HIF Fodbold har nu et hold i Serie 2. Holdet sendte Billund hjem med ydmygende 6-1
BOLD – Hjerting Idrætsforenings bedste herrehold spiller i næste sæson i Serie 2. Oprykningen var sikker, allerede inden sidste Serie 3-kamp mod Billund lørdag den 18. juni i strålende sol og 17 grader Celsius, så fodboldafdelingen havde inviteret hele Hjerting til fodboldfest.
Mellem 150 og 200 glade fodboldfans og familiemedlemmer kom for at nyde et par gratis grillpølser og en gratis kold sodavand eller en øl og for at se kamp. Og de fik fuld valuta for den gratis entré. Det blev en fyrig fodboldfest, især på banen.
Billund dominerede de første 20 minutter, dog uden at skabe farlige chancer. Men så gik det galt for de blå gæster. Først blev der hamret et rødt-sort mål ind, så ét mere. Og selv om det lykkedes Billund at udligne til 2-1 på et udmærket mål, gik det ikke de meget legesyge HIF-spillere på. De fortsatte i resten af kampen med at drible himlen sort og med at hamre mål ind, så det endte med 6-1. En magtdemonstration.
Hold med potientiale
Hyldesten fra publikum var velfortjent. Og træner Poul Ørum Jensen var en glad mand.
”Det har været helt fantastisk. Vi har haft en stor sæson, der var en god forberedelse til turneringen, og jeg og assistenttræner Søren B. Thomsen kunne hurtigt se, der var potentiale i holdet,” siger han.
”Vi skulle lige have det rigtigt sammensat, men det viste sig at være nogle gode drenge, og det er nu kulmineret med det her.”
Det er et ungt hold. Hvad med disciplinen?
”En fodboldkamp varer jo 90 minutter, og tidligere blæste vi derudad. Men det blev vi straffet for. Så på træningsbanen har vi kørt meget med oplæring i tålmodighed og gode boldomgange.”
HIF Fodbold går en stor tid i møde, også med de nye rammer, mener han.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen