Heidi og Bendula hjælper gambiske børn i skole

Gennem sponsorater sørger foreningen Bendula for at fattige gambiske børn får skolegang. I år har foreningen 20-års jubilæum

Hent artiklen som PDF

Heidi Newlands ved, at hun og foreningen Bendula gør en forskel. Det kan hun se, når hun besøger Gambia, hvor hendes mand Lamin Newlands kommer fra. Ægteparret bor i Hjerting. I år er det 20 år siden, at Heidi Newlands tog initiativ til foreningen Bendula, som sponsorerer gambiske børns skolegang.
Mange af Gambias fattige børn får ikke mulighed for at gå i skole, fordi forældrene ikke har råd til skoleuniform.Det kan også være for,  børnene skal hjælpe med at tjene penge til familien. 20 års sponsorater betyder, at Heidi Newlands kan se, hvordan Bendulas hjælp gør en forskel.
”De børn jeg startede med at hjælpe, er jo næsten voksne og har børn. De er blevet mine venner, og det er dejligt at se, at de har det godt og er taknemmelige og glade,” fortæller hun.
Deres liv ville se helt anderledes ud uden skolegang.

 En gruppe af mødre, som ikke selv har fået en uddannelse, har dannet en forening, som arbejder for at få flere piger i skole. Foto: Privat


En gruppe af mødre, som ikke selv har fået en uddannelse, har dannet en forening, som arbejder for at få flere piger i skole. Foto: Privat

”Piger uden skolegang klarer sig fra dag til dag. De bliver tjenestepiger eller tvangsgift til et liv, hvor de nærmest lever som slave. Eller de arbejder hårdt i marken. Når de har høstet ti tomater, prøver de at sælge dem, så de har til ris til familien. Eller de køber peanuts i skaller, piller dem og sælger dem i en lille pose med en fortjeneste på ti kroner,” fortæller Heidi Newlands.

Besøg i Gambia hvert år
I januar kom hun hjem fra endnu en tur til Gambia, som hun besøger i en måned hvert år.
Her bruger hun næsten al sin tid på at tage rundt til de to områder i Gambia, som Bendula koncentrerer sig om at hjælpe. En privatskole på kysten og en skole, som ligger i et meget fattigt område langt inde i landet.
”Forestil dig at komme tilbage til jernalderen. Da vi kom første gang, var der hverken vand eller lys, men det er der nu,” fortæller hun.

 Heidi Newlands med sponsorbarn. Foto: Privat.


Heidi Newlands med sponsorbarn. Foto: Privat.

Der er heldigvis udsigt til, at der vil blive lagt elektricitet ud til landsbyen inden for det næste årstid.
Ud over skolegang, og hvad der hører med som bøger, skoleuniform og lektiehjælp, går pengene fra sponsorerne til 50 kilo ris til hver familie, som Heidi Newlands deler ud på sine årlige besøg. På skolen inde i landet er der desuden midler til en ekstra indsats, da det er en offentlig skole, som børnene ikke skal betale for at gå på.
Derfor har Heidi Newlands gjort en indsats for at fastholde lærere i området. Det fattige område af Gambia står ikke højt på lærernes liste over ønskejobs. Derfor har Bendula sponsoreret en lærerbygning, hvor lærerne kan bo, ligesom Heidi Newlands arrangerer kurser, så lærerne kan engagere og aktivere skolebørnene i stedet for at holde enetaler fra tavlen.
”Det er meget populært,” fortæller Heidi Newlands.
Derudover står foreningen Bendula for forskellige arrangementer og indsamlinger i Danmark, så Bendula har lidt ekstra at give ud af. For eksempel købte hun høns til nogle af familierne i år. Hun kunne også tænke sig, at Bendula kunne begynde at sponsorere de unges videre uddannelse, selv om det er langt dyrere end at sponsorere grundskolen.

Tvangsægteskaber
Heidi Newlands kan fortælle om mange skæbner fra det afrikanske land. Om tvangsægteskaber, kvinder, som bliver tvunget til at gå i burka og bliver nægtet at gå i skole. Men heldigvis også om kvinder, som stikker af fra ægtemanden og alligevel får en uddannelse og klarer sig uden sin familie. Tårerne bryder frem i Heidi Newlands øjne, når hun fortæller historierne.
Derfor giver det mening for hende at prøve at ændre det. Hun bruger meget tid på det frivillige arbejde, men det gør hun med glæde ved siden af sit arbejde som lærer på Sønderrisskolen.
”Jeg får så meget igen. Jeg får glæde og mange gode venskaber, og man kan næsten sige, det er kærlighed,” siger Heidi Newlands.

Tekst: Katrine Friisberg

Bendulas arbejde

  • Bendula arbejder på:
  • at bekæmpe fattigdom
  • forbedre børn og unges skole- og uddannelsesvilkår
  • tegne sponsorater for skolebørn og unge under uddannelse
  • og støtte skoler og lokalsamfund

Foreningen har cirka 200 medlemmer. Læs mere på bendula.dk

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top