Hjerting Badehotels direktør byder varmt velkommen til Sabina Bakkegaard Simonsen, der nu tilbyder sine eksklusive behandlinger på hotellet.
Kvalitet og ro i højsædet: Sabina bringer unikt skønhedsunivers til Hjerting
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
NÆRVÆR – Man mærker hurtigt den særlige ro sænke sig, når man træder ind ad dørene på Hjerting Badehotel, hvor en helt unik og behagelig duft i disse dage byder velkommen. Stedets lange historie helt tilbage fra 1914, den storslåede panoramaudsigt over Ho Bugt og Vadehavet samt den helt særlige atmosfære af ro, uformel elegance og tårnhøj kvalitet har i generationer tiltrukket gæster fra både nær og fjern. Her på kanten af Vesterhavet lader man omgivelserne og naturens eget rolige element tale for sig selv. Det gode værtskab har altid handlet om at skabe et genkendeligt fristed, hvor tiden får lov at finde sit helt eget tempo, og hvor hverdagens travlhed hurtigt fordufter. Nu udvides hotellets alsidige univers med et nyt og eksklusivt tilbud, der falder i fuldstændig tråd med netop de klassiske værdier og den hjertevarme stemning, som huset er så velkendt for.
Den 1. september flyttede kosmetolog og underviser Sabina Bakkegaard Simonsen nemlig ind på hotellet med sin virksomhed, Skin Invest – Inside Out. Med sig bringer hun næsten 20 års erfaring fra skønhedsbranchen, hvor hun gennem årene har opbygget en solid faglig ballast og en helt særlig tilgang til hudens helhed, balance og naturlige trivsel.
Hos Hjerting Badehotel er glæden over det nye samarbejde stor. Udvidelsen er en gennemtænkt del af den løbende udvikling på stedet, hvor man hele tiden ønsker at gøre sig aktuel og give gæsterne endnu flere gode muligheder for fordybelse og forkælelse under deres besøg på badehotellet.
– Vi synes, det passer utroligt godt ind i vores samlede univers. Det, Sabina tilbyder, står for høj kvalitet, hygge, omsorg og nærvær. Det handler om at give vores gæster en helstøbt oplevelse i oplevelsen, fortæller hotelchef Mette Hynding Birkebæk.
Hotelchefen lægger stor vægt på, at badehotellet altid har skabt rammer, hvor god gastronomi, hyggelige værelser, den friske havluft og den nærværende betjening smelter sammen. Sidste år gennemgik hotellet en større ombygning for hele tiden at skabe nye, gennemførte rammer for gæsterne, og arbejdet med at forfine oplevelsen fortsætter.
Med Sabinas indtog i klinikken løftes husets samlede sanseoplevelse yderligere, da duften, roen og den faglige fordybelse understøtter hele hotellets ånd. Også de lokale beboere i Hjerting, Esbjerg og omegn har hurtigt taget godt imod det nye tilbud. Sabina står klar i sine nye rammer et par dage om ugen med skiftende arbejdsdage, ligesom der løbende tilbydes fleksible aftenåbninger.
Arbejdet med ansigt og hud stikker langt dybere for Sabina Bakkegaard Simonsen. Det er et dedikeret håndværk og en kunstform, hvor nærvær, god tid og faglig indlevelse altid er i højsædet.
– For mig handler det om ro, tryghed og nærvær. Når kunden ligger på briksen, siger jeg ofte, at vi godt kan tage samtalen bagefter. Behandlingen skal være et rum, hvor man kan føle sig fuldstændig tryg, give slip og bare være til stede i øjeblikket, fortæller Sabina engageret.
Når hun berører ansigtet, arbejder hun målrettet med at løsne op i det dybe væv og dæmpe spændinger i muskulaturen. Målet er at aktivere kroppens eget lymfesystem og naturlige flow, så huden genvinder sin balance og sin naturlige spændstighed.
Sabinas rejse i skønhedsfaget startede allerede som 17-årig med en uddannelse inden for negleteknik, før hun uddannede sig videre til kosmetolog. Gennem næsten to årtier har en usvækket nysgerrighed på kroppens anatomi drevet hende til konstant at søge ny viden og forfine sine behandlinger.
Gennem årene har hun specialiseret sig i dybdegående ansigtsbehandlinger og har udviklet sine helt egne unika teknikker. Ved siden af klinikken på Hjerting Badehotel arbejder hun som international underviser og konsulent for hudplejevirksomheder hvor hun bl.a. udvikler nye behandlinger og koncepter, hvilket bringer hende rundt til hoteller og kurser i både ind- og udland.
– Jeg har altid været nysgerrig på, hvorfor noget virker – ikke kun hvordan. Jo mere erfaring jeg har fået, jo tydeligere er det blevet, at holdbare resultater skabes gennem en dybere forståelse for helheden, forklarer hun.
Denne tilgang har også ført til udviklingen af hendes eget uddannelseskoncept, The SkinSoul Method, hvor hun underviser andre behandlere i at aflæse ansigtets anatomi, spændingsmønstre og nervesystem ud fra et inside-out perspektiv.
Blandt mulighederne i klinikken finder man blandt andet signaturbehandlingen The SkinSoul Signatur, der skræddersys 100 procent til den enkelte kundes behov. Her kombineres Sabinas specialiserede teknikker med fokuseret arbejde på ansigt, hals, nakke og decolleté for at skabe en dyb følelse af lethed og et helt naturligt løft. Hertil tilbyder hun også Buccal massage, som målrettet løsner spændinger i kæbemusklerne og øger cirkulationen til både muskler og væv.
Som noget nyt tilbyder Sabina også kosmetisk akupunktur på Hjerting Badehotel. Behandlingen benytter meget fine nåle, der placeres i specifikke punkter i ansigtet for at stimulere hudens egen fornyelsesproces og øge blodcirkulationen markant. For at opnå den helt optimale effekt kombineres akupunkturen altid med beroligende ansigtsmassage og målrettet LED-lysterapi.
Sabinas fokus på nærvær og ro rækker også ud til den yngre generation. Inspireret af sine egne to børn har hun oprettet den særlige børnebehandling Little Moments, der henvender sig til børn i alderen 7 til 13 år.
– Børn i dag går igennem utroligt meget i deres hverdag. De vokser, har lektier, dyrker sport og skal forholde sig til en masse indtryk og hormoner. Med behandlingen får de en stille og blid pause på en halv time, hvor de kan trække stikket ud og bare få lov til at slappe af i rolige og trygge rammer, fortæller Sabina.
Med åbningen af Skin Invest på Hjerting Badehotel er der skabt en smuk og fredfyldt ramme, hvor både hotellets gæster og lokale borgere kan nyde et øjebliks ren og uforstyrret forkælelse.
Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

Sabina Bakkegaard Simonsen og hotelchef Mette Hynding Birkebæk i tæt dialog om det nye samarbejde og værdier.

Med langsomme, dybe greb og fuld fokus på kroppens væv skaber Sabina en følelse af absolut ro og afspænding. Nøje udvalgte produkter er med til at fuldende sanseoplevelsen. (Foto: Ane Glerup)







