Både store og små gæster måtte kigge sig ekstra godt over skulderen, da mørkets mystiske skabninger tittede frem bag træerne i Newl Skov.

Bragende succes samlede knap 4.000 gæster til gys og sammenhold i skoven

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

SKRÆK – Gysende hyl, raslende skeletter og lysende øjne i skovbunden fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der vovede sig ud mellem træerne. Lørdag den 24. oktober blev skoven i Vester Nebel endnu en gang omdannet til et sandt rædselsunivers, da det årlige arrangement ”Halloween i Newl Skov” løb af stablen.

Tusindvis af modige børn og voksne strømmede til landsbyen nord for Esbjerg for at mærke gyset på egen krop.

Da klokken slog 17.00, åbnede pladsen i Newl Skov. I takt med at mørket greb fat om træerne, skiftede atmosfæren hurtigt karakter på de to udlagte ruter: en børnevenlig hyggerute og den nervepirrende ”pis-i-bukser-rute” for de voksne, hvor levende døde og pludselige chok bød på bragende underholdning.

Udtalt sammenhold og tørvejr i sidste øjeblik

Dagen derpå var glæden og lettelsen stor hos formanden for arrangementet, Morten Friis Pedersen.

– Jamen, skal jeg komme med et kvalificeret gæt, havde vi i lørdags 3.500-4.000 gæster. Vi havde omkring 30 statister på ”pis-i-bukser-ruten”, cirka 14 statister på hyggeruten og samlet set 50-60 frivillige i sving på pladsen. Der er én ting, der dækker det her arrangement, og det er simpelthen sammenhold, fortæller en tilfreds formand, der først var i seng ved halv to-tiden om natten.

Heller ikke vejrguderne svigtede den lokale halloween-fest.

– Vi var endnu en gang heldige med vejret. Da jeg kom hjem om natten efter en sjov og underholdende aften, begyndte regnen simpelthen at stå ned i stænger, men under selve arrangementet holdt det tørt igen i år, tilføjer han.

At den drabelige voksenniveau-rute virker efter hensigten, lægger formanden slet ikke skjul på.

– Vi har bare råhygget, og hvor er det sjovt at se selv voksne stå og tude, fordi de ganske enkelt er blevet så forskrækkede. Jeg husker for nogle år siden tre unge kvinder i tyverne på ruten, hvor den ene gik på krykker. Det endte med, at de to andre stak af, mens hende på krykkerne besvimede! Så vi har mindst lige så meget morskab ud af det som gæsterne, griner Morten Friis Pedersen.

Hvad der begyndte ydmygt for seks år siden som en lille ekstra sti for de voksne, har i dag vokset sig til en ubestridt efterårs-folkefest. For arrangørerne er det afgørende, at alle kan være med uanset pengepung.

– Jeg er utrolig taknemmelig over den kæmpe opbakning, vi oplever, og spejderne fra Tarp bakker også stærkt op. Uden den frivillige indsats kunne det slet ikke lade sig gøre. Det er helt centralt for os, at det forbliver et gratis arrangement, hvor familier kan få en fed oplevelse sammen. Vi er allerede mange, der glæder os til næste år, slutter Morten Friis Pedersen.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Henriette Thomsen Andersson

Mette rengør selv alle skallerne – et tidskrævende, men nødvendigt arbejde.

Pædagog finder roen ved havet og åbner snart sit eget kreative julemarked

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

IDÉERNE – Kystluften er frisk, og bølgerne slår taktfast mod kysten ved Hjerting. For Mette og hendes mand var det en af deres livs absolut bedste beslutninger, da de for fem år siden valgte at pakke flyttekasserne i Brørup og rykke permanent mod vest.

– Det har ganske enkelt været det helt rigtige for os! Naturen er lige her i baghaven, og at have både skoven og stranden så tæt på er ren luksus for sjælen, udbryder Mette med et varmt og smittende smil.

Til daglig arbejder hun som pædagogmedhjælper i en livlig vuggestue, hvor 16 skønne og energiske poder holder hende godt i gang hele dagen. Men når arbejdsdagen er forbi, skifter hun hurtigt de høje råb og små barneskridt ud med det forfriskende koldgys i havvandet og den dybe ro i familiens orangeri.

Vinterbadningen er blevet en uundværlig del af hendes daglige rutine. Mødet med det kolde Vesterhav giver et helt særligt energihop og renser hovedet fuldstændigt efter en travl dag. Det kolde gys skaber en fantastisk balance i hverdagen, hvor krop og sind kommer helt i gear igen.

Orangeriet er indrettet som en hyggelig oase i dæmpede naturfarver, hvor tiden næsten står stille. Her kan man hurtigt drømme sig væk, mens Mette sidder og fordyber sig i sine mange kreative projekter.

– Jeg har altid været utrolig glad for naturen, og jeg elsker hele processen i at koble helt af og lade hænderne arbejde, fortæller hun.

Skaberglæden begyndte for alvor ved en hyggelig familiefest for nogle år siden, hvor der blev høstet østers. ”Hvad skal vi egentlig bruge de smukke skaller til?” spurgte de hinanden – og derfra tog idéen hurtigt fart.

Råvarerne til Mettes hobbyforretning er helt unikke og har en særlig historie. Mange af de flotte østers- og kammuslingeskaller henter hun nemlig direkte hos ikoniske lokalområde-spisesteder som Hjerting Badehotel og Henne Kirkeby Kro.

– Det kræver et grundigt forarbejde, de skal gøres rene først. De ligger i vand i tre uger, inden lugten forsvinder. Men formerne, farverne og strukturerne i skallerne fra havets dyb er så fantastisk inspirerende at arbejde videre med!

Når skallerne er helt klar, printer Mette for eksempel fine motiver på spændende rispapir og overfører dem forsigtigt til skallerne. Kunderne kan vælge alt fra klassiske mønstre til personlige billeder af deres egne børn, hunde eller særlige ønsker til et tema ved konfirmationer og bryllupper, hvor skallerne fungerer som smukke og personlige bordkort.

– Man kan lave næsten alt! Og tidsforbruget tænker jeg slet ikke over. Så længe det er hyggeligt, gør det ingenting, at jeg bruger mange timer herude. Og i privaten om aftenen har jeg endda lige fået sat et ekstra arbejdsbord op, så jeg har endnu mere plads at rykke rundt på, stråler hun.

Inspirationen finder hun på sine daglige gåture langs stranden eller i skoven ved Hjerting, hvor siv, kogler, mosgrene og grønt mos altid findes lige inden for rækkevidde. Alt i området er let tilgængeligt, og naturens egne skatte ligger blot og venter på at blive samlet op og brugt i nye dekorationer.

– Idéerne kommer simpelthen vrimlende og står i kø! Så kommer jeg i tanke om noget nyt – noget virker godt, og andet gør ikke, men det er netop det, der er det sjove ved det, fortæller Mette, som deler sine kreationer under navnet krea.vannorde på både Facebook og Instagram.

Lige nu er det fine engle og julens klassiske motiver, der fylder godt på arbejdsbordet, og Mette går med en helt særlig drøm for de kommende uger.

Fra privaten og hendes lille bod på Vinkelvej planlægger hun nemlig at åbne dørene.

– Jeg planlægger at lave et lille, hyggeligt mini-julemarked inde i mit orangeri på Vinkelvej engang i november! Her vil der være masser af naturting, dekorationer, adventskranse og selvfølgelig de fine østersskaller, så folk kan kigge forbi og komme i den helt rigtige julestemning.

Når hun ikke sysler i orangeriet eller hopper i det kolde vand som vinterbader, bruges tiden på familie, venner og børnebørnene, som fortsat er en stor glæde – selvom de ikke bor lige om hjørnet. Men i Hjerting har Mette fundet sit helt eget fristed, hvor alt findes tæt på, og kystens skatte bliver til varige minder.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

Et lille udvalg af Mettes kreationer, kun fantasien sætter grænser.

Tiden står nærmest stille i orangeriet, hvor ro og kreativitet nydes fuldt ud.

Den hyggelige bod drives direkte fra parrets private hjem på Vinkelvej.

Trofast selskab: Forfatter og kunstner Eva Merz i hjemlige rammer med sin kat Jimi, mens hun ser tilbage på mere end tre årtiers rejser og fortællinger.

En tilfældig beslutning i 1994 blev til et livsforandrende eventyr. Det hele begyndte med en kop kaffe

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

MØDET – Året var 1994, og Eva Merz var netop ankommet til San Francisco. Hun sad på en restaurant, da hun hørte lyden af trommer udenfor. Nysgerrigheden fik hende til at følge lyden, og kort efter stod hun over for en gruppe mennesker fra American Indian Movement, der skulle begive sig ud på en næsten 6.000 kilometer lang vandring tværs over USA.

– Hvis jeg havde taget endnu en kop kaffe, havde jeg aldrig hørt dem. Så var de væk, fortæller Eva Merz.

Hun var rejst til USA med en fascination af landets oprindelige befolkning, som havde fulgt hende siden barndommen, og et ønske om at møde menneskene bag de historier, hun havde læst om. Eventyrlysten og interessen for Amerika havde hun også med hjemmefra. Hendes far, Otto Kjærgaard, havde selv rejst tværs over USA i 1964, og et af hans fotografier fra rejsen pryder omslaget på Evas nye bog.

Den lange vandring var ikke en del af planen, men Eva var ikke i tvivl om, at hun ville med. 11 dage senere sluttede hun sig til gruppen i Nevadaørkenen.

Foran hende ventede måneder med vandring gennem ørkenlandskaber, over Rocky Mountains, møder med fremmede kulturer og en kærlighed, der skulle vise sig at blive både stormfuld og ulykkelig.

I 2022 vendte Eva Merz tilbage til USA for at krydse sporene fra den oprindelige rejse og genfinde nogle af de mennesker, hun havde vandret sammen med.

– Det er meget sjovt, at der er sådan en symmetri i det. Jeg var 27, da jeg rejste over, og fyldte 28 på vandringen. Og da jeg rejste tilbage, var jeg 56. Præcis dobbelt så gammel, fortæller Eva Merz med et stort grin.

– Så det er sådan en coming of age-fortælling. Den gamle Eva, der kigger tilbage på den unge Eva, ikke? Hvad fanden var nu det for noget med hende?

Med sig havde hun de gamle dagbøger, hundredvis af fotografier og et ufærdigt manuskript fra 1990’erne, som hun begyndte at arbejde videre med.

– Historien er den samme, men det er helt klart med et andet blik på den, fortæller hun.

Resultatet er bogen Amerika, hvor fortællingerne fra 1994 flettes sammen med hendes tilbagevenden i 2022. Og midt i minderne om menneskene, ceremonierne og naturoplevelserne var der også noget andet, hun måtte genbesøge: Sig selv.

Mens Eva Merz ruller endnu en cigaret, bevæger samtalen sig fra de politiske kampe til en mere personlig del af rejsen. For i de gamle dagbøger og fotografier gemte der sig også historien om en ung kvinde, der blev håbløst forelsket.

Forelskelsen begyndte stormfuldt, men endte ulykkeligt.

Da hun gennemgik sit gamle materiale, opdagede hun, at kærlighedshistorien var fraværende i det manuskript, hun skrev kort efter rejsen. Dengang var hun langt mere optaget af de oprindelige amerikaneres historie og politiske kamp.

Nu skulle kærligheden også have sin plads.

– Der var nogle pinlige ting. En forelsket ung kvinde. Dybt, dybt forelsket, fortæller Eva Merz, der i dag godt kan se på den 27-årige udgave af sig selv med en vis selvironi.

Hun lægger heller ikke skjul på, at hun indimellem kunne være en temmelig krævende kæreste.

– Det var nemmere at skrive om de andre mennesker og selve oplevelsen, end når man lige skal kigge ind i sig selv. Hvad var det for en ung kvinde, jeg var?

Med mere end 30 års afstand ser hun tilbage på den unge kvinde, der forsøgte at finde sin plads i verden.

Når man ser tilbage på Eva Merz’ tidligere arbejde som fotograf, billedkunstner og forfatter, tegner der sig en tydelig rød tråd. Hun har igen og igen søgt mod mennesker, der lever uden for samfundets vante rammer.

På Gammel Vardevej i Esbjerg engagerede hun sig i områdets grønlandske miljø og blev gennem kunstprojekter inviteret indenfor i beboernes lejligheder. De dårlige boligforhold provokerede hende så meget, at hun besluttede at dokumentere dem i fotobogen Gammel Vardevej – indefra. Her mødte hun også manden, der senere blev hovedpersonen i hendes bog Styrmanden.

Men hvad får hende til at opsøge netop de mennesker og deres historier?

Eva Merz tager en slurk af sin stærke kaffe og tænker sig om.

– Det er et spørgsmål, som er megasvært at besvare, fordi den interesse for minoriteter, udstødte og andre kulturer går langt, langt tilbage. Som om jeg altid har haft det sådan.

For Eva handler det også om at bruge sin rolle som kunstner til at fortælle de historier, der ellers risikerer at forblive ufortalte.

– At kommunikere og give nogen en stemme, som ikke har en stemme, siger hun.

Men fascinationen handler også om noget mere personligt.

– Jeg er selv sådan lidt en outsider. Det har jeg altid følt mig som, fortæller Eva Merz med et lille smil.

Hun voksede op i en kernefamilie, men har aldrig selv stiftet en, og allerede som ung havde hun svært ved at finde sig til rette i de rammer, der var lagt for hende. Hun er dog bevidst om forskellen mellem sit eget liv og livet hos dem, hun portrætterer.

– Jeg er jo heller aldrig en af dem, som jeg portrætterer. Jeg har en meget privilegeret rolle i samfundet, fortæller hun.

Nye historier kalder

Amerika udkommer på Evas eget forlag, Harriet, opkaldt efter hendes bedstemor, der var familiens mest belæste og havde en særlig forståelse for den unge Eva.

Nu glæder hun sig til at sende bogen ud i verden og efter bogreceptionerne forhåbentlig holde en velfortjent ferie.

Hvad hendes næste projekt skal være, ved hun endnu ikke. Men erfaringen siger hende, at der nok skal dukke noget op.

– Jeg har altid haft det sådan, at der er noget, der venter på mig. Der er noget, der fortæller mig, at det vil laves.

Tekst og foto:
Rikke Egholm Ravn DJ

Lidt om Eva Merz

Født i Esbjerg og opvokset i Hjerting. Flyttede hjemmefra som 16-årig.

Har blandt andet boet i Norge, København og Skotland. Vendte tilbage til Esbjerg i 2011.

Arbejder som fotograf, billedkunstner og forfatter.

Har tidligere udgivet blandt andet Gammel Vardevej – indefra (2016) og Styrmanden – en rejsefortælling fra Grønland (2021).

Hendes nye bog Amerika – en rejseberetning udkommer 20. november 2026 på hendes eget forlag, Harriet.

Udgivelsen fejres fredag den 20. november kl. 16-18 hos Varmings Boghandel i Esbjerg.

Bogen Amerika udkommer 32 år efter hendes usædvanlige rejse tværs over USA.

Fra USA til stuen: Efter en intens proces med at samle dagbøger, fotografier og historier er bogen Amerika klar.

Biolog Charlotte Tøstesen har haft sin gang på museet siden 2009 og brænder stadig for at formidle havets hemmeligheder.

Biolog Charlotte Tøstesen gør havets dyb levende for alle

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

DRØMMEJOB – Fra strandede hvaler og kæmpestore havskildpadder til nysgerrige børn foran museets akvarier. For biolog Charlotte Tøstesen på Fiskeri- og Søfartsmuseet er to arbejdsdage ikke nødvendigvis ens. Og efter 17 år på museet er fascinationen af havets dyreliv stadig lige stor.

Den velkendte røde murstensbygning, duften indenfor og synet af sælerne bag de store ruder. For mange esbjergensere vækker Fiskeri- og Søfartsmuseet, som er en del af Museum Vest, minder fra barndommen. Og selvom museet gennem årene har udviklet sig og fået nye oplevelser, er der stadig noget genkendeligt ved stedet.

Et par minutter før åbningstid står allerede bedsteforældre med børn og venter på at komme ind. Måske har de voksne selv stået her som børn engang. Det er en del af den helt særlige stemning, som gennemsyrer huset hver eneste dag, hvor generationer mødes om de samme fascinerende fortællinger fra havet.

Indenfor finder vi biolog Charlotte Bie Tøstesen, der siden 2009 har haft sin daglige gang på museet. Hun viser rundt blandt knogler, kranier og andre fund fra havets dyr, og det er tydeligt, at interessen for livet under havoverfladen stadig fylder meget hos hende.

For Charlotte handler arbejdet ikke kun om at blive klogere på naturen, men også om at give sin begejstring og viden videre til de mange gæster, der hvert år besøger museet.

Netop nysgerrigheden har fulgt hende, siden hun var barn. Charlotte er født og opvokset i Esbjerg, hvor interessen for naturen blev grundlagt på ture med familien.

– Det er noget, jeg er vokset op med. Mine forældre har også været meget interesserede i naturen, så jeg er kommet med ud fra barnsben, fortæller hun.

Interessen førte hende senere til Syddansk Universitet i Odense, hvor hun uddannede sig til biolog med speciale i formidling. Efter nogle år vendte hun tilbage til Esbjerg, og da en stilling på Fiskeri- og Søfartsmuseet dukkede op, var det næsten som skræddersyet til hende.

– Det var lige det, jeg godt kunne tænke mig. Det var drømmen, fortæller Charlotte med et smil.

Siden 2009 har Charlotte haft sin gang på museet, hvor hun i dag er fagchef for naturhistorie med ansvar for blandt andet dyreholdet og museets samling af havpattedyr. Det er et ansvarsfuldt arbejde, som kræver både faglig dybde, struktur og et stort overblik over de mangesidede opgaver.

Selvom en stor del af arbejdsdagen går med møder og administrativt arbejde, er der også plads til det uforudsigelige. Museet er nemlig en del af det landsdækkende beredskab for strandede havpattedyr, og når en hval strander, kan dagens planer hurtigt blive ændret.

Charlotte har gennem årene været med til at undersøge flere usædvanlige dyr, blandt andet en kæmpestor læderskildpadde fra Rømø og en småhovedet hval, som aldrig tidligere var registreret strandet i danske farvande.

Og når hun fortæller om de sjældne fund, mærker man tydeligt fascinationen. For Charlotte handler det ikke blot om at undersøge et dødt dyr, men om den viden, det kan give om en verden, som stadig rummer mange ubesvarede spørgsmål.

– Det er fantastisk at være med til at få ny viden om de her dyr. Der er stadig så meget, vi ikke ved om dem, fortæller hun.

Men én ting er selv at blive klogere. Noget andet er at få andre til at dele begejstringen, og netop formidlingen har altid været en vigtig del af Charlottes arbejde.

– Jeg kan rigtig godt lide, at vi både har samlingen og forskningen, men også at vi skal omsætte den viden, så vi kan fortælle den til den brede befolkning, siger hun.

Selvom hun i dag bruger mindre tid på den direkte kontakt med gæsterne end tidligere, kan man stadig møde hende ved sæltræningen eller til særlige oplæg på museet.

Og særligt når børnene bliver grebet af nysgerrighed, giver arbejdet mening. Charlotte fortæller engageret om betydningen af de oplevelser, hvor børnene selv får lov til at undersøge naturen. Det kan være ved at dissekere en fisk eller opleve sælerne helt tæt på. For hende handler det om at gøre biologien levende og give gæsterne noget med hjem, som de ikke nødvendigvis vidste, da de kom.

Interessen for naturen følger også Charlotte uden for museets vægge. Hun lægger stadig mærke til dyrelivet, når hun færdes i naturen, selvom hun også sagtens kan nyde en tur på stranden uden at være på arbejde.

Og derhjemme har begejstringen også smittet af på hendes tiårige søn, der tidligere syntes, at morens arbejde var noget af det mest spændende i verden. I øjeblikket må havets dyr dog se sig overhalet af fodbold, som fylder lidt mere i hans univers. Men han tager stadig gerne med på museum, i zoologisk have eller ud i naturen.

For Charlotte selv har fascinationen ikke ændret sig. Tværtimod lyser glæden ved arbejdet stadig igennem, når hun fortæller om både dyrene, forskningen og de oplevelser, hun får lov til at give videre til andre.

– Det giver mig glæde at gå på arbejde. Jeg føler fortsat, at jeg udvikler mig og lærer nye ting hver dag. Både om at arbejde med mennesker og om vores dyr.

Og mens hun viser rundt blandt museets mange samlinger og akvarier, er det svært at forestille sig, at hun skulle have valgt en anden vej. For selv efter 17 år er der stadig nye opdagelser at gøre, nye historier at fortælle og nye spørgsmål at finde svar på. Det job, hun drømte om som nyuddannet biolog, er stadig et, hun glæder sig over at møde ind til hver eneste dag.

Tekst og foto:
Rikke Egholm Ravn DJ

Blandt knogler og sjældne fund får Charlotte ny viden om havets kæmper – en fascination, der startede i barndommen.