Nye KJ-grunde i Hjerting sælges via budrunde

UDSTYKNING – Når de sidste industribygninger fra KJ Industries snart forsvinder fra Havborgvej, åbner det samtidig mulighed for nogle af de sidste nye byggegrunde i det centrale Hjerting.

Ejeren Ulrik Gammelgaard starter om få uger salget via en udbudsrunde hos Home i Esbjerg.

”Udbudsmaterialet bliver klar i uge 8, og fristen for at afgive tilbud kommer til at ligge ultimo marts, lige før Påske,” fortæller indehaver Marianne Christensen fra Home Esbjerg.

Hun forventer god interesse for de 14 grunde, som er på cirka 800 kvm, undtagen de to yderste mod Jagtvænget på hver knap 1300 kvm.

De sidste i centrum

”De ligger jo noget bedre end kommunens nye udstykninger, og det er nok den sidste mulighed for nye grunde så centralt i Hjerting. Så vi forventer da rimelig stor interesse,” vurderer Marianne Christensen.

”I stedet for at købe et ’brugt hus’ kan man bygge nyt her midt i Hjerting, så på den måde er det attraktivt – tæt på byen og lige ved strand, indkøb, fitness-
center og sundhedshus.”

Mægleren oplyser, at nedrivningen af de gamle industribygninger går i gang om nogle uger – uafhængigt af salgsproceduren – og der er ingen specielle klausuler på grundene.

”Der gælder de almindelige regler for byggeri i området, og der ingen særlige restriktioner i lokalplanen,” siger Marianne Christensen.

Lige nu afventer man det endelige papirarbejde med udstykningen fra Kort & Matrikelstyrelsen, og der er fastsat samme minimumsbud på 1.098.000 kr. for hver af de 14 grunde.

Buddene forbliver uåbnede til fristen udløber, og højeste bud for hver grund vinder.

 

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top