Leder: Kom ind i kampen

LEDER – Eftersom du læser dette i en go’ gammeldaws avis, er du næppe i målgruppen. Men når du er færdig, bedes du folde papiret tre gange og give et klask i nakken til nogen af dem, der sidder med hovedet bøjet over Facebook og anden digital fastfood.

Når du har deres fulde opmærksomhed – og her skal du nok være hurtig, inden de ’swiper’ væk igen – så mind dem lige om det der med valget den 21. november. Nogle af dem vil ryste på hovedet, kigge vantro på dig og sige: ’Hvorfor det – det er jo kedeligt’.

Lokale kandidater fortæller, at de jævnligt møder
normalt begavede og numerisk voksne mennesker,
der lufter den holdning. Som om det lokale demokrati var ren underholdning på linje med kattevideoer, bagekonkurrencer og danseshows! Politik ligner måske et realityshow nogle gange. Men vi kan jo ikke gøre vores eventuelle deltagelse i demokratiet til et spørgsmål om underholdningsværdi.

Det er ikke bare dovent og umodent. Det er en hån mod alle dem rundt om i verden, der ville give deres liv – og ofte gør det – for at få lov til at stemme.

Kandidaterne til byrådet kunne også selv stramme op og komme ind i kampen. ’Det er jo vigtigt, at I får præsenteret de lokale kandidater,’ sagde en håbefuld én af slagsen, da han ringede til os med forslag om en præsentation af ham og de øvrige.

Det er så første gang i tre år, vi overhovedet hører fra manden, som allerede sidder i byrådet – og sjovt nok har en masse tanker for lokalområdet lige nu…

Nogle kandidater klager også over den manglende deltagelse i vælgermøder, men de kunne passende selv stoppe med at skræmme folk væk. F.eks. kunne
de  få ’civile’ vælgere til valgmødet i Hjerting forleden dårligt være der for partisoldater, som fyldte alt for meget – også i kampen om taletid.

Og når man hører en kandidat, der allerede sidder i byrådet, promovere sig selv med alenlange spørgsmål – selvom partiets egen spidskandidat er med i panelet –
så er det ikke bare dårlig demokratisk stil. Det er i det hele taget dårlig stil og gift for vælgernes interesse.

Men husk at stemme og husk alle løfterne. Og til de kære kandidater: Husk vælgerne i hverdagen – også de næste fire år efter valget. Rigtig godt valg til alle!

 

Tags

Relaterede artikler

Top