Flyvende købmand vil fange egnens morgenkunder

Brian Kirchheiner, ny købmand i Rema 1000 i Hjerting, satser på morgenåbent og masser af grønne planter for at skille sig ud

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

DETAILHANDEL – Der er fart på Rema 1000s ny købmand Brian Kirchheiner, 47, i Hjerting. Da vi kommer på besøg, flyver han afsted mellem vinafdelingen og lageret, smider pap til presning, fylder en ny rullepalle med vinkasser og sætter vin på plads i et tempo, så de færreste ville kunne følge med.
Som købmand i Rema 1000-kæden er det nemlig en af hemmelighederne: Købmændene er selvstændige. De ejer ikke bygningerne, men jo mere og bedre, de knokler i deres eget driftsselskab, jo bedre bliver indtjeningen. Så de knokler alle.

Alt er effektivt
”Alt er effektivt her. Rema 1000 er jo hård discount med Aldi som forbillede,” forklarer han, da han sætter nogle flasker med Chardonnay-hvidvin, der ikke er plads til på hylden, op på øverste hylde i stedet for at slæbe dem ud på lageret igen. Så kan de hurtigt løftes ned, når der bliver plads på hylden.
Han mener, at modellen er til fordel for begge parter:
”Rema lejer bygningerne, og vi købmænd ejer nogle driftsselskaber. Det er fantastisk fleksibelt, selv om vi selvfølgelig skal følge konceptet. Vi lægger hovedet på blokken og hånden på kogepladen,” griner den højenergiske købmand, der købte sig ind som partner hos den tidligere købmand Klaus Moltesen Kristensen for fire år siden med en aftale om at overtage nu.
En del af Rema-konceptet er, at kunden er konge.
”Det skal spille hver dag. Hver kunde er min gæst, som jeg skal kunne vise rundt med stolthed, som om det var en gammel ven, der kom på besøg,” forklarer han.

Nye åbningstider
På vej ind i butikken havde et skilt med de nye åbningstider fanget redaktørens øje. Nu er der åbent klokken 7-21. Så det tager vi lige en snak om også.
”Ja, der er jo masser af trafik her om morgenen, så når vi alligevel møder klokken 6, kan vi jo lige så godt åbne klokken 7 og tilbyde folk morgenbrød og hvad de ellers mangler til madpakken. Hvis man vil gøre sig fortjent til de store handler, må man også tilbyde de små,” siger han.
I den forbindelse er det vigtigt, at butikken altid fremstår skarpt.
”Butikken skal være lige så god og indbydende til den første kunde som til den sidste aftenen før,” pointerer han.
Da Rema 1000 som nævnt er en konceptbutik, kan han ikke ændre meget, men de mange flotte planter foran butikken fangede også øjet.
”Så det må du gerne?”
”Ja, det er jo en måde, vi kan skille os ud fra vores ’konkolleger’ på, så jeg fortsætter med den grønne satsning,” smiler han og knokler videre.
Klaus Moltesen Kristensen kan man i dag finde som medarbejder i Byens Vinhandel – Vinspecialisten H. J. Hansen i Esbjerg.

Blå bog Brian Kirchheiner

  • Brian Kirchheiner, hvis efternavn stammer fra Tønder-egnen, er 47 år
  • Han er udlært købmand hos Købmand Hansen ved Henne Strand, har været selvstændig købmand og souschef i en Rema 1000-butik, før han for fire år siden købe sig ind i Rema 1000 i Hjerting
  • Er gift, har fået fem børn med fru Karina. En multihandicappet datter døde som knap treårig
  • Han, hustruen og de hjemmeboende børn bor i Oksbøl
  • I sin sparsomme fritid dyrker han spinning og løb. Tidligere cyklede han også MTB

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Tekst:

Relaterede artikler

Top