Trofast selskab: Forfatter og kunstner Eva Merz i hjemlige rammer med sin kat Jimi, mens hun ser tilbage på mere end tre årtiers rejser og fortællinger.
En tilfældig beslutning i 1994 blev til et livsforandrende eventyr. Det hele begyndte med en kop kaffe
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
MØDET – Året var 1994, og Eva Merz var netop ankommet til San Francisco. Hun sad på en restaurant, da hun hørte lyden af trommer udenfor. Nysgerrigheden fik hende til at følge lyden, og kort efter stod hun over for en gruppe mennesker fra American Indian Movement, der skulle begive sig ud på en næsten 6.000 kilometer lang vandring tværs over USA.
– Hvis jeg havde taget endnu en kop kaffe, havde jeg aldrig hørt dem. Så var de væk, fortæller Eva Merz.
Hun var rejst til USA med en fascination af landets oprindelige befolkning, som havde fulgt hende siden barndommen, og et ønske om at møde menneskene bag de historier, hun havde læst om. Eventyrlysten og interessen for Amerika havde hun også med hjemmefra. Hendes far, Otto Kjærgaard, havde selv rejst tværs over USA i 1964, og et af hans fotografier fra rejsen pryder omslaget på Evas nye bog.
Den lange vandring var ikke en del af planen, men Eva var ikke i tvivl om, at hun ville med. 11 dage senere sluttede hun sig til gruppen i Nevadaørkenen.
Foran hende ventede måneder med vandring gennem ørkenlandskaber, over Rocky Mountains, møder med fremmede kulturer og en kærlighed, der skulle vise sig at blive både stormfuld og ulykkelig.
I 2022 vendte Eva Merz tilbage til USA for at krydse sporene fra den oprindelige rejse og genfinde nogle af de mennesker, hun havde vandret sammen med.
– Det er meget sjovt, at der er sådan en symmetri i det. Jeg var 27, da jeg rejste over, og fyldte 28 på vandringen. Og da jeg rejste tilbage, var jeg 56. Præcis dobbelt så gammel, fortæller Eva Merz med et stort grin.
– Så det er sådan en coming of age-fortælling. Den gamle Eva, der kigger tilbage på den unge Eva, ikke? Hvad fanden var nu det for noget med hende?
Med sig havde hun de gamle dagbøger, hundredvis af fotografier og et ufærdigt manuskript fra 1990’erne, som hun begyndte at arbejde videre med.
– Historien er den samme, men det er helt klart med et andet blik på den, fortæller hun.
Resultatet er bogen Amerika, hvor fortællingerne fra 1994 flettes sammen med hendes tilbagevenden i 2022. Og midt i minderne om menneskene, ceremonierne og naturoplevelserne var der også noget andet, hun måtte genbesøge: Sig selv.
Mens Eva Merz ruller endnu en cigaret, bevæger samtalen sig fra de politiske kampe til en mere personlig del af rejsen. For i de gamle dagbøger og fotografier gemte der sig også historien om en ung kvinde, der blev håbløst forelsket.
Forelskelsen begyndte stormfuldt, men endte ulykkeligt.
Da hun gennemgik sit gamle materiale, opdagede hun, at kærlighedshistorien var fraværende i det manuskript, hun skrev kort efter rejsen. Dengang var hun langt mere optaget af de oprindelige amerikaneres historie og politiske kamp.
Nu skulle kærligheden også have sin plads.
– Der var nogle pinlige ting. En forelsket ung kvinde. Dybt, dybt forelsket, fortæller Eva Merz, der i dag godt kan se på den 27-årige udgave af sig selv med en vis selvironi.
Hun lægger heller ikke skjul på, at hun indimellem kunne være en temmelig krævende kæreste.
– Det var nemmere at skrive om de andre mennesker og selve oplevelsen, end når man lige skal kigge ind i sig selv. Hvad var det for en ung kvinde, jeg var?
Med mere end 30 års afstand ser hun tilbage på den unge kvinde, der forsøgte at finde sin plads i verden.
Når man ser tilbage på Eva Merz’ tidligere arbejde som fotograf, billedkunstner og forfatter, tegner der sig en tydelig rød tråd. Hun har igen og igen søgt mod mennesker, der lever uden for samfundets vante rammer.
På Gammel Vardevej i Esbjerg engagerede hun sig i områdets grønlandske miljø og blev gennem kunstprojekter inviteret indenfor i beboernes lejligheder. De dårlige boligforhold provokerede hende så meget, at hun besluttede at dokumentere dem i fotobogen Gammel Vardevej – indefra. Her mødte hun også manden, der senere blev hovedpersonen i hendes bog Styrmanden.
Men hvad får hende til at opsøge netop de mennesker og deres historier?
Eva Merz tager en slurk af sin stærke kaffe og tænker sig om.
– Det er et spørgsmål, som er megasvært at besvare, fordi den interesse for minoriteter, udstødte og andre kulturer går langt, langt tilbage. Som om jeg altid har haft det sådan.
For Eva handler det også om at bruge sin rolle som kunstner til at fortælle de historier, der ellers risikerer at forblive ufortalte.
– At kommunikere og give nogen en stemme, som ikke har en stemme, siger hun.
Men fascinationen handler også om noget mere personligt.
– Jeg er selv sådan lidt en outsider. Det har jeg altid følt mig som, fortæller Eva Merz med et lille smil.
Hun voksede op i en kernefamilie, men har aldrig selv stiftet en, og allerede som ung havde hun svært ved at finde sig til rette i de rammer, der var lagt for hende. Hun er dog bevidst om forskellen mellem sit eget liv og livet hos dem, hun portrætterer.
– Jeg er jo heller aldrig en af dem, som jeg portrætterer. Jeg har en meget privilegeret rolle i samfundet, fortæller hun.
Nye historier kalder
Amerika udkommer på Evas eget forlag, Harriet, opkaldt efter hendes bedstemor, der var familiens mest belæste og havde en særlig forståelse for den unge Eva.
Nu glæder hun sig til at sende bogen ud i verden og efter bogreceptionerne forhåbentlig holde en velfortjent ferie.
Hvad hendes næste projekt skal være, ved hun endnu ikke. Men erfaringen siger hende, at der nok skal dukke noget op.
– Jeg har altid haft det sådan, at der er noget, der venter på mig. Der er noget, der fortæller mig, at det vil laves.
Tekst og foto:
Rikke Egholm Ravn DJ

Lidt om Eva Merz
Født i Esbjerg og opvokset i Hjerting. Flyttede hjemmefra som 16-årig.
Har blandt andet boet i Norge, København og Skotland. Vendte tilbage til Esbjerg i 2011.
Arbejder som fotograf, billedkunstner og forfatter.
Har tidligere udgivet blandt andet Gammel Vardevej – indefra (2016) og Styrmanden – en rejsefortælling fra Grønland (2021).
Hendes nye bog Amerika – en rejseberetning udkommer 20. november 2026 på hendes eget forlag, Harriet.
Udgivelsen fejres fredag den 20. november kl. 16-18 hos Varmings Boghandel i Esbjerg.

Bogen Amerika udkommer 32 år efter hendes usædvanlige rejse tværs over USA.

Fra USA til stuen: Efter en intens proces med at samle dagbøger, fotografier og historier er bogen Amerika klar.








