Ikke flere butikker på Havborgvej – og sidste farvel til industri

SUNDHEDSHUS – Det endelige forslag til ændring af lokalplanen for centerområdet ved Havborgvej i Hjerting er nu i høring.

Som tidligere beskrevet i Hjerting Posten åbner den nye plan bl.a. for at etablere et sundhedshus i administrationsbygningerne til det tidligere KJ Industries. Den store ejendom ejes stadig af erhvervsmanden Ulrik Gammelgaard, der er tidligere adm. direktør og ejer af KJ, og nu arbejder med planerne om et sundhedshus. Tanken er, at Hjerting endelig skal få sin egen lægepraksis med tilknyttede ydelser som apotek, speciallæge, fysioterapeut m.m. i ‘Langlihuset’.

 

Kun apotek i fokus

Området ved Havborgvej er i forvejen et centerområde med den eksisterende Fakta butik, og det udvides nu til også at omfatte hele KJ-grunden på den anden side af Østervænget. Den ændrede lokalplan åbner samtidig mulighed for etablere ’en mindre dagligvarebutik’ på maks. 500 kvm., som det hedder.

Men det betyder ikke, at der er planer om en konkurrent til Fakta eller andre butikker.

”Det er et apotek i forbindelse med sundhedshuset, vi har fokus på. Nogle har fået den fejlagtige opfattelse, at vi også ville lave dagligvarebutik, men det har vi jo nok af lige overfor,” siger Ulrik Gammelgaard.

Den nye lokalplan er også et endegyldigt farvel til industri-epoken på Havborgvej, hvor der fremover ikke må være let industri.

”Tiderne skifter, og hvis man ikke er fleksibel, dør man jo selv. Og det er alligevel svært at forestille sig industriproduktion her igen med de lønomkostninger, vi har i Danmark,” siger Ulrik Gammelgaard.

Han har ikke så meget nyt at berette om status i forhold til de første meldinger om at have sundhedshuset klar til sommer.

”Klar er jo mange ting, og vi kan i princippet ikke gå i gang for alvor, før plangrundlaget er på plads. Men jeg er meget fortrøstningsfuld, for det er solide folk, vi er i dialog med.”

 

Første lejer på vej ud igen

Virksomheden Body-shape Esbjerg, der laver fedtfrysning af genstridige deller og er et godt match til andre ydelser i Langlihuset, flytter snart ud igen.

Det er ikke endeligt afklaret hvornår, men beslutningen er truffet. Så Bodyshape flytter inden længe til Strandbygade 29 i Esbjerg efter at have været lejer siden august sidste år.

”Det har jeg ingen kommentarer til, men de synes åbenbart, at de passer bedre ind i miljøet derinde,” siger Ulrik Gammelgaard.

Bodyshape understreger, at det hele foregår i god ro og orden i forhold til udlejeren.

”Jeg syntes bare, at det ikke gik hurtigt nok med at få tingene på plads. Vi havde nogle andre forventninger, og det er ikke gået så hurtigt, som vi blev stillet i udsigt. Men vi skilles stille og roligt,” siger Line Nissen fra Bodyshape.

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top