LEDER – Det hører til ansvarets tunge åg, at man risikerer at tage fejl. At gøre noget forkert eller gøre nogen uret. Men den risiko fjerner ikke ansvaret for at gøre noget, hvor det nu engang måtte være nødvendigt – efter bedste skøn i den bedste mening.

Sådan er livet, både som forælder, lærer og politiker i den aktuelle debat om mobiltelefoner i skoletiden.

Man kan pege på, at vi lever i 2018, hvor mobiler er en del af kroppen for de fleste – selv små skolebørn. Og man kan pege på, at kuglepennen, lommeregneren og mobilen alle har én ting til fælles: De har i perioder været bandlyst i skolen. Samfundet udvikler sig jo.

Men hvem siger, at retningen er rigtig? Som altid i børneopdragelse er det nemmeste at gøre ingenting. Det er også det mindst ubehagelige, mens man venter på, at andre tager ansvar.

Man behøver dog ikke de store analyser for at se, at det er en rigtig, rigtig dårlig idé at lade mobiler forstyrre i timerne. Medmindre man direkte bruger telefonen i undervisningen, skal den da selvfølgelig lægges væk – ude af øje og ude af øre – så begge dele kan rettes mod fælles læring og aktiv deltagelse. 

Det er i grunden utroligt, at emnet overhovedet skal være genstand for debat blandt voksne mennesker. Og det er nok desværre udtryk for, at der er alt for mange bøv’er – såkaldt ’børnevoksne’ – der blander sig. Men ligesom rigtige børn skal de ikke inddrages i voksensnak, og nogle skal jo tage ansvar for de knap så populære beslutninger.

Det skal selvfølgelig ske lokalt uden central styring. Hvis en lærer eller skoleleder mener, der er et problem, så må de fjerne det. De har ansvaret for god, fælles og aktiv indlæring uden forstyrrelser.

Det ansvar er de forhåbentlig voksne nok til at tage på sig. Så må vi andre være voksne nok til at bakke loyalt op om deres beslutning.