Vandpresset stiger hos både borgere og politikere

Hele artiklen i PDF-format

VANDKAMP – Store problemer med både overfladevand og grundvand i Fourfeld Ådal sætter nu også våde mærker på den kommunale valgkamp.

Problemet med vand – som bogstaveligt talt er stigende – dominerede den første del af debatten på et stort vælgermøde i Sædding Centret 4. oktober med alle de større partiers spidskandidater.

Mødet var arrangeret af Sædding-Fovrfeldt Lokalråd, hvis formand Holger Schrøder bragte emnet op fra start. Med henvisning til en række artikler gennem de sidste par år i nærværende avis efterlyste han mere konkret handling og spurgte ind til, hvad der egentlig sker på området.

Hans indlæg blev fulgt op af Jarl Thiesen fra Fourfeld, som bl.a. påpegede, Fourfeld Bæk trænger alvorligt til oprensning.

”Har vi overhovedet en vedligeholdelsesplan for vores vandløb? Det var allerede et problem i mine drengeår – hvorfor har vi så stadig problemet her i 2017,” spurgte Jarl Thiesen.

Han bor på Buntmagertoften, ned til Fourfeld Ådal, hvor man ikke bare oplever problemer med oversvømmelser ved kraftige regnskyl. Problemet kommer nu også snigende nedefra, hvor man de seneste par år har oplevet stigende grundvand (se artikel i Bolig Posten).

Måske pumpes ud

Grundejerne i området har selv bekostet dræning, som loven foreskriver. Men problemet er, at der ikke er nogen steder at dræne vandet hen, når grundvandet står 30-40 cm under jordoverfladen. Derfor har man bl.a. forespurgt til en overordnet pumpeløsning for generelt at få fjernet noget vand fra området.

”Kommunen og Din Forsyning slås om ansvaret og regningen for eventuelt at pumpe vandet ud,” lød beskyldningen fra Jarl Thiesen, da Hjerting Posten besøgte ham senere hjemme på Buntmagertoften.

Beskyldningen afvises af formanden for Esbjerg Kommunes Plan & Miljø udvalg, John Snedker (S).

”Som myndighed skal vi stille krav til Din Forsyning, og det gør vi. Hvis der er evidens for, at en pumpeløsning vil have en effekt, skal man selvfølgelig arbejde videre med det. Men der er meget stor usikkerhed om, hvilken effekt en pumpeløsning vil have, ligesom der er usikkerhed om årsagen til det forhøjede grundvand,” siger udvalgsformanden.

Ingen interne bølger

Hos Din Forsyning afviser adm. direktør Jesper Frost Rasmussen – der som bekendt er Venstres viceborgmester – også, at forsyning og kommune slås om ansvaret.

”Det kan jeg blankt afvise. Der er ikke nogen krig mellem forsyningsselskab og kommune, men et frugtbart samarbejde om at finde løsninger.”

Er det en fordel eller ulempe, at du har to kasketter på?

”Jeg har to kasketter i mange sammenhænge, men skiller jo tingene ad, så godt jeg kan. Men sådan er det jo som politiker – på nogle områder har man en særlig viden, som ikke skal ligge til last, men selvfølgelig skal udnyttes,” påpeger Jesper Frost Rasmussen.
Ville man forholde sig mere håndfast til hinanden uden dobbeltrollen?

”Nej, det håber jeg absolut ikke. Man har jo også de kommunale tekniske ledere med inde over forsyningen – det har ikke noget at gøre med, om jeg sidder der eller ej. Og selvom vi er et driftsselskab, og kommunen er myndighed, så er vi også hinandens vigtigste samarbejdspartnere. Det gør vi rigtig fint – i modsætning til andre kommuner, hvor man har tendens til at bekrige hinanden lidt mere.”

Lokalrådsformand Holger Schrøder vil følge sagen til dørs.

Lokalråd laver følgegruppe

Sædding-Fovrfeld Lokalråd har nu nedsat en følgegruppe for at ånde politikerne i nakken i håbet om en snarlig løsning for vandproblemerne i Fourfeld Ådal.

”Hensigten er at komme tættere på sagen, både for grundvandsproblemer, manglende oprensning af vandløb og forurening fra overløb,” siger formand for lokalrådet, Holger Schrøder.

”Vi vil helt klart følge sagen til dørs – også inden valget. Hvis vi får skyts nok, vil vi holde et møde med Frost, Snedker og beboerne på Buntmagertoften, inden vi skal i stemmeboksen.”

 

Læs også leder: ‘Vandgang, ventetid og masser af vilje’

Tekst:

Relaterede artikler

Top