Skeptikerne efterlyser hal i Hjerting Sport- og Kulturhus

Illustration: Krogh Arkitekter

Hele artiklen i PDF-format

 

FORENINGSHUS – Planerne har været der i mange år, og nu er pengene også på plads til Hjerting Idræftsforenings ambitiøse projekt, Hjerting Sport og Kulturhus.

Esbjerg Kommune har oprindelig afsat et rådighedsbeløb på 8,1 mio. kr., og foreningen har selv indsamlet eller fået tilsagn om 6,1 mio. kr., så anlægsbudgettet på 13,4 mio. kr. inklusive inventar er i hus.

Se det opdaterede prospekt for Hjerting Sport- og Kulturhus

Hjerting Idrætsforening (HIF) er klar til start, og kommunens Økonomiudvalg har den 8. august af budgettekniske/taktiske grunde fremrykket bevillingen fra 2019 til 2017 for ikke at ramme regeringens kollektive budgetloft for landets kommuner.

Men i takt med, at drømmen nærmer sig målstregen, breder tvivlen sig i dele af den store forening: Er det nu det rigtige projekt? Kulturhus eller idrætshal?

Skeptikerne savner en hal i det nye hus, og nu dukker debatten op igen.

HIF kort

Planen er at placere det nye HIF-hus ved tennisbanerne og den eksisterende opvisningsbane (øverst), men skeptikerne foreslår at undersøge mulighederne for udvielse af Nordvangshallen.

 

”Jeg synes, vi har brug for en hal, for der er altid problemer med haltider i foreningen,” siger f.eks. Lars Bossen, som er meget aktiv i både badmintonafdelingen og som old boys spiller i fodboldafdelingen.

”Til eksempel er min egen datter nødt til at spille badminton fra kl. 20 til 22 om aftenen i Dokken inde i byen, og det er altså sent for en 12-årig pige. Men jeg går da ud fra, at man har lavet nogle baggrundsanalyser, som viser, at der er mere brug for et kulturhus end en hal,” siger Lars Bossen.

”Vi har jo også brug for en hal til indendørs fodbold. Her har vi f.eks. oplevet at skulle spille søndag morgen kl. 9 med en flok små drenge.”

Kun penge til kulturhus

Har I ikke haft en debat om behovet i HIF?

”Jo, men her har vi fået at vide, at det var et kulturhus, der var bevilget penge til. Og hvis det bliver en succes, vil det selvfølgelig være et stort plus for Hjerting med nye aktiviteter,” understreger Lars Bossen.

”Men man skulle mene, at man kunne bygge en hal med plads til det hele, og så løser man alle problemer.”

Er det en generel holdning blandt medlemmerne?

”I badminton er der i hvert fald rigtigt mange, der ønsker sig en hal.”
Det er svært udefra at vurdere, hvor udbredt det ønske er i HIF. Men det ligger fast, at badmintonafdeling – som har oplevet stærk vækst de senere år – af naturlige grunde gerne ser mere halkapacitet, og uenigheden rækker helt ind i forretningsudvalget af HIF’s hovedbestyrelse.

Plantegning side 6 fra HIF prospekt udg 2_2_160413 reduceret

Tankerne bag Hjerting Sport- og Kulturhus beskrives i det opdaterede prospekt som en planløsning med fleksible muligheder og ’et sted, man mødes på tværs af idrætsgrene og kulturliv.’ Det samlede areal på 980 kvm skal rumme omklædning og møderum samt to store (kan slåes sammen) multianvendelige rum til aktiviteter – klik på tegningen for at se hele prospektet med grundtegning.

 

”Badminton kan ikke rigtigt bruge kulturhuset, men vi kunne godt tænke os en sportshal i stedet,” siger Henrik Poulsen, formand for HIF Badminton og medlem af hovedbestyrelsen.

DSC_7769”Vi anerkender, at fodbold har en udfordring med omklædning, men måske kunne man omtænke projektet til at rumme begge dele? Gymnastik kan måske også få en springgrav, og nogle taler også om squash,” siger badmintonformanden, som også peger på, at der simpelthen bliver for langt mellem det nye hus og den eksisterende hal ved Nordvangsskolen.

Skeptisk hovedsponsor

”Placeringen på to adresser er ikke hensigtsmæssig. Vi kan jo f.eks. ikke klæde om til indendørs sko og så gå 500 meter ned til hallen, så det ville være bedre at samle det under ét tag,” foreslår Henrik Poulsen.
En af HIFs store sponsorer har også valgt at stå frem efter at have luftet sin bekymring internt overfor HIF gennem nogen tid.

”Jeg er skeptisk, fordi der mangler halplads og omklædning. Man tilgodeser kun fodboldafdelingen, og mange tror, de får en hal i projektet, men det gør de ikke. Har man undersøgt mulighederne for en udvidelse af den eksisterende hal, så der kommer noget sammenhæng,” spørger direktør Sisse Droob fra KD Selskaberne, der bl.a. er hovedsponsor i fodboldafdelingen via møbelkæden Ingvard Christensen.
DSC_7764”Der er mere behov for en hal end en konkurrent til Jon & Dittes Hus. Så meget kulturliv har vi jo heller ikke – til gengæld er der rigtig mange børn, der gerne vil dyrke noget idræt. Det her virker lidt som: ’Projekt haves – behov søges’. Der er mange gode ting i det, men det er også mange penge, så jeg synes, vi skal tænke os grundigt om,” påpeger Sisse Droob.

Hun ønsker derfor ikke at støtte projektet, så længe der ikke indgår en hal.

Aldrig en del af planen

Hjerting Posten har været i kontakt med flere sponsorer, men lysten til at udtale sig er ikke stor – hverken for eller imod. En af de positive anfører dog, at en hal aldrig var en del af planen.

”Det har ikke været på tapetet på noget tidspunkt, og det svarer jo lidt til at sige, der heller ikke er nogen svømmehal,” siger Marco MacArtney fra ejerfamilien bag sponsoren MacArtney A/S.

”Kulturdelen er også vigtig, men det kunne være godt at få undersøgt, hvad der ellers kan være af behov rundt omkring.”

 

Formand: Fuld opbakning fra alle gennem hele processen

SAMLINGSPUNKT – Visionen er klar, og den grundlæggende form og tanke bag Hjerting Sport- og Kulturhus ligger fast.

Det fastslår formanden for HIFs hovedbestyrelse Villy Grøn. Han peger på, at bestyrelsen gennem alle årene med projektet har fået opbakning til den valgte linje med en løsning, der både kan løse pladsproblemer og blive et samlingssted for hele foreningen.

Villy Grøn HIF”Selve grundtanken er et fleksibelt hus, der kan bruges til mere end én ting, så vi kan få samling på foreningen og hele området. Andre foreninger end HIF får jo også mulighed for at komme ind og bruge huset, og som selvejende institution kan lokalerne også lejes ud til f.eks. private fester,” siger Villy Grøn.

Forbilledet for det oprindelige projekt er ’Fremtidens Foreningshus’ i Randers. Det var et pilotprojekt, der blev indviet i 2004 med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden og skulle give inspiration til andre idræts- og kulturhuse.

”Der er ikke så mange konkrete tanker for kulturdelen endnu, men vi har jo mange i og omkring HIF, der er rimeligt vakse til at få sat noget i værk. Det kan være alt muligt som f.eks. foredrag, sangaftener og intimkoncerter. I det øjeblik, vi har et sted at gøre alvor af det, kan man sætte sig ned og se på, hvad der kunne være realistisk. Vi er ikke ude på at være hverken Tobakken eller drive systematisk kulturvirksomhed på anden måde,” understreger Villy Grøn.

Hvorfor er der ingen hal i projektet?

”I bund og grund fordi der ikke er et behov for det. Den halkapacitet, vi har, kan vi faktisk se, at der står rent HIF på i flere og flere timer. Hvis vi ser på det samlede billede, kan vi ikke opnå opbakning til at samle så mange penge ind, der skal til for at få en hal.”

Hvad koster en hal?

”Aner det ikke, men jeg vil tro, at der kunne laves en skrabet udgave for den samme økonomi. Men vi har i bestyrelsen holdt fast i , at det er den her ide , og det er den, vi har fået kommunens opbakning til. Da vi satte slutspurten ind for to-tre år siden havde vi faktisk en runde på, at det er det her, vi gør. Da var der mange røster fremme på et møde for både det ene og det andet, og derefter lagde vi kursen i bestyrelsen,” fortæller formanden.

”Siden dengang er der ikke nogen, der har bragt det frem til bestyrelsen, og her er alle afdelinger repræsenteret.”

Har kommunen direkte sagt, at tilskud ikke må gå til en hal?

”Vi har jo ikke bedt om en hal. Men der er jo et stort spring fra at mangle kapacitet i kanterne og til at fylde en hal fra morgen til aften.”

Undersøgt eller ej?

Når I ikke har spurgt, hvordan kan du så vide det?

”Det ved jeg jo, for jeg er tæt inde omkring det, også i Esbjerg Idrætsråd omkring fordeling af haltider. Vi har jo også valgt, at vi synes, det er det her, vi mangler mest.”

Kunne man ikke få begge dele med en udvidelse af Nordvangshallen?

”Det tror jeg ikke.”

Er det blevet undersøgt?

”Det er blevet undersøgt, at vi ikke kan bygge på hallen nede ved Nordvang.”

Hvorfor ikke?

”Det ligger langt tilbage. Jeg kan ikke engang huske mere, om det var skolens brug eller cykelstien, eller hvad det var.”

Urealistisk at ændre

Noget kunne vel have ændret sig siden dengang?

”Siden den tid har vi vænnet os til tanken og været enige om, at det her var et godt projekt. Efter den tid har der ikke været nogen, som ikke bakkede op.”

Ville der ske noget ved at undersøge alternativet?

”Efter min bedste overbevisning er det fuldstændig urealistisk at få det vendt om nu. Det er en beslutning, der er truffet i fællesskab i bestyrelsen med alle afdelinger omkring bordet. Derfor holder vi fast i det.”

HIF har udviklet sig meget – har I analyseret behovet?

”Vi har i en årrække haft den her proces kørende, hvor der til alle møder har været fuld viden om, at det er det her projekt, klubben kører efter. Alle som er valgt til noget i HIF har sagt god for, at det er den her vej, vi skal gå.”

Ikke krav om kultur

Er kulturdelen et krav fra kommunen?

”Det er et krav fra os. Vi tror ikke på, at en ekstra hal er dét, der udvikler klubben bedst. Vi tror på i en enig bestyrelse, at det er den her vej, vi skal gå.”

Forbilledet i Randers ligger klods op ad flere haller – er det ikke en afgørende forskel?

”Der er mange forskelle. Vores projekt kommer til at ligge lige ved boldbanerne og i fornuftig afstand til Nordvangshallen.”

Ved folk generelt, at der ikke kommer en hal i det nye hus?

”Det har de i hvert fald haft gode chancer for at finde ud af. Det er bestemt ikke mit indtryk, at de tager det som en selvfølge.”

Er du helt sikker på, at det her er det rigtige projekt?

”100 pct.!”

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top