Stor pengegave fra Esbjerg Kommune, Realdania samt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal skal bruges til relancering og tilbygning
Hent den originale artikel fra avisen her
RELANCERING – Mennesket og havet har altid hørt sammen. Ikke mindst i Sædding, hvor Fiskeri- og Søfartsmuseet, tegnet af arkitekterne Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsen, siden 1968 har fortalt historien om livet i og ved havet. Som tiden er gået er pladsen dog blevet mere og mere trang. Nok er nye bygninger skudt op og nye faciliteter er kommet til, men med flere end 100.000 gæster årligt, er der behov for både modernisering og udvidelse. Det sker nu. Esbjerg Kommune, Realdania samt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har besluttet hver især at skyde 50 millioner kroner i en relancering – altså i alt 150 millioner kroner til en udvidelse og en ombygning af de fysiske rammer. Dermed bliver der bedre plads til de mange gæster, en fornyelse af udstillingerne samt en helt ny afdeling for børn og unge. Indretningen i foyerområdet og flowet i museet ændres, ligesom gårdrummet mellem akvariet og sælariet overdækkes til udstillinger om Havets Bund. Desuden skal laboratoriefløjen, hvis oprindelige funktion nu er flyttet ud af huset, i fremtiden være et Børnenes Museum for Havet. Projektet skal samtidig styrke museets bæredygtighed blandt andet ved at bygge om i stedet for at bygge nyt, ved at energirenovere og ved at anvende havvandskøling.
”Den generøse bevilling fra A. P. Møller Fonden og Realdania er en kæmpe gave, ikke alene til Fiskeri- og Søfartsmuseet, men også til Esbjerg. Som kommune tror vi på, at kultur og oplevelser er en af de vigtigste drivere for udviklingen af vores by og egn i fremtiden, og Fiskeri- og Søfartsmuseet er en nøglespiller i forhold hertil,” lyder det fra Jakob Lose, der dels er formand for Fiskeri- og Søfartsmuseets bestyrelse dels er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.
Ombygningen skal ske i respekt for den eksisterende arkitektur.
Tekst: Jens Bytoft
Arkivfoto: Hjerting Posten