Leder: Tak for fire gode år

Kære læsere

Hjerting Posten får nu en ny ejer og redaktør, Finn Arne Hansen, som du kan læse om her. Han har svoret at arbejde videre for den stærke, lokale, og journalistisk uafhængige kvalitetsavis, I kender. Tag godt imod ham og fortsæt endelig med gode tips, forslag, idéer, ris og ros. Uden jer og jeres engagement er der ingen gratis lokalavis.

Af samme grund vil den gamle redacteur også sige hjertelig tak for godt og vel fire gode år. Det har været en ære at eje og redigere Hjerting Posten, der er vokset ud af lokalsamfundet og født af engagerede ildsjæle. Det ansvar er jo nærmest borgerligt ombud, og det har vi forsøgt at leve op til.

Det værste for ethvert medie er at være ligegyldigt.
Og det er forhåbentlig også det allersidste, man kan beskylde Hjerting Posten for. Selvom avisen er lokal og uddeles gratis, behøver den jo ikke være provinsiel og tandløs. Derfor har vi forsøgt at perspektivere tingene, og vi har bidt til det knasede, når det var nødvendigt. Selvfølgelig under hyl og skrig fra dem, der kom i klemme, men så kan de – forhåbentlig – lære det.

Vi har i al beskedenhed ydet et bidrag med vores begrænsede ressourcer og frekvens. I et lidt større perspektiv kunne man ønske sig, at flere deltog i det bøvlede arbejde med at bedrive kritisk journalistik. Især fra vores lokale dagblad, hvor forretningsmodellen hviler trygt og tungt på mediestøtte og momsfrihed, kan man vel forvente mere end pressemeddelelser, Facebook-print og fokus på døde mennesker.

Påstanden herfra skal være, at meget ville se anderledes ud i Esbjerg Kommune, hvis flere medier holdt beslutningstagerne mere skarpe.

Påstanden er bl.a., at det ville give mindre af den farlige selvtilfredshed og færre uheldige sager, hvis flere blev udfordret og stillet til ansvar – i tide.

Et nyligt eksempel er børneområdet, hvor økonomien sejler rundt og har gjort det i flere år. Tænk, hvor mange års imagepleje den slags bomber i grus på få dage. Tænk på, hvad den slags gør for Esbjergs omdømme og drømme om flere tilflyttere. Hvis du tør.

Og nej – det handler ikke om ’negativ’ journalistik. Det handler om kritisk og konstruktiv journalistik med mod til at prioritere det væsentlige. Så kan de positive kræfter bedre komme i spil – med go’ energi!

Kærlig hilsen Kurt Henriksen

 

Tekst:

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top