Ny bog om Hjerting Kirke

Sognepræst Arne Mårup er på vej med en ny bog om kunst og arkitektur i Hjerting Kirke.

KIRKEKUNST – Det begyndte som en artikelserie for mange år siden i Hjerting Posten om de fascinerende Robert Jacobsen-skulpturer, smukt indrammet af arkitekturen i Hjerting Kirke.

Og nu bliver det til en bog, som sognepræst Arne Mårup udgiver den 27. november.

Vi har fået et smugkig på ’Rust og Guld – Kunst og arkitektur i Hjerting Kirke’, der bliver en lys, luftig og elegant sag som kirken selv.

Menighedsrådet har givet støtte til bogen som en 25 års jubilæumsgave til Arne Mårup, så bogen udkommer midt mellem hans og kirkens 25 års jubilæum næste år.

”Der er så mange historier at fortælle, og når jeg inddrager folk og siger noget om altertavlen og dens figurer, så hører folk efter,” siger Arne Mårup.

Hvorfor er det så vigtigt for dig med den historie her?

En ’storyteller’

”Fordi jeg fortæller historier – er en ’storyteller’, som det hedder nu om stunder. Jeg kan lide at fortælle historier, fordi de forbinder os med hinanden. Når jeg fortæller historier i min forkyndelse er der en åbenhed i det – jeg tvinger ikke folk til at overtage, hvad jeg siger, men giver en mulighed for at gå ind i historien. På den måde er der også en åbenhed i kunstværkerne og kirkerummet, som man indbydes til at gå ind i,” uddyber forfatteren.

Bogen fortæller historien om altervæggen, de enkelte figurer og ’Store Robert’s arbejde med og tanker om værket. Desuden får man en indføring i kirkens arkitektur og byggeprocessen, hvor rejsegildet i øvrigt blev rystet af et bekymrende højt brag. Håndværkerne frygtede først, at det nye tag var skredet, men det viste sig at højere magter havde markeret begivenheden med et lynnedslag i fjernvarmeværkets skorsten lige ved siden af byggepladsen…

Grafiker Anne Kathrine Houe Vestergaard har givet bogen et let og appetitligt udtryk, og fotograf Bent ‘Medvind’ Sørensen har fotograferet kirke og detaljer.

 

Reception 24/11 kl. 17

Bogen ’Rust og Guld – Kunst og arkitektur
i Hjerting Kirke’ lanceres ved en reception torsdag 24. november i Hjerting Kirkes lokaler, hvor alle er meget velkomne.

Arne Mårup
’Rust og Guld’
88 sider, 190,- kr.

Sælges ved receptionen eller hos Varmings Boghandel i Esbjerg

 

Relaterede artikler

Top