Nyt og let justeret bybus-net i drift 25. Juni

BYBUSSER – Busforbindelsen mellem Hjerting og Guldager bevares, mens beboere og turister i Sjelborg stadig må kigge langt efter bussen.

Det er i hovedtræk resultatet for den justerede udgave af den nye bybusstruktur i vores område.

Søndag den 25. juni lyder startskuddet for en helt ny struktur med stambusser, der giver flere afgange på færre ruter. Der er gratis busser på premieredagen, hvor passagerer og chauffører skal vænne sig til en helt ny verden.

”Jeg vil ikke sige, vi er nervøse, men vi er da spændte på, hvordan det hele fungerer i virkeligheden. Tavlen er jo vasket helt ren, og alt er kastet op i luften,” siger trafikplanlægger Søren Rahbek Holm fra Sydtrafik.

Han har sammen med politikerne i Esbjerg Kommune været med til at behandle høringssvarene for borgerne for at se, hvilke ønsker til ændringer, der skulle – og kunne – imødekommes.

Mange borgere ønskede fortsat forbindelse mellem Guldager og Hjerting, og det er lykkedes. Men ikke uden omkostninger.

En million for to km

”Det er den dyreste, men også en af de mest synlige og konkrete ændringer,” oplyser Søren Rahbek Holm.

Det handler kun om to km ekstra, men det er også et godt eksempel på, hvor kompliceret – og nogle gang meget dyrt – puslespillet kan være.

”Det er noget teknisk med, hvor godt vi kan udnytte busserne. Det er vanskeligt at gøre op, men prisen for ændringen ligger tæt på en million kroner. Det er jo ikke den store forskel på tre minutter frem og tilbage. Men det betyder, at vi misser en besparelse, som kunne have gjort godt andre steder,” forklarer Søren Rahbek Holm.

I Sjelborg bevarer man ikke den busbetjening, der ellers har været dialog om mellem bl.a. Sjelborg Camping og politikerne.

”Vi kiggede på, om vi ikke kunne bruge en ledig bus, men der var nærmest ikke nogen at tage af.
De ledige busser, der plejede at være i nærheden i det tidsrum, var skolebusser, som ikke længere er ledige,” fortæller trafikplanlæggeren.

Fra politisk hold oplyser udvalgsformand Anders Kronborg, at betjeningen af Sjelborg vil indgå i en senere evaluering af hele den nye busstruktur.

 

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top