Redaktør arkiv: Redaktionen

Anders fra Sønderris skal med til VM i triatlon

Anders Toft Nielsen på DM-podiet i Silkeborg. Nu skal han til VM i Marbella i 2025.

22-årige Anders Toft Nielsen er blevet danmarksmester i triatlon og skal til VM

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

IDRÆT – 2024 har været et godt år for den 22-årige triatlet Anders Toft Nielsen, der stammer fra Sønderris. Ved et stævne i Gdynia i Polen kvalificerede han sig med en tid på 3 timer og 41 minutter til VM i mellemdistancetriatlon i sydspanske Marbella i november 2025, og den 25. august blev han Dansk Mester i Silkeborg i tiden 3:56. Så den 1,91 meter høje jurastuderende er en glad og spændt mand.

Anders Toft Nielsen svømmede først 1900 meter i Almind Sø ved Silkeborg.

På cykel skulle han klare 90 kilometer, da det var mellemdistancen.

På cykel skulle han klare 90 kilometer, da det var mellemdistancen.

Løbet var en halvmaraton på 21,2 kilometer, alt blev klaret i tiden 3 timer og 56 minutter.

Løbet var en halvmaraton på 21,2 kilometer, alt blev klaret i tiden 3 timer og 56 minutter.

Hvordan startede det?
”Det startede, da jeg var otte. Jeg begyndte som cykelrytter, fordi min far cyklede og dyrkede noget ’tri’, så jeg har altid været bekendt med cykling og triatlon. Jeg fortsatte, til jeg var juniorrytter, men så stoppede jeg. Jeg tænkte, jeg havde lyst til at starte med noget triatlon, og lige så stille kom jeg i gang med det. Jeg fandt ud af, at det var jeg faktisk også meget god til, og nu er jeg så Dansk Mester og ved at skabe mig en karriere indenfor triatlon.”
Var din far et kendt navn indenfor triatlon?
”Nej, det var mest noget, han og hans kammerater dyrkede sammen og hyggede sig rigtigt meget med. Men jeg blev smittet af det. Jeg hørte, om de ture, de var på og syntes, det var spændende.”

20-25 timer om ugen
Hvor meget tid bruger du på det?
”Lige nu bruger jeg 20-25 timer om ugen. Og så har jeg mit jurastudium ved siden af. Det er jeg heldigvis ikke faldet ud af. Men jeg er heller ikke så god til at sidde stille og kede mig. Jeg er også så heldig at have en meget forstående kæreste, der bakker mig op.”
Hans første stævne var i slutningen af 2020.
”Nu er jeg oppe på en halv Ironman (et varemærke, red.). Første stævne var i Holland i 2022, hvor jeg sluttede som nummer tre hos amatørerne sammenlagt. Nu kører jeg professionelt. Det sker, når man er klar til det, og når man opfylder Dansk Triatlon Forbunds kravtider. Så kan man få en pro-licens.”
”Jeg kunne godt have startet tidligere, men jeg var meget ung, og det er et andet race, når man er professionel. Det er mere krævende, og der skal lægges taktik for at gøre sig gældende.”

Ingen støtte fra Team Danmark
Anders er ikke dér, hvor han er på landsholdet og kan få støtte fra Team Danmark. De ryttere, der er det, er fem-seks år ældre. Men han håber at komme i betragtning næste år. Han har dog private sponsorer. Vinder han VM på et tidspunkt, kommer der formentlig store sponsorer med cykler, sko og kontrakter om reklamekampagner.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Stævnefotos og privat

Blå bog Anders Toft Nielsen

  • Danmarksmester i triatlon 2024 i Silkeborg den 25. august 2024 i tiden 3 timer og 56 minutter. Har ved et løb i Polen kvalificeret sig til VM i Marbella i Andalusien, Spanien, den 9. november
  • 22 år, har boet i Sønderris i 21 år, bor nu i centrum
  • Studerer jura i Esbjerg på det første jurahold, har en kæreste
  • Startede med at cykle som dreng, skiftede senere til triatlon, som er 1900 meters svømning, 90 kilometers cykling og 21,1 kilometers løb
  • Er p.t. sponseret af Toft Holding, Fusion Sportswear, Emcare Sundhed og Kirk Larsen & Ascanius. På jagt efter flere

Pandekageløb i solskin sluttede festuge

Pigen her stod og tog mod til seig nogle sekunder, men så gav hun også Rasmus Klump en kæmpekrammer.

SSK-formand Inge Hansen, der er nomineret til Byens Bedste i kategorien Ildsjæl, glæder sig over gode Sønderrisdage

Hent den originale artikel som PDF her

BYFEST – Sønderris er stadig en ung bydel, men de aktive borgere dér er fast besluttet på at få skabt traditioner og sammenhold. Og det lykkedes til fude med Sønderrisdagene, der varede fra mandag den 26. til søndag den 31. august.
Tak fra formanden
”Tak til alle, der deltog i vores festuge i Sønderris – skønt at der er stor opbakning. Personligt startede festugen for mig med at hente børnebørnene og spille bedsteforældrebanko på Sønderris Skolen og sluttede med at spise pandekager i løbeskoene. Pladsen foran Sønderrishallen blev benyttet flere gange, både til fællesfotograferingen til årets julekalender, opvarmning sammen med Rasmus Klub og loppemarked. I hallen havde vi cirka 400 børn til børnedisko om fredagen, og onsdag havde håndbold og gymnastik aktiviteter. Fodboldbanerne blev løbet over i forbindelse med forældrefodbold, og de forskellige gulve fik mærket en masse dansetrin i løbet af ugen. SFO og Sønderrisklubben havde gang i køledyr og fritter-rekorder. Caféen solgte pølser, slush ice og slik i lange baner. Fedt program og en dejlig uge, vi kan se tilbage på,” siger Inge Hansen, der netop er blevet nomineret til Byens Bedste i kategorien Ildsjæl.
Mange med til pandekageløb

I år var der for første gang et loppemarked i forbindelse med Sønderrisdagene.

I år var der for første gang et loppemarked i forbindelse med Sønderrisdagene.

Mellem 150 og 200 løbere og gående deltog i Pandekageløbet 2024 i Sønderris.

Mellem 150 og 200 løbere og gående deltog i Pandekageløbet 2024. De blev sendt afsted i hold for ikke at skabe kaos.

Vi var med søndag den 31. august. Det første loppemarked af slagsen var på plads, og m 150-200 løbere stod klar, fik musikalsk underholdning og spænede så afsted på Pandekageløbet 2024, da den røde snor blev fjernet. For ikke at få kaos, blev de sendt afsted i hold.
Tre pandekage-pitstops ventede forude. Vi gik med og kunne konstatere, at alting gik fint ved første uddelingssted, hvor Dorthe og Søren Albertsen stod klar med masser af pandekager. De fortalte, at alle pandekager var lavet af frivillige.

Rasmus Klump stod klar og gav 'high fives' ved Sønderrishallen, da deltagerne vendte hjem.

Rasmus Klump stod klar og gav ‘high fives’, da deltagerne vendte hjem.

Tilbage ved mål kom første hold hjem. Her stod Rasmus Klump klar og gav ‘gigh fives’ til dem, der havde gennemføry. En pige tog mod til sig – og gav så Rasmus Klump en kæmpekrammer. En god afslutning på ugen!

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

 

 

 

2024 blev Arne og Viggos år

Arne Lorenzen og Viggo Nielsen var stolte over at få den flotte vandrepokal med køligt og drikkeligt indhold.

Der var fortjent sejr til to garvede roere, da der var Hjerting Classic Race i kaner

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

KAPRONING – Hjerting Kanelaugs kaproningsstævne Hjerting Classic Race blev i år afviklet søndag den 8. september. Vejret var fantastisk med badegæster på stranden.

Sølv-holdet og bronzeholdet stævner ud med god energi og højt humør. Hjerting Classic Race i kaner 2024. Copyright: Finn Arne Hansen.

Sølv-holdet og bronzeholdet stævner ud med god energi og højt humør. Men slå Team Allstars kunne de ikke.

To kaproningskaner lå klar. Team Kaktus udeblev men har lovet at stille hold næste år.
Team Kratluskerne, Claus Løth (Cool Claus) og Morten Lange (Maskuline Morten) deltog. Det gjorde politikerholdet Team Grønært med Michael Harbøll (Mesterlige Michael) og Sarah Nørris (Seje Sarah) på, Team All Stars, lig med to garvede roere, Arne Lorenzen (Ambitiøse Arne) og Viggo Nielsen (Vakse Viggo) og Team Kogtved alias Jesper S. Kristensen (Jernflittige Jesper) og Kim Valkjær (Kamplystne Kim) også.

Grum tur for Grønært

Team Grønært alias de lokale byrådsmedlemmer Micael Harbøll og Sarah Nørris havde store problemer i Hjerting Classic Race 2024. Copyright: Finn Arne Hansen

Team Grønært alias de lokale byrådsmedlemmer Micael Harbøll og Sarah Nørris havde store problemer.

Team Allstars roede sig til førstepladsen med en bedste tid på 04.27 minutter. Team Kogtved tilkæmpede sig sølvet med en bedste tid på 06:17 minutter. Team Kratluskerne tog tredjepladsen med en bedste tid på 07:14 minutter. Team Grønært, der måtte gå så grueligt meget igennem, fik en bedste tid på 09:38 minutter. Men de kom da hjem trods drillerier fra stranden.

Nogle hurtige fakta
I 2017 blev Hjerting Classic Race søsat. Idéen er, at lokale hold skal konkurrere mod hinanden og elementerne i de ’racingkaner’ klubben har bygget.Eventet har været afholdt siden da, med dedikerede deltagere, megen morskab og kamp til stregen, og er blevet en vellidt tradition. Datoen for Classic Race annonceres på Hjerting Kanelaugs facebookside og i nyhedsbrevet. Alle kan tilmelde sig, også uden medlemskab af Hjerting Kanelaug. Deltagelse er gratis, også for tilskuere og supportere. Der er hygge med grillpølser og lidt til ganen bagefter.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

 

 

Begejstrede arrangører kan ikke få armene ned efter god byfest i Hjerting

Hjertingløbet 2024 lørdag formiddag er skudt i gang.

”Sikke en byfest! Vi kan næsten ikke få armene ned”, lyder det fra folkene bag Hjerting Byfest 2024

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FESTIVITAS – ”Sikke en byfest! Vi kan næsten ikke få armene ned. Der var folk på pladsen fra start til slut. Torsdag fra klokken 17.30 blev der langet grillpølser og bakskuld over disken, men det var helt klart den salte og røgede fisk der var mest eftertragtet,” fortæller Bettina Goth Häggqvist på de frivillige arrangørers vegne.
Den traditionelle og meget velbesøgte seniorfrokost fredag var igen en fantastisk måde at sætte gang i byfesten på. Lige knap 200 seniorer hyggede, spiste og sang akkurat som de plejer. Redaktøren har ikke set et så fyldt telt før.

Børn boltrede sig
Børnene boltrede sig i hoppeborgene, udviste kreativitet med porcelænsmaling, prøvede lykken i børneskydeteltet og brugte deres lommepenge i børneboden på slush ice, snolder, toast og hjemmelavede pandekager i hundrevis. Nå ja, de voksne var også ret glade for pandekagerne. Dansegulvet har aldrig været så fyldt – dog med siddende børn, da Fru Tryllestøv underholdt på scenen i det store telt.
Mannethon meldte udsolgt i år. 54 mænd med tørst på livet tog den lange rute på knap 1,5 kilometer rundt til Hjertings beværtninger. Efter sådan en tur, ventede et velfortjent måltid i teltet bestående af stegt flæsk med persillesovs og en kold fadøl.

Nyhed: Ladies Club
Som noget nyt fik ’damerne’ også deres arrangement Ladies Club i en smuk pyntet tipi. 60 feststemte kvinder var klar til tapas, velkomstbobler, og rigelig med smagsprøver af både rød- hvid- og rosévin.
”Det var en fest der var svær at afslutte, specielt for den akustiske musiker. Han fik simpelthen ikke lov til at forlade tipien! Vi skulle dog hilse og sige tak for sidst, og meddele at han gerne kommer igen,” fortæller hun.

Pigefodboldcup

Hjerting Byfest, pigefodbold. Copyright: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

For første gang holdtes der en pigefodboldcup under byfesten. Den fik en meget fin tilslutning, og der blev gået til stålet.

Hjerting Løbet nåede i sidste øjeblik op på 124 deltagere, som er det højeste antal deltagere de sidste otte år. Pigefodbold Cup var også på programmet i år, og sikke en masse gode kampe spillet af glade og dygtige fodboldpiger, både fra Hjerting og de omkringliggende byer.
Både fredag og lørdag bød på live musik i teltet, hvor lørdagsbandet også havde DJ med til at spille i pauserne.
”Det var en byfest med dejligt vejr, legende børn, festlige mennesker og en fantastisk god stemning. Så kære Hjerting. Tusind tak for opbakningen, og tusind tak til de frivillige der hjalp til under hele byfesten. Både dem der gik en lille tur om aftenen i området, dem der tog vagter i boder og barer, dem der hjalp med opsætning af borde og bænke, og alle jer som liiige tog en dobbeltvagt når vi var presset på bemandingen. Søndag skulle pladsen ryddes helt, og et meget træt byfestudvalg forlod pladsen klokken 18.”

Ønske: Flere frivillige
”Til næste år har vi et lille håb om flere frivillige, så vi er gået i tænkeboks med resten af HIF, så vi ikke bliver helt kørt over i 2025. For vi kan faktisk rigtig godt lide at lave byfest i Hjerting, specielt fordi der er så god opbakning. Tak til gavesponsorerne for alle de flotte præmier til vores lotteri. Sidst men ikke mindst en stor tak til alle vores super gavmilde sponsorer, som gør det muligt at arrangere en fest for hele byen.
Hvis der er nogen vi har glemt at sige tak til, så kommer den her: Tak!
De bedste hilsner HIFs Byfestudvalg.”

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Det sker på egnen fra 18/9 til 12/12

Det sker på egnen fra 18/9 til 12/10 2024 – udvalgte begivenheder

Der er tale om udvalgte begivenheder. Flere af de nævnte arrangementer kan være forbundet med tilmelding og/eller betaling af entré eller krav om medlemskab

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

Ons. 18/9 kl. 9-10: Vester Nebel Kirke: Gåtur i området. Der bydes på kaffe efter turen

Ons. 18/9 kl. 19-21: IM-Huset, Fyrparken 10: Fra rocker til præst. Foredrag med tidligere kriminel, nu præst, Martin Bentsen. Arr.: Indre Mission Esbjerg

Ons. 18/9 kl. 19-22: Hjerting Kirke: Filmklub: Meter i sekundet. Dansk filmatisering af Stine Pilgaards bestseller

Tor. 19/9 kl. 10-12: Sædden Kirke: Gang i Gakkelakkerne

Tor. 19/9 kl. 12-15.30: Logehuset: Frokost for kvinder. Tove Ditlevsens barndom på Vesterbro, foredrag v/præst Elise Balslev, Bramming. Kun for tilmeldte

Tor. 19/9 kl. 14-16: Hjerting Kirke, konfirmandlokalet: Tre jyske tenorer. Sogneeftermiddag med Johs. Nørregaard Frandsen, prof. emeritus ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, Odense

Tor. 19/9 kl. 19-22: Bryndum Kirke, Sognegården: De bøjede hoveders tid. Foredrag om børn og skærmforbrug v/Kirsten Dal Wellendorph, medieforsker og forfatter

Tor. 19/9 kl. 19-22: Hjerting Kirke: Et skæbnevalg i USA. Foredrag v/historiker og lektor på Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen. Arr.: Hjerting Højskoleforening

Fre. 20/9 kl. 16: Guldager Kirke: Bits and Pieces. Koncert m/Anastasiia Kyshkovska og Liam Campbell Kongsbak Larsen

Fre. 20/9 kl. 18-21.30: Hjerting Kirke: Fredagsfamilien

Ons. 25/9 kl. 9-10: Bryndum Kirke: Gåtur i området. Der bydes på kaffe efter turen

Ons. 25/9 kl. 17.30-18.30: Guldager Kirke, Sognehuset i Sønderris: Offentligt menighedsrådsmøde

Tor. 26/9 kl. 18.30-21.30: Bryndum og Vester Nebel Sogne: Menighedsrådsmøde

Lør. 28/9 kl. 10-14: Hjerting Kirke: Kirke og Naturvandring

Lør. 28/9 kl. 16: Sædden Kirke: Koncert m/Duo Bragi og Lars Colding Wolf

Søn. 29/9 kl. 11.30: Bryndum Kirke: Sogneudflugt. Tilmelding senest 24. september.

Tir. 1/10 kl. 14-16.30: Bryndum Kirke, Sognegården: Født i Horsens Tugthus. Foredrag v/ Niels Ole Frederiksen

Ons. 2/10 kl. 9-10: Vester Nebel Kirke: Gåtur i området. Der bydes på kaffe efter turen

Ons. 2/10 kl. 19-21: Sædden Kirke: Højskolesangaften

Tor. 3/10 kl. 10-12: Sædden Kirke: Gang i Gakkelakkerne

Lør. 5/10 kl. 12-13.30: Bryndum Kirke, Sognegården: Lørdagscafé for kvinder

Søn. 6/10 kl. 11.30: Hjerting Kirke: Højskoledag: Min morfars hemmeligheder. Foredrag v/sognepræst Peter Nejsum, Brønshøj

Søn. 6/10 kl. 13.30: Hjerting Kirke: Højskoledag: Foredrag om maleren Otto Frello v/ John V. Jensen, Varde Museerne

Ons. 9/10 kl. 9-10: Bryndum Kirke: Gåtur i området. Der bydes på kaffe efter turen

Ons. 9/10 kl. 16-17: Sædden Kirke: Bibel Café

Ons. 9/10 kl. 18.30-21: Guldager Kirke, Sognehuset i Sønderris: Herreklub

Tor. 10/10 kl. 17: Sædden Kirke: Menighedsrådsmøde

Tor. 10/10 kl. 17-17.45: Bryndum Kirke, Sognegården: Højskolesang v/Helle og Kjeld Madsen, Forumlund

Tor.10/10 kl. 17-19: Hjerting Kirke: Menighedsrådsmøde

Hjerting Posten 18. september 2024

Læs som e-paper

Læs som PDF

Læs bl.a. om:

  • Krammer til Klump – Pandekageløbet blev en stor succes
  • 250 børn sang i Hjerting Kirke
  • Anders fra Sønderris vandt DM i triatlon og skal nu til VM i 2025
  • Garvede roere vandt Hjerting Classic Race i kaner
  • De frivillige knoklede før, under og efter Hjerting Byfest
  • Overraskelse på Marbæk hede
  • Syv fra 6710 er nomineret til Byens Bedste
  • Smagens Dag er forbudt for voksne
  • Højskoledag med foredrag om dansk frontkæmper og om Otto Frello
  • Det sker fra 18/9 til 12/19
  • Esbjerg Golfklub hyrer talent
  • Hjerteforeningen byder på Hjertets Melodier 27. oktober
  • Børnehavebedet i Sjelborg står i fuldt flor
  • Leder: Herlig sensommer, men hvorfor sættes skatten ikke ned for alle?

… og en del mere

Plus mange annoncer med gode tilbud

Husk at kryds- og tværs-løsningen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@hjertingposten.dk . Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Postkassen ved Bytoften 2A i Hjerting (Hjertings Køreskole og Hjerting Posten) er der dog stadig. Smid ikke løsningen i lampeforretningens postkasse

To nye bøger fra Forlaget Læselyst i Bryndum. Se her

Husk: Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks flora kan købes hos Klub Vadehavet for henholdsvis 349 kroner og 200 kroner. Vi Sælger også Carsten dobbeltværk Planterne i Danmark for 500 kroner,  skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg (samlerobjekt, lille oplag) i starten af 1900-tallet sælges for 275 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Nyhed: Vi sælger nu Fanø-sundhedseksperten Stinne Bergs ny bog Den naturlige vej til at leve – den første danske bog om biohacking. Pris: 250 kroner. Skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Tina og Mie er klar med kunst, tapas og livsstil

Svigermor Tina Asmussen og svigerdatter Mie Fredriksen er nu kompagnoner.

Tina Asmussen og svigerdatteren Mie Frederiksen har samlet kræfterne og har nu lokaler lige ud mod stranden i Hjerting. Satser på flere ’strøggæster’

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

Et nyt eventyr er startet for Tina Asmussen. Hendes galleributik Stories by Asmussen er ikke længere i Jon og Dittes Hus men er smeltet sammen med Krea.House på hjørnet af Gl. Guldagervej og Hjerting Strandvej.
Dermed har hun også fået en ung og dynamisk forretningspartner, hendes svigerdatter Mie Frederiksen, 32, Hjerting. Med er faktisk også sønnen Emil Maigaard Asmussen. Han har dog ikke sin daglige gang i forretningen, da han sammen med en kompagnon driver en succesfuld forretning med elcykler.
Mie Frederiksen fortæller, at hun er fra Esbjerg C, og at hun kom til Hjerting i 2019. Hun er uddannet kosmetolog og markedsføringsøkonom. Hun har for nylig fået barn nummer tre med Emil, men heldigvis har hun sin mor Nete, der kan hjælpe med børnepasning, så hun kan springe ud i dette nye virke med sin erfarne sivermor.
Tina Asmussen fortæller, at idéen til Krea.House – der har dette spøjse navn med punktum mellem de to ord, fordi .house nu kan købes til domænenavne – kom i forbindelse med lukningen af børnetøjsbutikken.

Tinas Asmusssen og Mie Frederiksen Kreau House Hjerting. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Der er masser af gaveidéer at komme efter.

Åben dør til naboen
”Da det lokale blev ledigt, fik jeg nogle gode idéer. I forvejen ligger Susanne Dyreborgs butik og café her, og på den anden side af vejen ligger Hjerting Badehotel. Før var det sådan, at kun 25 procent af strøggæsterne hernede kom op til mig i Jon og Dittes hus. Men her er det anderledes, det kan vi allerede mærke nu. Der kommer folk fra Schweiz og Frankrig ovre fra hotellet, og gæsterne hos Susanne kan gå gennem den åbne dør der lige ind til os, og det gør de,” fortæller hun.
”Jeg kunne godt regne ud, det var en stor fordel, men Mie var ved at være færdig med sin barsel, og det viste sig, at hun og Emil havde mod på det. Det er en skøn situation at have de unge med,” smiler en glad Tina, der nu med ro i sindet kan begynde at tænke på et generationsskifte om måske fire-fem år.
”Og jeg er så taknemmelig for at kunne være med. Min svigermor har lagt hele sin kæmpesjæl i sin forretning,” tilføjer Mie.
”Ja, det har været ’learning by doing’, hvor jeg har prøvet alt muligt af. Jeg har en popcorn-hjerne! Om et år har Mie også lært en hel masse, og jeg kan begynde at overlade flere og flere beslutninger til hende, men jeg skal øve mig i at sige: Den klarer du,” siger Tina.

Krukke til olivenolie
Tinas store hit med at lade folk male på keramik, som de så kan få brændt, er naturligvis fortsat en del af konceptet, nu med den væsentlige fordel, at arbejdsbordene har udsigt over Ho Bugt. Og så sørger Mie og Tina for fornyelse hele tiden.
”Det er vildt populært at have en pizzaovn, så vi sælger nu krukker til olivenolie, som også mænd kan lide at dekorere,” fortæller Mie og viser et jomfrueligt, hvidt eksemplar frem fra hylden.

Tina Asmussen (tv.) og Mie Frederiksen foran hylden med de hvide keramikting.

Tina Asmussens store, farverige malerier præsenteres nu bedre i de rummelige, lyse lokaler, og så er der kommet gang i salget af plakater. Den trend startede for nogle år siden, men den bliver hele tiden stærkere. De har derfor lavet en hel afdeling med kunstplakater og andre plakater. Her kan også købes flot gavepapir.

Kreao House Hjerting. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Dette er ikke notesblokke, det er flot gavepapir.

I Krea.House er der ud over boligtilbehør og gaveartikler stadig tøj. Der er mærker som Martha de Chateau, Pirp, Frau, Moshi Moshi Mind og danske La Rose, der gør det i klassiske snit til kvinder fra 30 år og opefter.
Noget nyt er Munkholm sæber og hudpleje. Det er et familieejet, dansk brand, og produkterne er så økologiske som overhovedet muligt.
Som noget nyt vil de fredag den 23. august have en tapasdag med ’fri leg og hygge’, og den 11. september kommer et arrangement med forhandleren af hudplejeserien Green Ethic.

Tina Asmussen og Mie Frederiksen, Krea House Hjerting. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Både Tina og Mie elsker dette lille kakkelbord. Efter dette interview tog de til Formland for at se på nye, spændende varer.

Man kan følge både Krea.House og Stories by på Instagram.
Det er go’ energi i 6710! Held og lykke, siger vi herfra.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

 

Carina og Niklas er klar til at invitere til en reparationsdag

Niklas Tønning og Carina Toft Christensen diskuterer her, hvordan en brugt lampe kan få nyt liv.

Byg & Hyg holdes første gang lørdag den 31. august. Tag noget ødelagt med.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

LOPPER – I et meget populært, engelsk tv-program, i hvilket en hyggelig lade er tv-studiet, kommer der hver uge folk ind med ødelagte ting, som de elsker højt og gerne vil have restaureret eller repareret.
Herefter følger seerne den ekspert, der sætter genstanden i stand med allerstørste akkuratesse og omhu, og vi ser den voksne eller det barn, der ejer genstanden komme tilbage et stykke tid senere, løfte sløret væk og ofte bryde ud i glædestårer, når de ser resultatet.

Reparation af lopper
Lørdag den 31. august eller 1. oktober vil en mini-miniudgave af dette show finde sted hos Frk Tofts Lopper på Stenhuggervej 2 i Sæddings industrikvarter. Byg & Hyg er titlen, og de to arrangører er Carina Toft Christensen og Niklas Tønning fra Møbelmanden i Strandbygade 25 i Esbjerg. På grund af klokkeslættet vil der være pizza eller noget andet spiseligt med i entrébilletten til de kun 10 personer, der er plads til. De skal lære at sætte ting i stand.

Ingen store højttalere
Den maskiningeniøruddannede Niklas fortæller:
”Man skal tage ting med, der er boligrelaterede set fra et kvindeperspektiv, så ikke noget med store højttalere,” siger han med et skælmsk smil.
Hvad med mandens store gevir oppe på væggen?
”Hvis det kan males gult, og der kan hænges pyntegenstande på, så kan det da godt ske,” lyder svaret med et grin.
”Men tag noget med, som man er bange for at ødelægge eller er i tvivl om, hvordan man selv kan reparere det, måske et gammelt arvestykke,” tilføjer han.
Niklas fortæller om sig selv, at han åbnede Møbelmanden for fire en halv måned siden. Idéen lå ham ikke fjern, da han havde restaureret og ombetrukket møbler som en hobby i tre år. Før han sprang ud som iværksætter, havde han arbejdet med at udvikle maskiner til fødevareindustrien i et firma i Kolding. Men han blev træt af det, og efter en periode med angst skiftede han spor.”Og det har givet mig livsglæden tilbage,” siger han med et smil.

Godt makkerpar
Han er i et stykke tid kommet hos Frk Tofts Lopper, og da han og Carina svinger godt sammen professionelt, blev de enige om arrangementet.
”Niklas er god til at reparere, og jeg kan godt lide at snakke med folk og hygge om dem. Det skal nok blive godt,” siger Carina.
Man kan læse mere om Carina her: hjertingposten.dk/carina-lever-af-og-for-sine-lopper-i-saedding.

Loppemarked ved Frk Rots Lopper i Sædding sommeren 2024. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.


Carina Toft Christensen har også fundet på andet nyt. Denne sommer har der været loppemarked for private foran Frk Tofts Lopper og salg af kaffe og popcorn inde i butikken.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tag med på en tidsrejse og oplev Myrthues ny jernaldergård – prøv en nat i jernalderen

Myrthues ny jernaldergård i Guldager indvies fredag den 30. august klokken 10-11.30.

Fredag den 30. august viser Myrthue sin ny jernaldergård i Guldager frem for pressen, politikerne og andre særligt inviterede

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

HISTORIE – En stor dag venter forude. Fredag den 30. august vises Myrthues ny jernaldergård i Guldager frem for prerssen, politkerne og andre indbudte
”Den står på fundamentet af 50 års stolte traditioner med læring, der kommer ind under huden og lagrer sig i hukommelsen på skoleeleverne. ”Den bedste skoledag i mit liv”. Sådan lyder det ofte fra de skoleelever, der besøger Myrthues jernalderlandsby, og nu får læringen og de gode oplevelser endnu bedre vilkår,” fortæller Dorte Vind, leder af Myrthue – Natur, Kultur & Læring.

Skoleelever på besøg siden 1971
”Denne dag, næstsidste dag i august indvier Myrthue nemlig sin helt ny jernaldergård, som Esbjerg Byråd satte penge af til i 2020, fordi den gamle jernaldergård var hårdt angrebet af råd og borebiller. Heldigvis har den ny gård rejst sig på imponerende vis og er klar til at danne den livagtige og virkelighedstro ramme om skoleelevernes møde med livet i jernalderen. Faktisk har skoleelever helt siden 1971 prøvet kræfter med at grutte mel, lave brændenældesuppe, ofre til guderne, fælde træer eller lukke dyrene på græs i jernalderlandsbyen i Guldager, mens de samtidig har taget vigtig læring om håndværk og historie med sig videre i livet,” fortæller hun.

Nat i Jernalderen

I Jernalderlandsbyen, Guldager Stationsvej 105, 6710 Esbjerg V  vil smeden Thorbjørn og den kloge kone Gunhild stå for selve indvielsesritualet, og der er også tid til at opleve børn i aktivitet og få lidt mad og drikke. Senere kan offentligheden nyde stedet.
Man kan læse mere om Myrthues formidlingstilbud til kommunens folkeskoler i Jernalderlandsbyen i Guldager her: ude.nu/udbyder/jernalderlandsbyen. Man kan se mere om åbne arrangementer i Jernalderlandsbyen i Guldager og Nat i Jernalderen her: kultunaut.dk/perl/arrmore/typeesbjerglive3?ArrNr=17741628. Dette link ser dog ikke ud til at virke lige i skrivende stund.

En nat i Jernalderen

Har du nogensinde overvejet, hvordan det var at tilbringe en nat i Jernalderen – siddende med din familie i langhuset ved bålets skær og høre de ældre fortælle historier om guderne og mørket?
Denne aften har du mulighed for at få lille fornemmelse for natten i Jernalderen. Vi samles ved langhuset i tusmørket og skaber os nogle indledende indtryk af tilværelsen i Jernalderen. Her var ens skæbne lagt i hænderne på gudernes vilje og naturens kræfter. Vi sanser mørket på en vandring gennem skoven, og vi forsøger at mildne Odin med et dyrebart offer.
Arrangementet er tiltænkt børnefamilier med store børn, der kan være oppe til kl. 22. Voksne uden børn er selvfølgelig også velkomne.
Deltagerantal min. 20 og max. 40. Tilmeld dig her senest 5. september.

Kontakt:
Formidler Charlotte Bruun, chbru@esbjerg.dk, tlf. 41210113.
Efter arrangementet har I mulighed for overnatning i shelters på egen hånd ved vores shelterplads. Det er gratis, men bestilling af pladser er påkrævet i dagens anledning. Max. 25 pladser. Bestil her senest 5. september.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Myrthue

 

 

Den bitre vild gulerod står i blomst lige nu

Vild gulerod (Daucus carota) star I blomst lige nu. Foto: Flagstaff Photos / Wikipedia Commomns.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her (side 8)

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her (side 9)

FLORA OG FAUNA – På denne tid af året kan man nyde både vild gulerod (Daucus carota) i blomst og med de særprægede, meget dekorative frugtstande. Vild gulerod er en nøjsom plante, forsynet med en lang, tynd, sej, hvidlig pælerod, der dufter af gulerod, ligesom når man nulrer plantens blade.

Vild gulerod er stamformen til vores kendte havegulerod, men roden mangler dog blandt andet dennes sødme, faktisk smager roden af vild gulerod ret bittert. Denne bitterhed er et kemisk forsvar mod skadeorganismer. Men nok så væsentligt kan denne lange rod hente vand op fra dybere jordlag, hvilket ikke mindst er vigtigt i tørkeperioder. Desuden er stænglen rig på styrkevæv, så den trods faldende saftspænding i tørre perioder stadig formår at holde sig oprejst og ligeså i kraftigt blæsevejr.

Planten indeholder det polyacetylene stof falcarinol, som forsvarer planten mod svampeangreb. Vild gulerod præsenterer sig udelukkende med rosetblade det første år, det efterfølgende år blomstrer planten for så at dø, den har altså et toårigt livsforløb.

For at få kræfter til at sætte stængel og blomst fylder planten det første år sin pælerod med blandt andet kulhydrater fra rosetbladenes fotosyntese, dette næringsdepot bruger planten så af det andet år år. Pæleroden kan være angrebet af gulerodsfluens larve, fluen har nemlig lagt sine æg i jorden omkring planten, hvorfra larven så er klækket og har invaderet roden.

De stive hår på stænglen kan være med til at skabe en lævirkning omkring planten og bidrager til at nedsætte fordampningen, ligesom hårene kan tjene som værn mod skadeorganismer. Nogle gange er bladene krøllet sammen og ligner kruspersille, men det kan skyldes gulerodsbladloppens sugen af bladene. De store, karakteristiske, løvbladlignende, fjersnitdelte svøbblade under skærmene er med til at beskytte blomsterne under deres udvikling.

Blomsterne bestøves af insekter, heriblandt hvepse, bier, biller og fluer. Der er mange årsager til at besøge blomsterne, nogle insekter henter for eksempel nektar og pollen, andre lægger æg i frugtknuden, nogle spiser af blomsterne, nogle parrer sig her og andre ligger på lur, eksempelvis edderkopper og snyltehvepse.

Nogle af blomsterskærmens frugter kan være omdannet til røde, opsvulmede galler, de indeholder larven af gulerodsgalmyggen. Man kan ofte se det højest besynderlige, at der i midten af den hvide blomsterskærm sidder en enlig, purpurrød, nogle gange næsten sort, gold blomst, hvis mørkerøde farve skyldes anthocyaner (blomsten kaldes derfor også en anthocyanblomst). En mulig forklaring kan være, at den purpurrøde blomst er med til at tiltrække bestøvere. Vild gulerod er ret produktiv, idet den, udover at sætte kraftige planter, snildt kan præstere 700-800 blomster i en stor skærm. Vild gulerod formeres udelukkende med frugter, også det er den rigtig god til, idet en plante typisk kan producere cirka 4000 frugter per år og endda op til 11.000, og typisk for skærmplanter er frugterne (frøene) olieholdige som næringsstof til deres spiring.

Efter afblomstring antager skærmen form som en fuglerede, ved at de ydre storskærmgrene bøjer sig opad og indad, herved spærres frugterne inde, ligesom i et fængsel med tremmer for, hvilket gør det sværere for frugterne at slippe ud, før de er modne. Den visne plante danner flotte, karakteristiske vinterstandere. Skærmene kan sågar stå helt hen i foråret, før de sidste modne frugter frigøres og spredes.

Frugterne kan desuden med deres mange krogbørster let hæfte sig til dyr, på denne måde kan frugterne transporteres vidt omkring. Frugterne kan også spredes ved, at afknækkede, indfoldede skærme (eller sågar hele planten) trimler hen ad jorden i blæsevejr, og på den måde kommer de til at fungere som en slags biologisk såmaskine, hvorfra frugterne så kan drysse ud. Sådanne tumlinge kaldes vindhekse, som også kaldes steppeløbere, strandløbere eller markløbere alt afhængig af lokalitet.

Vild gulerod selvsår flittigt, og frugterne (frøene) kan endda ligge i jorden i mere end 10 år og derved danne frøpulje. Vild gulerod hentyder dels til, at planten er ophav til den dyrkede, ikke-vilde køkkenurt haveguleroden og dels hentyder navnet til rodens farve. Carota kommer af græsk caroton for gulerod, afledt af kare i betydningen hoved, sigtende til gulerodens hovedlignende, fortykkede rod. Frø af planten er kendt fra jernalderen og menes at være indslæbt med korn og såsæd fra Sydeuropa.

I de nordiske lande har planten været dyrket siden 1600-tallet. I folkemedicin mod indvoldsorm, urinvejslidelser, prostata, kløe, fordøjelsesbesvær, forbrændinger, ufrugtbarhed og gulsot. Plantens indhold af falcarinol virker betændelseshæmmende og bakteriedræbende. Den indeholder det orangegule farvestof karotin (karoten), som ved indtagelse kan omdannes til A-vitamin. I køkkenet kan rødderne anvendes som grøntsag, i ovnretter, i supper med mere, nogen synes dog, at roden nærmest er uspiselig grundet dens bitterhed. Hele planten afgiver en duft af gulerod, frøene kan bruges som krydderi, blomsterskærme kan bruges til urtete. Vild gulerod kaldes også fuglerede, fugleklo, amagerrod, kaninrod og morrod (= spiselig rod).

Tekst: Carsten Mathiesen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Top