Det er som at være der selv, når man i Frans Buchs erindringer læser om Esbjergs ’wild west’-tid i år 1900

Hent hele artiklen som PDF her

LOKALHISTORIE – Esbjerg var som ’wild west’ i år 1900. Kassebedrøvere, drukkenbolte, spekulanter, spillere og kværulanter strømmede til den hastigt voksende by. Og byen sejlede i sprut.
At få en spiritusbevilling var let. Man skulle bare stifte en forening.
”Resultatet var, at enhver driftig mand lavede sin forening og dermed sin beværtning. Folk kom ind, skrev deres navne i den fremlagte ’Foreningsprotokol’, betalte 50 øre i indskud og fik et par thepunser i tilgift, og så kunne man forøvrigt drikke løs. De bedre foreninger var desuden tilholdssted for løsagtige piger, og dem var der mange af. Jo, det var en rask by,” skriver afdøde godsekspeditør Frans Buch, 1881-1959, i sin yderst velskrevne dagbog.

Bog fra Tønder-par
Den har Tønder-parret Birgitte Buch og hendes mand Jens Frørup Madsen netop udgivet med støtte fra Velux Fonden. De er begge pensionerede gymnasielærere, så det er en velredigeret bog med mange gode fotografier og tegninger.
”Vi fik jo masser af tid til overs, da coronaen kom, og så sad vi skiftevis og læste passager op for hinanden og skrev det ned,” fortæller Jens Madsen.
”Og vi har holdt os til teksten for at bevare ægtheden,” fortæller Birgitte Buch.

Den unge Frans Buch i hans flotte uniform anno 1900.

Bogen, der mest er lavet til glæde for den nuværende og de kommende slægter, kan læses af alle. Den handler til dels om Frans Buchs liv i DSB. Og Esbjerg-årene har en lidet flatterende plads i hans erindring. Han fortæller, at DSB i Esbjerg var som en slags straffeanstalt, men han søgte dertil for at komme tættere på familien på Fanø.
”Jeg vil antage, at mellem 2/3 og 3/4 af personalet bestod af tvangsforflyttede eksistenser… De var uden fremtidshåb og var smeltet sammen som en fordrukken og utrolig, rå masse, der dominerede det hele,” skriver han.

Skandale på stationen

Frans Buchs tegning af stationsforstander Bruhn i den uheldige situation, da byen tog afsked med Kronprins Frederik.

Hans skildringer af personerne og tiden er med andre ord uden forskønnende elementer. Lad os tage en fortælling fra foråret 1900, da kronprins Frederik og prins Carl Haakon kom til byen for at afsløre en kongestatue. Stationsforstander Bruhn håbede på, at det ville udløse et ridderkors. Men han drak så heftigt, at han midt i menneskemylderet ved afskeden med de kongelige brækkede sig på stationen, selv om overassistent Goele prøvede at trække ham væk.
”Hvad …… bilder De dem ind? Det manglede bare, at jeg ikke skulle ha’ lov å’ brække mig på min egen station.”
Frans Buch konstaterer derefter:
”Han blev aldrig Ridder. Selvfølgelig.”
Navnefællen Buch, hvis fornavn vi ikke får at vide, får også nogle ord med på vejen i Frans Buchs dagbog:
”Et mærkeligt menneske var han. Han var i høj grad et arbejdsmenneske med næsten pedantisk ordenssans, og ved siden af var han underligt nok en kunstnerisk begavelse. Jeg har set ham spille løjtnant von Buddinge, så selv Olav Poulsen ikke kunne have gjort det bedre.”
Efter nogle år slap Frans Buch væk.
”Det kunne være fristende at præsentere nogle af den store skare af tvangsforflyttede. Men – nej – jeg vil bare nævne, at deres færd var drukkenskab og liderlighed, og deres tryk på de unge var uudholdeligt, Vi slap alle derfra i løbet af et par år eller tre, men der var vist ingen af os, der ikke havde taget mere eller mindre skade.”
Bogen på 356 sider kan bestilles på mail@hjertingposten.dk. Pris: 275 kr. plus fragt. Kan eventuelt afhentes på Bytoften 2a efter aftale.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen