Grønt lys til at fjerne farlig rundkørsel i Tarp

CYKELSIKKERHED – Med kommunens ønske om at flere skolebørn skal tage cyklen i skole erkender formanden for Teknik og Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S), at der er en massiv udfordring ved rundkørslen i Tarp, hvor Byvejen rammer Hovedvejen.

Derfor er der nu sat otte mio. kr. af i 2021 og 2022 til at jævne rundkørslen til fordel for en lysregulering.

”Omkring Auraskolen må vi anerkende, at der er en trafikal udfordring i forhold til rundkørslen i Tarp. Det er mildt sagt ikke ideelt at være cyklist her, og det har også været et ønske fra lokalrådet, at man bør kigge på det. Det ønske kan vi godt forstå, og vi er enige om, at det ikke er optimalt,” siger Søren Heide Lambertsen.

Men borgerne i området må altså væbne sig med tålmodighed og bede børnene om fortsat at passe på i rundkørslen nogle år endnu. Et stramt budget er grunden til, at man ikke går i gang med arbejdet med det samme.

Det muliges kunst

”Vi har et anlægsprojekt, der er enormt presset, så det var det muliges kunst. Det var vigtigt for os at få sat pegene af, for hvis vi ikke fik gjort det, så kunne det ende med at blive udskudt yderligere,” siger udvalgsformanden.

”Det handler om to ting – dels om man kan sikre de skolebørn, der skal over. Der er et bestemt tidspunkt for, hvornår de skal gå eller cykle i forhold til, hvornår trafikken kører. Og så handler det dels om, at man faktisk kan få flere biler igennem en lysregulering end en rundkørsel. Som det er i dag, kommer der mange biler fra Varde, og det gør, at der ikke kan afvikles så meget trafik fra Guldager, så der bliver kæmpe kø der. Det problem afhjælpes med en lysregulering,” siger Søren Heide Lambertsen.

Desuden udvides køresporene med mere kapacitet i det nye lyskryds.

Carsten J. Rønneby, der er medlem af skolebestyrelsen og lokalrådet i Bryndum Sogn, er glad for, at det nu ser ud til, at der bliver gjort noget ved rundkørslen i Tarp.

Usikker rundkørsel

”Jeg ville ikke have lyst til at sende min seksårige dreng over den her rundkørsel midt i myldretiden. For det er en meget usikker rundkørsel. Så det er yderst fornuftigt, hvis de vil kigge på det, for nu har de jo selv vedtaget at lægge skolerne sammen og dermed skabt trafik på tværs af vejen,” siger Carsten Rønneby.

Til gengæld er han ikke imponeret over, at arbejdet med rundkørslen først går i gang om fire år.

”Det er jo lang tid, så hvad vil de gøre med børnene imens. Politiet har selv sagt, at det ikke er en sikker vej, så vi står jo med en reel udfordring lige nu. Man har også flyttet busstoppestedet for Tarp over på den anden side af rundkørslen. Så ikke nok med, at du har børn, du har også ældre mennesker i risikozonen, når de skal over til stoppestedet,” siger Carsten Rønneby.

”Man kunne starte med at flytte busstoppestedet over på Tarup Byvej i stedet. Men jeg synes, man skal inddrage politiet og overveje, om man skal have samme løsning som andre steder, hvor bilerne skal holde. Lige nu er det cyklerne og fodgængerne, der har ubetinget vigepligt,” siger Carsten Rønneby.

Tekst:
Tags ,

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top