Vild gulerod (Daucus carota) star I blomst lige nu. Foto: Flagstaff Photos / Wikipedia Commomns.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her (side 8)

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her (side 9)

FLORA OG FAUNA – På denne tid af året kan man nyde både vild gulerod (Daucus carota) i blomst og med de særprægede, meget dekorative frugtstande. Vild gulerod er en nøjsom plante, forsynet med en lang, tynd, sej, hvidlig pælerod, der dufter af gulerod, ligesom når man nulrer plantens blade.

Vild gulerod er stamformen til vores kendte havegulerod, men roden mangler dog blandt andet dennes sødme, faktisk smager roden af vild gulerod ret bittert. Denne bitterhed er et kemisk forsvar mod skadeorganismer. Men nok så væsentligt kan denne lange rod hente vand op fra dybere jordlag, hvilket ikke mindst er vigtigt i tørkeperioder. Desuden er stænglen rig på styrkevæv, så den trods faldende saftspænding i tørre perioder stadig formår at holde sig oprejst og ligeså i kraftigt blæsevejr.

Planten indeholder det polyacetylene stof falcarinol, som forsvarer planten mod svampeangreb. Vild gulerod præsenterer sig udelukkende med rosetblade det første år, det efterfølgende år blomstrer planten for så at dø, den har altså et toårigt livsforløb.

For at få kræfter til at sætte stængel og blomst fylder planten det første år sin pælerod med blandt andet kulhydrater fra rosetbladenes fotosyntese, dette næringsdepot bruger planten så af det andet år år. Pæleroden kan være angrebet af gulerodsfluens larve, fluen har nemlig lagt sine æg i jorden omkring planten, hvorfra larven så er klækket og har invaderet roden.

De stive hår på stænglen kan være med til at skabe en lævirkning omkring planten og bidrager til at nedsætte fordampningen, ligesom hårene kan tjene som værn mod skadeorganismer. Nogle gange er bladene krøllet sammen og ligner kruspersille, men det kan skyldes gulerodsbladloppens sugen af bladene. De store, karakteristiske, løvbladlignende, fjersnitdelte svøbblade under skærmene er med til at beskytte blomsterne under deres udvikling.

Blomsterne bestøves af insekter, heriblandt hvepse, bier, biller og fluer. Der er mange årsager til at besøge blomsterne, nogle insekter henter for eksempel nektar og pollen, andre lægger æg i frugtknuden, nogle spiser af blomsterne, nogle parrer sig her og andre ligger på lur, eksempelvis edderkopper og snyltehvepse.

Nogle af blomsterskærmens frugter kan være omdannet til røde, opsvulmede galler, de indeholder larven af gulerodsgalmyggen. Man kan ofte se det højest besynderlige, at der i midten af den hvide blomsterskærm sidder en enlig, purpurrød, nogle gange næsten sort, gold blomst, hvis mørkerøde farve skyldes anthocyaner (blomsten kaldes derfor også en anthocyanblomst). En mulig forklaring kan være, at den purpurrøde blomst er med til at tiltrække bestøvere. Vild gulerod er ret produktiv, idet den, udover at sætte kraftige planter, snildt kan præstere 700-800 blomster i en stor skærm. Vild gulerod formeres udelukkende med frugter, også det er den rigtig god til, idet en plante typisk kan producere cirka 4000 frugter per år og endda op til 11.000, og typisk for skærmplanter er frugterne (frøene) olieholdige som næringsstof til deres spiring.

Efter afblomstring antager skærmen form som en fuglerede, ved at de ydre storskærmgrene bøjer sig opad og indad, herved spærres frugterne inde, ligesom i et fængsel med tremmer for, hvilket gør det sværere for frugterne at slippe ud, før de er modne. Den visne plante danner flotte, karakteristiske vinterstandere. Skærmene kan sågar stå helt hen i foråret, før de sidste modne frugter frigøres og spredes.

Frugterne kan desuden med deres mange krogbørster let hæfte sig til dyr, på denne måde kan frugterne transporteres vidt omkring. Frugterne kan også spredes ved, at afknækkede, indfoldede skærme (eller sågar hele planten) trimler hen ad jorden i blæsevejr, og på den måde kommer de til at fungere som en slags biologisk såmaskine, hvorfra frugterne så kan drysse ud. Sådanne tumlinge kaldes vindhekse, som også kaldes steppeløbere, strandløbere eller markløbere alt afhængig af lokalitet.

Vild gulerod selvsår flittigt, og frugterne (frøene) kan endda ligge i jorden i mere end 10 år og derved danne frøpulje. Vild gulerod hentyder dels til, at planten er ophav til den dyrkede, ikke-vilde køkkenurt haveguleroden og dels hentyder navnet til rodens farve. Carota kommer af græsk caroton for gulerod, afledt af kare i betydningen hoved, sigtende til gulerodens hovedlignende, fortykkede rod. Frø af planten er kendt fra jernalderen og menes at være indslæbt med korn og såsæd fra Sydeuropa.

I de nordiske lande har planten været dyrket siden 1600-tallet. I folkemedicin mod indvoldsorm, urinvejslidelser, prostata, kløe, fordøjelsesbesvær, forbrændinger, ufrugtbarhed og gulsot. Plantens indhold af falcarinol virker betændelseshæmmende og bakteriedræbende. Den indeholder det orangegule farvestof karotin (karoten), som ved indtagelse kan omdannes til A-vitamin. I køkkenet kan rødderne anvendes som grøntsag, i ovnretter, i supper med mere, nogen synes dog, at roden nærmest er uspiselig grundet dens bitterhed. Hele planten afgiver en duft af gulerod, frøene kan bruges som krydderi, blomsterskærme kan bruges til urtete. Vild gulerod kaldes også fuglerede, fugleklo, amagerrod, kaninrod og morrod (= spiselig rod).

Tekst: Carsten Mathiesen