Landgangsbroen i Hjerting i sigte

Modlys er enhver fotografs mareridt, men stående ses Peter Petersen, siddende ses Michael Jørgensen (tv.), Thorvald Børsmose, Arne Lorenzen og Ib Christensen.

De første 400.000 kroner er skaffet til en landgangsbro på Hjerting Strand

Hent artiklen fra avisen som PDF her

MARITIMT – Som man kunne læse i Hjerting Posten i oktober, så har en lokal femmandgruppe sat sig for at skaffe midler til en landgangs- og badebro på Hjerting Strand. Og det går fint fremad.
På et lille borgermøde på Hjerting Badehotel fortalte Peter Petersen fra arbejdsgruppen for nylig, at der er indsamlet 225.000 kroner i sponsorstøtte. I dag er det 400.000 kroner. Det overraskede de andre fire, men det skyldtes ganske enkelt, at beløbet lige var tikket ind! Så det højnede humøret i lokalet. Lokal opbakning er afgørende, når man går til fondene.
Lidt mere nyt havde ham også. Broen vil ikke blive afsluttet i T-form, som ellers planlagt. Det har eksperter frarådet. Den vil flyde, så den løfter og sænker sig med tidevandet.

Sådan ser den eksisterende ponton ud. Ind til stranden skal der være fem meter beton, ude for enden skal der tilføjes 12 meter ny flydebro.

Sådan ser den eksisterende ponton ud. Ind til stranden skal der være fem meter beton, ude for enden skal der tilføjes 12 meter ny flydebro. Flydebroen vil bevæge sig op og ned med tidevandet.

På stranden skal der være fem meter beton ud til flydebroen, og længst ude vil den blive forlænget med 12 meter. Første opgave bliver at lave beton-delen, så man kan komme ud til pontonen ved højvande. Esbjerg Kommune har lovet at stå for driften, men den har ikke penge til at støtte anlæggelsen.
Idéen med landgangsbroen er, at små skibe som Martha og Vadehavet plus kaner, kajakker og lignende skal kunne lægge til, og folk skal kunne springe i vandet fra den, når de skal ud at bade.
”I dag skal man ofte have waders på for at komme ud til pontonen, og den bruges stort set ikke udenfor sæsonen,” bemærkede Peter Petersen.
På mødet var der lidt debat om risikoen for, at den planlagte to-timers ’parkering’ ved broen ikke vil blive overholdt, men mon ikke der straks vil være 50 frivillige ’havnefogeder’, gættede han.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top