Leder: I skovens dybe stille kedsomhed

LEDER – Hvis man er bange for stilheden, kan Marbæk-området være en skræmmende oplevelse.

I lange perioder hører man kun vindens susen i trætoppene, bølgernes evige rullen ved stranden og måske lærkens trille, der kører i hak.

Med lidt held kan man høre en ko, der brøler sin kedsomhed udover stepperne, men selv områdets højlandskvæg er den rolige type.

Det går jo slet ikke for moderne, aktive mennesker, så heldigvis har vi mobile højttaleranlæg, beachflag, boder og eventmagere til at jage enhver kedsomhed på flugt. Der skal ske noget, og det gælder også fremtiden for Marbækgård.

Tanken og intentionen er god nok. Vi har en skøn perle af en kommunalt ejet ejendom, lige midt i smørhullet på noget af Vestjyllands dejligste natur. Det er oplagt, at flere mennesker skal lokkes ud og have glæde af området, og det kræver også, at naturen ikke er alt for besværlig.

Som en småbørnsmor påpeger inde i avisen, så ville det være fint med en praktisk base for børnefamilier, der kan bruges til at søge ly og læ med de små. Naturen har det jo med at opføre sig naturligt, og det er svært at planlægge vejrets luner.

Det er også oplagt at lave praktiske faciliteter for folk, der f.eks. vil løbe, cykle eller ro i kajak, så der måske også er et sted, hvor man bl.a. kan klargøre, vaske og opbevare grejet.

Men midt i al foretagsomheden med workshops, white boards og velnærede konsulenter med masser af velmente idéer til events, aktiviteter og organisering, er det også vigtigt at stoppe op og stille det helt enkle spørgsmål: Hvad er det allerbedste ved Marbæk?

Svaret vil være vidt forskellig fra person til person, men et godt gæt er, at ét helt specielt forhold vil gå igen hos mange: Marbæk er noget særligt, fordi det gør noget særligt ved sindet.

Det fører til næste gæt: Marbæk er noget særligt, fordi det er anderledes end den digitale hverdag med fuld fart på hvert eneste minut.

Det er alletiders sted at komme mentalt ned i gear – også selvom pulsen måske pisker afsted på en mountainbike. Her kan man også bare gå en tur eller sidde og glo ud i luften, mens der foregår – ingenting.

Som et par andre brugere peger på, skal der – også – være plads til stilhed og ro. Det er en klog pointe i en tid, hvor mange ikke har brug for flere, men færre aktiviteter. Vildtet ville også vælge stilhed.

Begge dele skal vi huske i fremtidsplanerne for Marbæk. Skab en praktisk ramme, men bevar dét, der er en knap ressource i resten af verden og hverdagen:
Fred og ro – og kedsomhed.

 

Relaterede artikler

Top