Leder: Terror i det små

LEDER

Esbjerg Kommune havde fornylig planlagt en terrorøvelse for lærere og elever i kommunens skoler. Senere blev den aflyst igen efter heftig debat og kritik, og så er den vel ikke længere – eller hvad?

Det er jo aldrig nogen skam at blive klogere.

Men når man spørger nærmere ind til sagen hos kommunens skolechef, efterlades man med flere spørgsmål end svar. Dels fordi den offentligt ansatte embedsmand simpelthen nægter at svare på nogle af de konkrete spørgsmål, som vi og en del forældre gerne vil stille.

Dels fordi svarene, der trods alt kommer, indeholder et par logiske brister.

Skolechefen vil meget gerne slå fast, at det vitterligt er nødvendigt at inkludere alle eleverne i en øvelse, og han står gerne på mål for beslutningen.

Det første afføder et ret naturligt spørgsmål om, hvad f.eks. en seksårig elev i 0. klasse rent praktisk skal have ud af sådan en øvelse?

Det fremgår af en forældreorientering, at elevernes bidrag til øvelsen er ‘at være i klassen, at de skal være stille, at eleverne skal gøre det, de voksne siger’.

Man kunne indvende, at det burde være standardpensum til hverdag, men lad nu det ligge.

Det står nemlig ikke lysende klart, hvad eleverne egentlig skulle øve sig på? Det rent operationelle behov på ’need to know’-basis må da ellers være eneste gyldige grund til at involvere de allermindste børn.

Hvorfor ellers øve anslag af en slags, som de – Gud forbyde det – forhåbentlig aldrig skal bekymre sig om? Det er jo først og fremmest skolens ansatte, der skal foretage sig noget, og nu øver de så også uden børn.

På denne plads ligger det os meget fjernt at pylre om noget som helst, og da slet ikke om børn. Verden er fuld af ondskab, og den forsvinder ikke ved at pakke poderne ind i vat.

Det fører så til næste logiske brist i skolechefens svar: Når det nu angiveligt er/var nødvendigt med en terrorøvelse for eleverne, hvorfor så aflyse den?

Hvis sure forældre og kritisk medieomtale virkelig er værre end en islamist med Kalashnikov, så skamskyder vi den sidste rest af logik.

Desværre minder hele forløbet mest om en øvelse i falsk tryghed og flueben i ringbind. Og så har terroren virkelig vundet.

At lave terrorøvelse for helt små skoleelever svarer til, at jeg tager sikkerhedssele på i min gamle 2CV.

Det er mest til ære for omverden og hjælper alligevel ikke meget, hvis ulykken rammer.

Læs artiklen: “Skolechef: Terrorøvelse var OK, men ramte forkert timing”

Hvad synes du? Giv os din mening på Facebook !

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top