25 år med tro og tvivl i præstegerningen har bekræftet provst Kræn Christensen i, at kirken skal være for levende mennesker – og ikke for hængehoveder
PROFILEN – Han er selv et meget levende og livsnydende bevis på, at mennesket ikke lever af brød alene.
Han er præsten, der holder en hel prædiken på vers og hylder sine fodboldhelte fra prædikestolen.
Og han er provsten og lederen, der ikke tager sig selv alt for højtideligt.
Men først og fremmest er Kræn Christensen et menneske – med alle menneskets fejl og mangler og synder, ligesom vi andre. Og det har været en ledetråd gennem hans nu 25-årige virke som præst. Ofte med en personlig og altid meget menneskelig forkyndelse. Om tro og tvivl, om håb og fejl, om ’det perfekte i det uperfekte’, som han tidligere har udtrykt det.
”Vi gør jo nogle gange nogen ting, som vi ikke skulle have gjort, og nogle gange gør vi ikke det, vi skulle have gjort. Vi er uperfekte mennesker, men alligevel puster vi os hele tiden op til at være perfekte,” siger Kræn Christensen.
”Jeg kom på Facebook i januar måned, og jeg tror ikke, jeg har set et eneste uperfekt menneske derinde endnu. Det er altid glanshistorier om eget liv. Sådan én stor, lykkelig bod, men sådan ser livet jo ikke ud. Sådan ser mit liv i hvert fald ikke ud, og når jeg prædiker, tager jeg udgangspunkt i mit eget liv.”
Måske forudbestemt
Set fra sidelinjen ligner hans liv noget forudbestemt. Både at han skulle være præst og skulle ende i Hjerting Kirke, der ligesom ham selv nu kan fejre 25 års jubilæum. Forklaring følger undervejs.
Kræn Christensen er født og opvokset lige skråt overfor Fredens Kirke i Herning. I en klassisk arbejderfamilie, hvor far var slagteriarbejder og mor gik hjemme, da Kræn og storesøster og storebror var små. Et godt og kærligt hjem, trods bogstaveligt talt lidt små kår.
”Vi boede i en to et halvt værelses lejlighed, og jeg sov i samme værelse som mor og far, indtil jeg var 15. Det var godt for mig, men det må da have været forfærdeligt for mine forældre,” fortæller han med et grin.
Lejlighederne i Sjællandsparken var et trygt og tæt miljø, hvor alle kendte alle og kom hinanden ved.
”Jeg havde en fantastisk opvækst. Det var sådan næsten ’Huset på Christianshavn’-agtigt – sådan en speciel følgen med i hinandens liv, og man ville hinanden det godt,” husker han.
”Og ligesom i filmen ’Den Store Badedag’ pakkede vi nogle gange bilerne og kørte kolonnekørsel med de andre fra gården ud til Vesterhavet. Så var vi der en hel dag og blev fuldstændig forbrændte, og de gamle sov middagslur derude. Der var et hav af børn med. Det var en lang tur, synes vi dengang, og folk sad jo i bilerne og røg, så alle vi børn på bagsædet var helt grønne i hovedet.”
Dengang arbejdede man seks dage om ugen, så søndag var eneste fridag, og forældrene var ikke faste kirkegængere. Men de kunne lide kirken og dens præster. Det samme gjaldt lille Kræn. Ligesom det meste af 3. klasse tog han til optagelsesprøve i kirkekoret, fordi organisten havde spurgt i skolen, om nogen ville være med. Det blev til mere end ti år i koret, og han fik hurtigt en klar pejling på fremtiden.
”Når andre sagde brandmand eller skorstensfejer, så ville jeg altid være præst. Jeg tror, det skyldes, at der var fantastiske præster i Fredens Kirke – specielt én, som vi så op til i de unge år.
Et fantastisk menneske, der var med til at nedbryde de fordomme, man ellers kan have om præster,” siger Kræn Christensen, der selv bærer den fakkel videre med sit jordnære væsen.
Korsangen, musikken og fællesskabet om det har også været med til at præge ham som menneske.
”Jeg elsker jo at synge, og vi lavede også et lille band dengang – lidt a la Østjysk Musik Forsyning – og så kunne vi spille jazz også. Vi var faktisk ofte af sted til gymnasiefester i hele Jylland og på Fyn. Jeg sang og lavede lidt lyd, spillede også baryton (en slags mini-tuba), tuba og violin – og ingen af delene særligt godt… Men jeg havde gået til musik hos FDF og blev da så dygtig, at jeg kunne tage ud og spille til sølvbryllupper og tjene en skilling på det”.
Så allerede dér var der lidt showmand i dig?
”Jeg kunne godt lide det der. Og det var rigtigt dejligt at være sammen med andre mennesker – specielt i koret og opleve den fælles glæde ved sangen, der vokser og bliver til en fantastisk blomst. Jeg hørte faktisk lige her til morgen, at sang er med til at give god energi og godt humør, fordi det udløser nogle hormoner. Sang kan skabe enorm glæde, og man får sådan nogle små smileys, der fiser rundt i kroppen på en,” fortæller den musikalske provst, der altid prøver at starte alle sine møder med en sang.
”Sang bløder op – især hvis der er noget kontroversielt på dagsordenen. Hvis man synger en forårssang eller ’Septembers himmel er så blå’, så har man været sammen om det, og så falder forsvarsværkerne lidt, og man får en god snak. Det burde være obligatorisk mange steder.”
Tonen var slået an med musik.
Og karrierevejen udstukket i en ung alder.
”Vi sad i køkkenet en dag, da jeg gik i 3. real, og min far sagde, at han havde skaffet en læreplads til mig nede på slagteriet. Jeg måtte jo så meddele, at jeg havde andre planer. Så jeg kom på gymnasiet, og mine forældre støttede mig så absolut.”
I 1983 flyttede han til Aarhus og læste religion som hovedfag. I 1989 var han færdig som cand.phil, fik merit for nogle fag på teologistudiet og blev cand.theol i 1992.
”Studietiden var fantastisk. Jeg siger altid til mine børn, at de skal huske at nyde de år. Der var en stor frihed, selvom det krævede meget disciplin. Nogle af mine kammerater fra Herning fik villa, Volvo og vovhund imens. Men jeg investerede i min uddannelse i stedet – så fik jeg lidt mad fra forældrene, når de kom og besøgte mig,” husker studenten, som trods alt også levede det søde liv.
”Der var jo altid fester, men hele miljøet på universitet var simpelthen så frugtbart – det var en ren gave. I bagklogskabens klare lys var det mod alle odds, jeg blev præst, og min mor var altid bekymret, når hun ringede til min storebror, der også var i Aarhus. Endte det hele nu i hat og briller for Kræn…?
Det gjorde det nu ikke, men allerede først i 20-erne måtte han undvære sin mors omsorg.
Hun faldt pludselig om med hjertestop – midt på gågaden i Herning, lige da den sidste julegave var købt, og der var styr på alle julekagerne. Pligtopfyldende til det sidste.
”Er der nu en mening med det? Nej, det er der godt nok ikke – det er ubegribeligt og meningsløst. Og en stor sorg, man bærer på den dag i dag. Men samtidig sætter det ens eget liv i relief, så grib det nu, det satans liv,” siger Kræn.
”Nogle gange bliver jeg skældt ud for at være lidt for spontan og ja – jeg lever ikke i fortiden, men jeg ved, hvilke fortidige skuldre jeg står på. Først og fremmest min mor, som var et formidabelt menneske.”
Han sled videre med studiet og var ret disciplineret.
”Jeg elskede at læse,” siger arbejderdrengen, som måtte arbejde ekstra hårdt.
”Jeg kom jo ikke fra et hjem, hvor alle reoler var fyldt med bøger. Jeg kunne mærke, at nogle af mine studiekammerater havde en akademisk baggrund og var nogle hestehoveder foran der. Men jeg tror på, at vi mennesker er noget andet, end hvad vi kan læse os til – vi er også nogle sociale væsener. Jeg blev det på min måde.”
Den 19. juni 1992 blev Kræn Christensen indsat som nyuddannet præst i Naur-Sir sogn ved Holstebro. Så fraregnet tre måneders studieorlov kunne han rettelig 25 års virke som præst den 19. september.
Embedet var kommet i stand via tidligere biskop Keld Holm i Aarhus, hvor han var i praktik. Holm mødte tilfældigt formanden for menighedsrådet i Naur-Sir, som spurgte til anbefaling på en ny præst, så han søgte og fik embedet, hvor han også skulle være sygehuspræst i Holstebro.
Hjerting i hjertet
”Vi er jo altid afhængige af dem, vi står på skuldrene af. Hvem render vi ind i?
Det er jo dem, der er med til at forme os og afgøre, om vi går den ene vej eller den anden vej.”
Her blev det måske forudbestemt igen – hvem ved? Uanset hvad, kan Hjerting sogn glæde sig over, at Kræn nu rendte ind i arkitekten Alan Havsteen-
Mikkelsen. Sammen med sin far havde han udsmykket begge kirker i Naur-Sir, og han viste tegningerne til den helt nye kirke, han arbejdede på i Hjerting.
”På mange måder kan man sige, at jeg har fulgt Hjerting Kirke lige fra den blev undfanget i menighedsrådets og Havsteens mave. Og da den stod færdig sagde jeg, at hvis embedet nogensinde blev ledigt, ville jeg søge det.”
Så det var et drømmejob lige fra start?
”Ja – også fordi jeg er helt vild med beliggenheden og synes, Hjerting er en perle simpelthen. Et fantastisk sted med alt, hvad man kan forestille sig af natur og søde mennesker,” lyder det fra manden, der nyder livet med kæresten Vivi og tre voksne børn på 25, 24 og 22 fra et tidligere forhold.
Og han bor i præsteboligen lige ved siden af sin elskede kirke. I år 2000 kom muligheden for hans ’drømmetransfer’, for nu at bruge et udtryk fra den fodboldverden, som Kræn Christensen også elsker.
I Naur-Sir snakker de stadig om præsten, der var en sand djævel på de lokale midtbaner og så rødt flere gange. Da han flyttede, sendte en politibetjent fra et hold i Struer en mail, hvor han glædede sig over, at det nu var slut med de hårde tacklinger.
”Men jeg havde jo retten til at jorde folk – politimesteren har retten til at arrestere folk, ha-ha…
Og der blev selvfølgelig både råbt og skreget.”
Efter flytningen til Hjerting blev han medlem af det lokale ’Høloft-hold’, indtil knæene sagde stop for fodbold.
Nu er der knap så meget fart på de 56-årige ben, og præsten og provoen er blevet provst og ridder af Dannebrog. Men det uhøjtidelige er stadig i højsædet. F.eks. når han skriver sine juleprædikener på vers.
”Jeg synes jo, ikke kirken skal være for hængehoveder – kirken skal være for levende mennesker, og derfor må prædiken gerne løfte folk.”
Hvor går grænsen, inden vi er ovre i pop?
”Jeg vil ikke være smagsdommer over andre præster, men jeg har selv nogle grænser. Man må godt få folk til at grine lidt til at begynde med – så falder indvoldene på plads og paraderne ned. Det er ikke poppet, men et kommunikationsfif for at få budskabet igennem.”
Hvad skal vi med troen nu om dage?
”Vi har brug for det i vores tid, fordi vi er moderne mennesker – vi står lidt famlende over for tilværelsen i en globaliseret tid. Vores største problem i dag er nok på mange måder, at vi bliver ensomme i vores stræben efter det perfekte. Lige så snart vi er færdige med arbejdet, løber vi af sted ud af døren til fitness, cykling, ironman eller andet stort. Det gør, at mange af de kerneværdier, jeg oplevede som utroligt vigtige i min barndom – de forsvinder faktisk.”
Hvad betyder troen for dig helt personligt?
”Jeg har altid hevet Vorherre ind i mit liv. Troen er en gave, jeg har fået, og den er jeg rigtig, rigtig glad for. Ikke at det bliver hallelujah-kristent – det kender du mig godt nok til – men det er en naturlig ting i min hverdag.”
Hvordan skal vi håndtere alle de fristelser og forkerte valg, vi bliver lokket til?
”Det er jo levet liv. Både du og jeg bliver udsat for fristelser hver dag på én stor skala – alt bliver man fristet med. Alt fra madvarer til sex – der er jo hele tiden fristelser. Der er ikke nogen opskrift, men du må selv tage ansvaret for de beslutninger, du tager.”
Hvad er egentlig meningen med livet?
”Måske er livet meningsløst som udgangspunkt. Men man har nogle valg her i livet, som trods alt kan være med til at give det en smule mening.”
