HIF Tennis slår alle rekorder med stor medlemsfremgang

Formand Claus Jensen har haft en herlig sommer. Medlemstallet er mangedoblet og er nu på 157

Hent hele artiklen som PDF her

BOOM – ”Sikken herlig dag det er i dag”. Den Stig Møller-sang har formanden for HIF Tennis, Claus Jensen, kunnet gå og nynne hele sommeren. Det er nemlig strømmet til med medlemmer i helt ustyrlig grad. Medlemstallet er mangedoblet siden sommeren 2019, og der er nu ikke færre end 157 medlemmer!
”Nu er det slut med at kalde os en halvstøvet forsamling pensionister. Vi er godt nok en del i bestyrelsen, men vi har rystet støvet af,” smiler han bredt, mens vi tager en snak om det voldsomme boom i medlemstallet på banerne ved Hjertinghus.
”Fra 1. maj til 30. juni fik vi 60 nye medlemmer ved at annoncere i Hjerting Posten og på hjemmesiden. Fra 1. juli og til uge 39 fik vi 70 nye medlemmer med et tilbud om sommertennis, blandt andet på Facebook. Så kom vi i JydskeVestkysten, og det gav 37 henvendelser. 24 af dem blev medlemmer, og flere af de resterende 13 bliver det sikkert også. Så per 21. august er vi 157 medlemmer. Så mange har vi aldrig været før,” fortæller den meget glade formand.

Vækstaftale
Det hele skyldes en vækstaftale, som afdelingen lavede med DGI og Dansk Tennis Forbund. Hvis HIF Tennis forpligtede sig på et mål om 120 medlemmer i 2021 samt nogle delmål hen ad vejen, ville de give støtte.
Støtten blev blandt andet brugt på ketsjere.
”Når man melder sig ind, betaler man 700 kroner og får så en ketsjer samt et års medlemskab. Fortryder man efter kort tid, får man 200 kroner tilbage. Det er der dog ingen, der har gjort,” siger han.

Medlemmer i alle aldre er strømmet til for at spille tennis, både enkeltpersoner, par og familier.

Glædeligt har det især været at se hele familier melde sig ind.
”Et par sagde i går, at når børnene bliver store, så behøver man jo ikke at stå på sidelinjen og se passivt til. Det her er en sport, man kan dyrke sammen,” fortæller han og fremhæver en af fordele ved sporten:
”Tennis er den sværeste disciplin af alle. Både teknik og fysik skal være i orden,” påpeger han.
Et ungt talent på bare 13 år har han også spottet.
”Hun har dyrket andre sportsgrene, men havde lyst til at prøve tennis. Efter bare en time kunne hun serve, lægge en baghånd og en god forhånd,” konstaterer han.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Tekst:
Tags ,

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top