. 7/5 kl. 19.30: Hostrup Kirke: Forårskoncert med Hjertingkoret. Tema: Naturen. Fri entré
  • Tor. 8/5 kl. 17-17.45: Bryndum Sognegård: Højskolesang. Fri entré
  • Fre. 9/5 kl. 10.30-11.30: Hjerting Kirke: Babysalmesang v/ Kirstine Bonde og Henrik Krüger. Fri entré, kaffe eller te for 10 kr
  • Søn. 11/5 kl. 14-17: Hjerting Kanelaug, Strandvejen: Bådslæw. Fri adgang
  • Tor. d. 15/5 kl. 10-12: Sædden Kirke: Gang i Gakkelakkerne
  • Ons. 21/5 kl. 19.30: Hjerting Kirke: Koncert med Hjerting Koret. Fri entré
  • Lør. 24/5: Fra Hjerting Kirke: Udflugt til Flensborg. Højskoleforeningen. Deltagerbetaling. Info: 22 98 65 90
  • Søn. 25/5 kl. 10-16: Myrthuegård, Myrtuevej 9, 6710 Esbjerg V: Marbæk- og Nationalparkdag. Se mere på myrthue.esbjerg.dk
  • Konfirmationer: Se kirkernes hjemmesider og annoncer
  • Begivenheder i Ribe, Esbjerg by, Bramming og på Fanø: Se vadehavskysten.dk/ribe-esbjerg-fano/diverse/events samt Kultunaut.dk

 

 

Hjerting Posten 30. april 2025

Læs som e-paper

Læs som PDF

Læs bl.a. om:

  • To mænd fra Guldager med passion for mad har succes på den anden side af vandet
  • Pernille Plantener har sat byrådet på måltavlen
  • Kørelærer Kim har nu fod under eget bord
  • Tennisspillerne kan igen springe glade rundt, sæsonen er basket i gang i Hjerting og Guldager
  • Vores allesammens vadehav synker for øjnene af os
  • Så er programmet for Marbækdagen 2025, der også er Nationalparkdagen, klar
  • Grundlovsmøde med Bertel Haarder
  • Skal jeres landsby være Årets Landsby 2025?
  • Husrødstjerten elsker at have overblik
  • Konfirmationer i Hjerting
  • Drømmen om en udflugtskane brast
  • Jakker fra Brian til HIF-trænerne
  • Godt ny for foldboldpiger
  • Det sker på egnen fra 30/4 til 28. maj 2025
  • Vinterbogsalg fra Klub Vadehavet – pragtværk om dansk kirkekunst til særpris for avisens læsere
  • ANNONCE: Prøv City Optik, den bæredygtige optiker
  • ANNONCE: Vestjyllands Forsikring har Danmarks mest tilfredse kunder
  • ANNONCE: Vincens har områdets største udvalg i habitjakker, løse jakker og festtøj!
  • ANNONCE: Dansk Revision – Meget mere end revision
  • ANNONCE: Meny har hjemmelavede barbequeben til grillen og Pizza Pocket for kun 10 kr
  • Leder: Flyttedag og opsang

… og lidt mere

Plus mange andre annoncer med gode tilbud

Husk at kryds- og tværs-løsningen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@hjertingposten.dk . Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Postkassen ved Bytoften 2A i Hjerting (Hjertings Køreskole og Hjerting Posten) er der dog stadig. Smid ikke løsningen i lampeforretningens postkasse

To nye bøger fra Forlaget Læselyst i Bryndum. Se her

Husk: Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks flora kan købes hos Klub Vadehavet for 200 kroner. Vi sælger også Carstens dobbeltværk Planterne i Danmark for 500 kroner,  skriv blot til mail@hjertingposten.dk.

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg (samlerobjekt, lille oplag) i starten af 1900-tallet sælges for 275 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Nyhed: Vi sælger nu Fanø-sundhedseksperten Stinne Bergs ny bog Den naturlige vej til at leve – den første danske bog om biohacking. Pris: 250 kroner. Skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Vi sælger også to af Fovrfeld-forfatteren Frode Oldenburg Jørgsensens bøger, blandt andet den nye om verdensomsejling med Emma Mærsk

Vil lære børn glæden ved kreativitet uden skærme

Marta Królikowska og Paulina Malinowska er tilflyttere fra Polen. De nægter at lave ingenting, så de skaber nu deres egen forretning.

Tilflytterne Marta og Paulina fra Polen vil lære børn engelsk, de voksne polsk, arrangere børnefødselsdage og lave kreative workshops, hvor skærmene lægges væk

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

IVÆRKSÆTTERI – Begge er de flyttet med deres ingeniør-mænd til Esbjerg, og begge er de højtuddannede og ivrige efter at arbejde. Det er Marta Królikowska og Paulina Malinowska vant til fra hjemlandet Polen.
Men dansk har de endnu ikke lært tilstrækkeligt godt, og det er en barriere på jobmarkedet. Så nu går de solo og åbner deres egen ’business’ Club & Café med fødselsdagsfester, sprogskole, kreative workshops og familie-arrangementer. De skal blot beslutte sig for, hvor deres virksomhed skal holde til i Hjerting. Det bliver nok tæt på skolen, så eleverne her kan gå direkte til engelskundervisning efter skole.

Mødtes på danskkursus
De mødtes på AOF-sprogskolen i Esbjerg og faldt hurtigt i hak. Marta fra Gdansk og hendes mand, der arbejder hos Pentair Union Engineering, har to børn. De går på Esbjerg International School i Guldager. Det passer dem fint med deres bopæl i Hjerting.
Den udgift sparer Paulina, der er fra landet, men blev uddannet i Stettin. Hun har to indekatte og bor med sin mand i lejlighed i midtbyen.

Ingen ville undervise børn
Marta, der har en uddannelse indenfor pædagogik og undervisning, var også selvstændig med engelskundervisning i Polen. Men da ingen ville arbejde med urolige og støjende børn, der har fået en noget ’friere’ opdragelse, end hun selv fik som barn – en af de ansatte sagde op efter kun én time – så måtte hun klare alting selv, inklusive rengøring, økonomi, marketing og så videre. Men hun fik her idéen til det med børnefødselsdage. Polske familier har ofte små lejligheder, så de vil gerne have børnefødselsdagene holdt udenfor hjemmet.

Fra det private arbejdsmarked
Paulina, hvis mand i 2023 fik job hos Belman, arbejdede i Polen i et stort firma med fokus på firma, der arbejder med indsamling og miljømæssig korrekt forarbejdning af affald – såkaldt ’waste management’. Hun har en mere kommerciel uddannelse indenfor internationale relationer og HR.

Børn falder til ro ved at være kreative
De kreative workshops tror de begge meget på.  Når børn lægger skærmene væk og laver noget med deres hænder, for eksempel til deres familie og venner, bliver de stille og koncentrerede – og glade!”Min søn, der hopper i sofaen, mens han ser fjernsyn, blev så glad for at lave smukke smykker og var stolt over, at kunne give sin far et armbånd i fødselsdagsgave,” fortæller hun.”Og jeg ved noget om, hvad der er populært og kan skaffe de rigtige materialer til de rigtige priser,” tilføjer Paulina med et smil.

Vi ønsker held og lykke!

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Kurts rejse fra lastbilsædet til prædikestolen i Guldager

Kurt Henriksen i Hjerting Kirke, hvor han skal være vikar fra 30. marts. Foto: Privat.

Kurt Henriksen, Hjerting Postens tidligere ejer og redaktør frem til juni 2019, skal være sognepræst i Guldager

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

PORTRÆT – Eksportchauffør fra Holstebro med det helt store kørekort, motorredaktør på Børsen, ejer af og redaktør på Hjerting Posten, stifter af Fanø Posten, indehaver af et kommunikationsbureau, menighedsrådsmedlem, kirkeværge, medlem af Spar Nords lokale aktionærråd, teologistuderende på Aarhus Universitet og nu færdiguddannet præst.

Fra ordinationen i Ribe Domkirke. Kurt Henriksen er i centrum. Foto: Helle Trolle Nordentoft-Christensen.

Fra ordinationen i Ribe Domkirke. Kurt Henriksen er i centrum. Foto: Helle Trolle Nordentoft-Christensen.

Kurt Henriksen fik første gang præstekraven på i forbindelse med ordinationen i Ribe Domkirke. Foto: Helle Trolle Nordentoft-Christensen.

Kurt Henriksen fik første gang præstekraven på i forbindelse med ordinationen i Ribe Domkirke. Foto: Helle Trolle Nordentoft-Christensen.

Vores lokale Kurt Henriksen, der er gift med Linette og har to halvstore børn, har sikkert flere titler, som undertegnede ikke kender noget til, men sikkert er det: Den mand har måske ikke ni liv, men han har så til gengæld ni energiniveauer – og elsker at være på niveau ni og at lykkes med det, han har sat sig for.
En Fætter Højben-charmetrold, kunne man sige, men intet er blevet ham foræret. Han ved godt, heldet følger den ihærdige – og at frihed er det pureste guld. Det har hans efterfølger i øvrigt skrevet sig bag øret og forsøger at efterleve. Hans bladimperium er da siden hans farvel vokset til tre aviser med Bramming Posten…

Ud at køre
Undtagelsen for knokleriet er, når han som for nylig lod Land Roveren trille mod Georgien og andre fjerne lande for at rense hjernen, se noget anderledes og mentalt lade op til sin næste livsgerning: Først præstevikar i Hjerting Kirke med indsættelse søndag den 30. marts for at afløse Kræn Christensen under dennes uddannelsesorlov, så videre til et fast embede som sognepræst i Guldager-Hostrup pastorat med indsættelse søndag den 6. juli.
Her skal han være sognepræst Brian Bannerholts kollega, hvilket han glæder sig meget til. Det bliver uden tvivl også et fremragende makkerpar. Begge er nysgerrige, belæste, stærke personligheder.

Tekst: Finn Arne Hansen

 

 

Det forsvundne ålegræs i Vadehavet erstattes ved hjælp af ny teknik

Frø fra ålegræs blandes med sediment, og fyldes på tuber á la en fugepistol. Det har vist sig effektivt til at få ålegræsset til at etablere sig. Foto: Laura Govers.

Er det forsvundne ålegræs en del af forklaringen på et stort fald i sediment-dannelsen, som har holdt vadehavsøerne oven vande igennem århundrede?

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FORSKNING – Nu kan både havvandsstigninger og fald i dannelse af sediment true med, at få Vadehavet, som vi kender det, til at forsvinde under vand.  Millioner af trækfugles rute mellem halvkuglerne er truet, når deres spisekammer i Vadehavet forsvinder. Kan ålegræssets tilbagegang være en del af forklaringen? Det var et af de store emner på Nationalpark Vadehavets forskningsdag 2025 fredag den 28. februar på SDU i Esbjerg.

Professor Laura Govers fra Universitet i Gronningen i Holland viste på Forskningens Dag, at man i Holland er langt længere fremme med at finde løsninger til reetablering af ålegræs-enge, og at de har knækket koden til at få frø til at spire og slå rødder i sedimentet.

I begyndelsen af det 20. århundrede dækkede ålegræs store dele af havbunden i Vadehavet, både i Danmark, Tyskland og Holland. Engene af ålegræs var ikke kun smukke, men også afgørende for havets økosystem. De dæmpede bølger, stabiliserede sedimentet, lagrede CO2 og skabte levesteder for et væld af marine arter. Og så blev ålegræsset høstet og brugt som dyrefoder og byggemateriale.

Ålegræsset er væk mange steder
I dag er ålegræsset næsten forsvundet fra mange områder, herunder den danske del af Vadehavet. Årsagerne er mange: Forurening, ændringer i vandstrømme, sygdomme og menneskelige aktiviteter som landindvinding, fiskeri, dæmninger og sejlrender. I Danmark kortlægger vi, mens man i Holland forsker i hvordan man kan genskabe undervandsenge af ålegræs.
Frederikke Glenning Jensen fra Aarhus Universitet kunne på Forskningens Dag fortælle, at i Danmark er det specielt er området fra Grådyb og øst om Fanø til Knudedyb, hvor væksten af ålegræsset er sparsom og nogle steder helt forsvundet. Et mindre område øst for Skallingen er dog i fremgang, mens områderne omkring Grådyb og Knudedyb adskiller sig klart fra Juvredyb nord for danske Rømø og Listerdyb mellem Rømø og den tyske ø Sild. Her klarer ålegræsset sig markant bedre og har oplevet en fremgang i den senere år. Ved Fanø er ålegræsset helt forsvundet ved Skiden Egn ved Grådyb.

Hvorfor er ålegræs vigtigt?
Ålegræs er en af de mest værdifulde planter i havet. Det fungerer som en slags undervandsskov, der beskytter kysterne mod erosion og giver skjulesteder for fisk, krabber og andre marine dyr. Samtidig hjælper ålegræs med at rense vandet ved at fange mudderpartikler og tilføre ilt til sedimentet. Det er også en vigtig spiller i kampen mod klimaforandringer, da det kan lagre store mængder kulstof i havbunden. Men når ålegræs først forsvinder fra et område, er det ekstremt svært at få det tilbage. Det skyldes, at ålegræs har en positiv effekt på sin egen vækst: Det stabiliserer sedimentet og skaber rolige forhold, som gør det lettere for nye planter at slå rod. Uden disse forhold bliver de små planter ofte skyllet væk, før de kan etablere sig.

Ålegræs genoprettes

Nettet skal hjælpe med at holde på de unge ålegræsplanter. Foto: University of Groningen.

Nettet skal hjælpe med at holde på de unge ålegræsplanter. Foto: University of Groningen.

Forskerne fra University of Groningen, ledet af Laura Govers, Tjisse van der Heide og Jeanine Olsen, har udviklet nye metoder til at genoprette ålegræs. En af de mest lovende teknikker er en såkaldt ’frøinjektionsmetode’. Her bruger forskerne og frivillige en tilpasset udgave af en fugepistol til at placere ålegræsfrø direkte i sedimentet på den rette dybde og afstand, som øger chancerne for, at frøene spirer og vokser.
Derudover eksperimenterer forskerne med 3D-printede biologisk nedbrydelige strukturer, der beskytter de nyplantede planter mod at blive skyllet væk af bølgerne. Disse strukturer fungerer som en midlertidig barriere, der skaber de rolige forhold, som ålegræsset har brug for i sine tidlige stadier. Selvom teknologien stadig er under udvikling, har den allerede vist lovende resultater.
Et andet vigtigt aspekt af projektet er genetik. Jeanine Olsen og hendes kolleger undersøger ålegræssets gener for at finde planter, der er bedre tilpasset de udfordringer, som klimaændringer medfører, såsom stigende temperaturer og ændringer i saltindhold. Ved at vælge de rette planter til de rette steder kan forskerne øge chancerne for succesfuld genopretning.

Kan lagre kulstof
Den danske del af Vadehavet står over for mange af de samme udfordringer som den hollandske. Ålegræsset er næsten forsvundet, og det har store konsekvenser for økosystemet. Uden ålegræs er kysterne mere udsatte for erosion og manglende sedimentation, og mange marine arter mister deres levesteder. Samtidig går vi glip af ålegræssets evne til at lagre kulstof, hvilket kunne hjælpe os i kampen mod klimaforandringer.
De hollandske forskeres arbejde viser, at det er muligt at genoprette ålegræs, selv under vanskelige forhold. Deres metoder kan tilpasses til danske forhold og bruges til at genoprette ålegræs i vores del af Vadehavet. For eksempel kunne frøinjektionsmetoden og brugen af 3D-printede strukturer være effektive værktøjer til at beskytte de nyplantede planter mod de stærke strømme og bølger i Vadehavet.

Komplekse processer
Genopretning af ålegræs kræver en kombination af forskning, teknologi og samarbejde. Det er ikke kun et spørgsmål om at plante frø, men også om at forstå de komplekse processer, der gør det muligt for ålegræs at trives. Samtidig er det vigtigt at handle hurtigt. Som Laura Govers siger:
”Vi kan ikke vente, til vi har al den viden, vi har brug for. Vi må handle nu og lære af vores fejl undervejs.”
Om erfaringerne fra Holland kan bruges til restaureringsprojekter af ålegræs omkring Ho Bugt og Fanø, er et godt spørgsmål. Direkte adspurgt til spørgsmålet, hvorfor ålegræsset er forsvundet fra Skideneng ved Grådyb, peger Frederikke Glenning Jensen på naboen, Esbjerg Havn, som den oplagte forskel, men at der endnu ikke er lavet undersøgelser, som kan dokumentere det.

Tekst: Trine Buhl

 

Top