Gymnastik, her repræsenteret af Gymnastikpigerne, er en af de populære sportsgrene. Og så er det jo flot at se på! Foto: Daniel Nord.
Tilfreds formand gør status: Idrætsforeningen har foreløbig udviklet sig efter planen. Næste mål er 2.500 medlemmer
IDRÆTSLIV – HIF har udviklet sig efter planen. Der er nu over 2000 medlemmer. Fitness-afdelingen er størst med 500 medlemmer.
”Den omtalte plan blev lagt i forbindelse med åbningen af Hjertinghus, hvilket skete en uge før Coronaen i marts 2020 lukkede for samfundet 1. gang. Foreningen var på dette tidspunkt 1100 medlemmer fordelt på seks afdelinger. Nu blev ambitionen at blive en idrætsforening, der favnede alle byens borgere, hvad enten det drejede sig om motion eller idrætslige ambitioner. Planen er at nå 2500 medlemmer i 2025,” siger HIF-formand Anders Kristensen.
”Det passer så samtidig ind i Idrætsorganisationernes vision 25 – 50 – 75, hvor det gælder om at få 75 procent af danskerne til at blive fysisk aktive. Heraf skal 50 procent være med i en forening, og tallet skal nås i 2025. Esbjerg Kommune har aktivt vedtaget at arbejde for samme vision sammen med organisationerne. I Hjerting betyder det, at der skal være over 4.000, der er med i en idrætsforening,” tilføjer han.
Fitness er størst
”Status er, at vi er kommet rigtigt langt. Ved udgangen af 2021 var vi 2063 medlemmer i ni afdelinger med de gamle kendte idrætter gymnastik, fodbold, badminton som de store. De er dog alle blevet overhalet af fitness som i dag har passeret 500 medlemmer,” fortæller han.
”Rammerne for de næste mange medlemmer er også på plads. Således bygger vi stadig på vores nye udendørs arena rundt om Hjertinghus. Vi har åbnet tre padel-baner, hvor vi forventer os rigtig megen aktivitet, så snart solen bliver mere synlig. Vi er blevet opfordret til at organisere padel på en måde, så du kan komme som enkeltperson og så spille med dem, der er dukket op. Det er afprøvet her hen over vinteren med stor succes,” fortæller formanden.
”Lige nu graves der for at gøre klar til, at vi også kan rumme udendørs holdtræninger i fitness. Samtidig vil vi gerne kunne indvie en hyggekrog, som kan bruges før og efter kampe. Den gode nyhed er, at vi forventer, at alt roderiet er overstået i marts, så vi ser frem til et fantastisk forår.”
”Tennis holder sig heller ikke tilbage og de vil snart kunne indvie bane 1 med lys.
Ny hjemmeside
Organisatorisk har vi gennem det sidste år haft fokus på at forstærke foreningens kommunikation. Vi har haft en lille gruppe der med Thomas Vohs-Ahlers i spidsen har knoklet med en ny hjemmeside. Den er åbnet og vi er meget stolte af resultatet. Tjek den endelig ud,” opfordrer han.
Den 17. marts klokken 19 holder foreningen generalforsamling, hvor alle har mulighed for at komme og høre om fremtidsplanerne.
”Vi har en helhedsplan vi følger, men der sker hele tiden tilpasninger, og dine idéer kan være med til at forbedre faciliteterne for alle hjertingensere,” slutter Anders Kristensen.
-fina