Historisk rute taget i brug

Borgmester Jesper Frost Rasmussen holdt hovedtalen og klippede snoren ved stiindvielsen.

Byger og blæst forhindrede ikke 100 tilskuere i at være med ved indvielsen af Den historiske rute ved Mennesket ved havet

STIINDVIELSE – Borgmester Jesper Frost Rasmussen havde taget paraplyen med 7. august, da han skulle tale ved indvielsen af Den historiske rute ved Mennesket ved havet eller ‘De hvide mænd’ som det store monument hedder i folkemunde. Men bedst som han parkerede sin bil, stoppede den kæmpeskylle, som ellers truede med at gøre indvielsen til en meget våd fornøjelse, og der var nu ‘kun’ rigtig esbjergblæst at slås med.
Talepapiret blaf­rede, og mikrofonen måtte beskyttes af en hul hånd for at få talen til at overdøve blæstens susen.
Borgmesteren tog på ingen måde æren for stien.
”Idéen kom fra den tidligere formand for lokalrådet, Holger Schrøder, som desværre ikke er her mere. Men han nåede heldigvis at opleve, at den blev vedtaget,” sagde Jesper Frost Rasmussen, der var glad for, at Holger Schrøder og lokalrådet i Sædding-Fovr­feld havde presset på for at få kommunen med på idéen.

Stien går lige forbi Mennesket ved havet.

Efter indvielsen fortalte arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen om nogle af de historier, der gemmer sig langs Sædding Strand, og som nu er hentet frem til brug for historiefortælling langs med stien.
Han fortalte blandt andet, at Esbjerg engang kun havde 23 indbyggere og om Danmarks første ferieby i Fovrfeld, som husmødrene elskede, fordi de slap for at lave mad i deres nyerhvervede to uger lange ferie fra og med 1938. Alle spiste nemlig i marketenderiet.
Efter en bombning af Esbjerg sendte tyskerne dog mange soldater til byen, og en del af dem indtog feriebyen. Efter befrielsen i 1945 blev den ikke brugt som ferieby længere.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Fakta om Den historiske rute

Ruten er cirka 3,5 kilometer lang, og det er ikke blot muligt at nyde indsejlingen til Esbjerg og kysten ud for Sædding fra første parket. Den er også en historisk rute, som i billeder og tekst fortæller områdets historie i nyere tid fra tyndtbefolket kystområde til forstad til Esbjerg, fortæller Lise Retbøll, formand for Sædding-Fovrfeld Lokalråd.
Undervejs er der mulighed for at holde pauser, nyde udsigten, læse om det sted man står ved, eller man kan afbryde turen undervejs ved en af stikvejene op til Sædding Strandvej.
Ruten følger stien langs den kystsikring, som er blevet anlagt efter nogle af de senere 10 års voldsomme storme. Stien er meget brugt af motionister og cyklister samt borgere med lyst til at følge aktiviteterne til vands.
Lokalrådet har stået for at skaffe finansiering og har modtaget støtte fra SE Vækstpulje, Esbjerg Kommune, Claus Sørensens Fond, Nordea-fonden, Sydbanks Fond, Esbjerg Fonden, Lida & Oskar Nielsens Fond og Esbjerg Ugeavis’ Fond.

Tekst:

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top