Kirstine Bonde har sunget og haft sin gang i Hjerting Kirke i 30 år – et rum, der for hende føles “lidt som at komme hjem.”
For sangeren Kirstine Bonde er Hjerting Kirke en pauseknap og et musikalsk fristed
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
Hun begyndte som 14-årig kirkesanger, fordi hun elskede at synge – og fordi et fritidsjob jo skulle være et eller andet. Siden er Hjerting Kirke blevet en fast del af Kirstine Bondes liv, både musikalsk og personligt. Et sted med højt til loftet, plads til både alvor og latter – og måske også lidt mere stilhed.
Kirstine Bonde bevæger sig hjemmevant rundt i Hjerting Kirke oppe på den anlagte høj, mellem bænkene, forbi døbefonten og hen mod alteret, mens snakken går. Blikket ryger op mod Robert Jacobsens karakteristiske figurer på den buede altervæg, skabt af gammelt jern fra Esbjerg Havn.
Hun har sunget her, arbejdet her, holdt babysalmesang, stået ved bryllupper og begravelser og været med til at fylde kirken med musik i mange forskellige afskygninger. Så da hun bliver spurgt, hvad Hjerting Kirke egentlig betyder for hende, kommer svaret hurtigt:
“Det betyder lidt hjem. Det er et rart sted at være med højt til loftet på alle måder. Og så er det jo helt bogstaveligt også en lys kirke. En meget åben kirke.”
Kirstine var omkring 14 år, da hun begyndte som sanger i Hjerting Kirke, så efterhånden har hun haft sin gang her i omkring 30 år. Det var dog ikke nogen stor religiøs åbenbaring, der som teenager førte hende ind ad kirkedøren.
“Jeg blev jo ikke ansat i Folkekirken, fordi jeg tænkte, at jeg var kristen, og nu skulle jeg have en kristen arbejdsplads som 14-årig. Jeg skulle bare tjene nogle lommepenge. Det kunne også have været et job som bærplukker eller et eller andet.”
Sang i kirkekoret
Men hun gik til kor, elskede musik og især at synge, og derfor gav kirkesangerjobbet god mening. Siden blev kirken også et sted, hvor hun udviklede sig som sanger, blandt andet sammen med organist Henrik Gry, der gennem årene gik fra at være chef til at blive kollega.
“Vi sangere kan jo simpelthen ikke stå for at synge i et rum med god akustik.”
Men det er ikke kun musikken, der trækker. For Kirstine kan selve kirkerummet noget, som vi måske har mere brug for i dag end nogensinde før.
“Det indbyder til refleksion og ro. Vi er alle sammen en del af en verden, hvor det går helt utroligt hurtigt, og vi får hele tiden stimuli. Og hvis der ikke lige kommer noget udefra, så kan vi jo hurtigt kigge ned i telefonen og få nogle.”
Selv går hun gerne ind i kirker, når hun besøger andre byer, både herhjemme og i udlandet, bare for at sætte sig et øjeblik og reflekterer lidt.
Og så kommer hun med en sammenligning, der næppe finder vej ind i enhver prædiken.
“Det er lidt ligesom, når man er til fest og lige går ud og sætter sig på toilettet,” siger hun og griner.
“Jeg skal lige have ro. Jeg skal lige sidde her, hvor der ikke kommer indtryk ind i hovedet på mig hele tiden.”
Kirstine oplever, at nogle mennesker næsten skal afkode, hvad man egentlig må i en kirke. Må man klappe og grine – og skal man pludselig opføre sig på en bestemt måde?
Det er hun selv ikke voldsomt optaget af.
“Jeg har lige siddet og sagt både fanden og helvede. Nu er jeg så ret sikker på, at hvis Gud er den store mester for det, der er skabt, så har han vel også været med i alle de bandeord, der findes. Jeg tænker bare, de sætter lidt mere kolorit på det hele,” siger hun med et kæmpegrin.
Hun kalder sig selv troende og kristen, men for hende handler tro langt mindre om regler end om blandt andet at have et sted at gå hen, når livet bliver alvorligt. Det oplevede hun også, da hun var ansat på Rigshospitalet og så, hvilken betydning kirken og præsterne kunne få for mennesker i deres dybeste nød.
“Når man ikke har andre steder at ty hen, bliver man nødt til at håbe på det bedste udfald for sig selv eller sine nærmeste. Og så er der et sted, man kan gå hen.”
Netop spændet mellem det lette og det alvorlige har Kirstine oplevet mange gange i Hjerting Kirke. Hun har stået med de allermindste til babysalmesang, og få timer senere kan det samme rum danne rammen om en begravelse.
“Jeg synes virkelig, jeg er med i hele den der livscyklus. Fra de her små, vidunderlige unger, som bliver ramt af musikken, hvælvet og rummet – og så kan vi tre timer senere have en begravelse.”
For hende er det en væsentlig del af det, en lokal kirke kan. Den er ikke kun søndagens gudstjeneste, men også morgensang, babysalmesang, børn, kor, koncerter og alle de andre anledninger, hvor mennesker kommer ind ad døren og bliver fortrolige med huset.
“At være sammen og fællesskabet, det tænker jeg er meget af kirkens kerne. At skabe et fællesskab i huset eller omkring huset.”
Og hvis Kirstine selv måtte ønske noget mere ind i kirkerummet, er svaret egentlig lidt paradoksalt. For samtidig med at hun gerne ser kirken åbne sig for flere måder at bruge rummet på, drømmer hun om arrangementer, hvor der sker mindre.
Meditative åndehuller med måske en kort tekst eller et digt, lidt musik – og derefter stilhed. Hun kunne også forestille sig meditation, klange eller yoga, fordi krop og ånd for hende hænger naturligt sammen.
“Nogle gange kunne det være fint, at det bare var rummet, der var omdrejningspunktet. At når man får noget serveret, så kan man sidde og optage det i sit system og se, hvor det guider én hen.”
For hvis der hele tiden er ord og hele tiden foregår noget, mener Kirstine, at det kan være svært at nå at fordybe sig i en følelse eller en tanke.
På sin vis fører det hele tilbage til det lyse rum på højen midt i Hjerting, hvor Kirstine Bonde har sunget, arbejdet, grinet, bedt og haft sin gang, siden hun var 14 år – og hvor hun stadig synes, der er højt til loftet.
På flere måder.
Tekst og foto:
Rikke Egholm Ravn
“Kirkerummet indbyder til ro og refleksion i en verden, hvor det ellers går utroligt stærkt,” fortæller Kirstine Bonde. Fra babysalmesang til begravelser – for Kirstine rummer kirken hele livets cyklus og skaber et naturligt fællesskab.
