Nu kommer cykelstien Guldager-Hjerting

Den dobbeltrettede cykelsti placeres på sydsiden af Guldagervej, og arbejdet går i gang næste år (Fotomontage: Tina Foldager).

 

CYKELSTI – Et længe næret ønske går snart i opfyldelse, når der næste år anlægges en dobbeltrettet cykelsti mellem Guldager og Hjerting.

Kommunens Teknik & Byggeudvalg har besluttet – måske foranlediget af kritisk opmærksomhed om ’supercykelbroen’ ved Esbjerg Banegård – at de såkaldte yderområder i kommunen nu også skal betænkes med fire udvalgte projekter. Ét af dem er en cykelsti mellem Guldager og Hjerting, hvor arbejdet efter planen påbegyndes i 2017.

”Vi forventer, at det bliver i starten af året,” oplyser formanden for Teknik & Byggeudvalget, Anders Kronborg (S).

”De senere år har vi investeret meget i indre by, så udvalget fandt det vigtigt, at vi nu kom lidt længere ud. Og vi har fundet et kompromis, som er bredt forankret i byrådet.”

cykelsti

 

Det lokale projekt bliver en dobbeltrettet cykelsti, som anlægges på sydsiden af Guldagervej fra byskiltet i Guldager til rundkørslen ved Sjelborgvej/Sønder Tobølvej i Hjerting.

”Der er flere grunde til, at vi har prioriteret dette projekt. Dels har vi et skoledistrikt på langs ad vejen, og dels har vi et stort foreningsliv i området i forhold til ridesport. Samtidig giver stien Guldager en mere attraktiv beliggenhed – også i forhold til f.eks. Marbæk-området, Hjerting Strand og Nationalparken. Den nye sti kommer både borgere og turister til gavn i hele området,” fremhæver Anders Kronborg.

Han sender lidt af æren for udvalgets opmærksomhed til Guldager Lokalråd.

”Vi må også erkende, at Guldager har været meget aktiv og dygtig til at gøre os opmærksomme på problemerne på strækningen. Derfor lavede vi jo også fartbegrænsning på 60 km/t for et par år siden, og nu får vi så den optimale løsning for cyklisterne.”

Projektet har et budget på 4,2 mio. kr. inklusive eventuel ekspropriation af jord.

 

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top