Thomas Frost og Lars Krogh fra Guldager Forsamlingshus Thomas Frost og Lars Krogh i baren. De har succes på Fanø, men de elsker også at drive Guldager Forsamlingshus. De glæder sig til at få tid til at besøge kollegerne på øen.
To mænd, to køkkener – én fælles passion for god mad og at drive restaurant
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
KULINARISK – Siden midten af 2021 har Thomas Frost og Lars Krogh forpagtet og drevet Guldager Forsamlingshus. Parret varetager både selskaber i forsamlingshuset og leverer mad ud af huset, og deres motto: Hos os er du gæst til din fest afspejler sig tydeligt i deres arbejde. Thomas styrer køkkenet med sans for smag og æstetik, mens Lars mere tager sig af det praktiske. Sammen sørger de for at både logistik og indretning spiller sammen, så hver fest og hvert arrangement bliver en helstøbt oplevelse.
”Omkring halvdelelen af vores kunder bestiller mad ud af huset, og den anden halvdel holder deres arrangementer her,” fortæller en smilende Lars.
Han har gennem 25 år arbejdet inden for økonomibranchen, og har nu sadlet helt om, men han nyder sin nye rolle, hvor balancen mellem arrangementerne på stedet giver dem den fleksibilitet, de har brug for. Han fremhæver varmt deres personale i Guldager.
”Uden dem kunne det slet ikke lade sig gøre,” siger han.
Personalet sættes højt

Christoffer Fyhn dækker her op i Restaurant Nordby. Indretningen er sket i sket i samarbejde med – Stylet by Marlene Ravn
Der hersker ikke tvivl om, at her sættes personalet højt. Den gensidige respekt og samarbejdet går begge veje godt fulgt på vej af den gode og kammeratlige tone, der altid er til stede, selv når bølgerne går højt, og der er travlt.
Thomas og Lars har i fire år sat deres præg på Guldager Forsamlingshus med et klart fokus på kvalitet og god stemning. Deres temaaftener – fra tøsemiddage, vinsmagning, stegt flæsk og suppe, har udviklet sig til populære tilbagevendende begivenheder, hvor der ofte meldes udsolgt.
Thomas og Lars har gennem flere år haft en forkærlighed for Fanø. De købte i 2020 et sommerhus lidt uden for Nordby, der hurtigt blev et fristed, hvor de kunne slappe af og komme ned i gear ovenpå deres til tider hektiske hverdag.
Drømmen om Fanø
I år får parret svært ved at få tid til at holde ferie grundet travlhed. Men når ferie udenlands kan lade sig gøre, foretrækker de enten Gran Canaria, Tyrkiet eller Italien, ofte med gode venner, og de nyder gerne det lokale køkken og de delikatesser, det pågældende land har at byde på. Da muligheden i 2024 bød sig for at få foden under eget bord på Fanø, tøvede de ikke længe.
”Vi har altid drømt om at eje vores eget sted i modsætning til Guldager Forsamlingshus, som vi driver på forpagtningsbasis,” fortæller de.
”Der stod tre adresser til salg på Fanø: Ambassaden, Rudbeck’s og Nørbygaard Kro. Valget faldt på Ambassaden midt i hjertet af Nordby og sidste sommer slog vi dørene op til vores ny restaurant.”

Lækker, velanrettet mad af høj kvalitet er et kendetegn for både Guldager Forsamlingshus og Restaurant Nordby.
Inden åbningen blev stedet gennemrenoveret. Lokalet fremstår nu i afdæmpede mosgrønne nuancer, med en indretning der balancerer ro, æstetik og funktionalitet. Lars har stået for det visuelle udtryk i tæt samarbejde med firmaet – Stylet by Marlene Ravn, og resultatet er et sted, der føles både personligt og hyggeligt.
Farvel til Esbjerg
Samtidig har parret sagt farvel til deres hus i Esbjerg og er flyttet ind i lejligheden ovenpå restauranten, som de har indrettet i etaper side om side med travlheden nedenunder. Men indretning er vigtig, og privaten ovenpå oser af hygge og god smag, og netop de to faktorer er nøgleordene for alt, hvad de to ’gesjæftige’ mænd beskæftiger sig med, hvilket skinner tydeligt igennem under samtalen med dem.
Mad ud af huset
I højsæsonen kører restauranten på Fanø kun á la carte, mens lavsæsonen byder på selskaber og mad ud af huset. Lokale kunder fylder godt både i restauranten og ordrebogen for mad ud af huset.
Fanø har taget godt imod de to, hvilket glæder dem meget, de føler sig allerede som en integreret del af lokalsamfundet.
Det er meget kendetegnede for de to at møde deres medmennesker med venlighed og respekt, de er meget sociale, hvorfor de også beklager, at de endnu ikke har haft tid til at komme rundt og opleve resten af øens kulinariske landskab.
”Det står højt på vores ønskeliste. Fanø har så meget at byde på gastronomisk, så vi glæder os til at få tid til at komme rundt og hilse på vores kollegaer, tage plads ved bordene og smage hvad øen ellers har at byde på.”
Lars har sågar investeret i en elcykel, så han kan komme lidt rundt på øen og mærke vinden i ansigtet – det giver god energi, siger han.
Nyder at være i sommerhus på Fanø
Begge har de inden købet af restauranten, nydt at opleve Fanøs natur og dyreliv i forbindelse med deres ophold i sommerhuset. Turene er gået både til Sønderho, Fanø Bad og Rindby Strand. For det er hele Fanø med alt hvad øen indebærer, de elsker.
Udover det faste publikum og de mange turister, har også busselskaberne fået øjnene op for stedet, især som frokoststed for endagsturister. Sideløbende har parret, med stor tilslutning, afholdt både jule- og påskefrokoster, vinsmagninger og italienske aftener – i klar forlængelse af konceptet fra Guldager.
På Fanø møder man i restauranten ofte de to mandlige tjenere Patrick og Christoffer, de to udgør sammen med resten af Fanøholdet, et stærkt dedikeret og professionelt team.
Thomas og Lars startede op midt under Corona-pandemien med en tro på at alt nok skulle gå. Med den tro har de skabt to skønne spisesteder, samt fået kombineret deres glæde ved Fanø med både fast bopæl og arbejdsliv. Men de har ingen planer om at slippe tøjlerne i Guldager – tværtimod, understreger de.
”Vi føler os virkelig heldige – at få lov til at gøre det vi elsker to steder, der betyder noget for os. Det er ikke bare arbejde, det er en livsstil, og vi glæder os bare til alt det, der stadig ligger foran os.”
Tekst og foto: Camilla Uth