Mobilfri skole for de ældste elever i Sønderris

Eleverne i overbygningen på Sønderrisskolen afleverer deres mobil om morgenen og får den først, når klokken ringer ud sidst på dagen

Hele artiklen i PDF-format

SAMVÆR – Flere har svært ved at finde en grimasse, der kan passe. Der tænkes tydeligvis, så det knager. What!? Hvad har de tænkt sig? Hvordan overlever jeg syv stive timer uden min mobil?

Men der er ikke så meget at tænke over denne mandag morgen på Sønderrisskolen. Sådan er det bare. Og det er ens for alle.

Hjerting Posten er taget med til skolestart efter ferien. Og eleverne har lige modtaget det glade budskab, at mobilerne fra nu af skal lægges i et skab i klassen, som først bliver låst op, når de får fri klokken 15.

Men selvom flere elever ser lidt betænkelige ud, kommer det hverken til mytteri eller skoleskyderier på morgenmødet.

De har trods alt prøvet det før. I sidste skoleår blev der gennemført et forsøg over tre uger, og nu er ordningen så gjort permanent for alle i 7. til 9. klasse.

”Det var personalegruppen, der tog initiativet sidste år. Vi kunne jo se, hvordan fokus blev fjernet for hver eneste forstyrrelse fra telefonen,” fortæller Anders Mischorr-Boch, der er lærer på Sønderrisskolen.

Stadig tablet og PC

”I pauserne sidder man jo også og skriver og checker sin profil. Det kan man stadigvæk, men vejen er bare blevet lidt længere, for man kan stadig bruge sin tablet eller bærbare i pauserne. Og hvis det er relevant som redskab i undervisningen, kommer mobilerne jo også frem.”

Skoleleder Torben Mørup (t.v.) og Anders Mischorr-Boch, der er lærer på Sønderrisskolen, checker deres mobiler i skoletiden. Ulovligt – men dog på fotografens foranledning…

Hvad svarer du, hvis f.eks. en mor siger, hun skal have livstegn fra barnet flere gange dagligt?

”Så er der flere muligheder. Hvis det er et must, så må man ringe til læreren via skolen. Og ellers må man jo lære sit barn, at nogle ting godt kan vente. Hvis der er noget, der er
relevant information, skal de nok få det at høre. Det er et spørgsmål om tillid – både til ens eget barn og til personalet.”

Er det også noget, forældrene skal lære?

”Det er det helt sikkert.”

Skoleleder Torben Mørup, der har ansvaret for alle Aura-skolerne – eller hvad de nu hedder denne uge – ser gerne, at ordningen breder sig til de andre afdelinger.

”Jeg synes, det grundlæggende er en god ide. Frikvarterer handler jo om at have fri – ikke at være på hele tiden, hverken i undervisningen eller på sociale medier,” påpeger Torben Mørup.

Han peger også på, at mobiler får børnene til at kommunikere med forældre i stedet for lærerne, hvis der f.eks. er konflikt. Mørup vil dog ikke indføre ordningen fra centralt hold, men det er drøftet med elevrådet, om det kunne være en opgave for dem.

Ingen protester – måske

Denne morgen har der foreløbig ikke været nogen negative reaktioner fra forældrene.

”Jeg har ikke fået nogen, og det kunne jeg ikke forestille mig,” siger Anders Mischorr-Boch.

”Men jeg har også først skrevet det ud i går aftes, og jeg må jo ikke checke min telefon, såe…”

Jasmin Brauckhoff Bønnelykke, 7A, 13 år

Hvad siger du til mobilfri zone?

”Jeg synes faktisk, det er en fin ide.”

Har du selv brugt mobilen meget i skolen?

”Nogle gange, men vi piger spiller for det meste kort.”

Simon Juel Nielsen,
7A, 13 år

Hvad siger du til mobilfri zone?

”Det er lidt nederen, men på en måde også fint.”

Har du selv brugt mobilen meget i skolen?

”Ja, jeg bruger den meget. Og ellers spiller vi fodbold udenfor.”

Tekst:

Relaterede artikler

Top