Jul for fulde gardiner i hele området

JULERIER – Det syder og bobler af juleaktiviteter i 6710. Ikke en skole, ikke en landsby, ikke et ældrecenter, indkøbscenter eller børnehave undlader at lave julesjov og julehygge Så I må leve med, at julen præger denne avis. Vi kan nemlig godt lide jul her på redaktionen.
Den mørke tid, vi er i, kalder jo også på lys, fest og hygge indendøre. Med det regnfulde vejr er der jo heller ikke mange muligheder for at gå sig en tur i en frostklar vinterskov.
Selv de gamle vikinger holdt i øvrigt jul. De kaldte den jól. Her blev der ædt og drukket og slået på tæven for at fejre vintersolhverv. Det lyder jo næsten som noget, vi kender fra livlige firmajulefrokoster.
I dag er julen koblet op på Jesu fødsel, men at få betegnelsen Kristmesse – Christmas – til at slå igennem i det gamle vikingeland er aldrig lykkedes. Men det er måske meget godt. Jul lyder mere nordisk og hyggeligt.
Så glædelig jul, kære læsere!

Tekst: Finn Arne Hansen

Sikken trængsel og alarm…

Julemanden på loftet over Jon og Dittes Hus var nem at vække i år. Og han kunne trylle...

Julemanden på loftet over Jon og Dittes Hus var nem at vække i år. Og han kunne trylle…

Jul i Hjerting faldt på en sjælden dag med godt vejr, og det gav trængsel i byen og i teltet ved badehotellet

JULERIER – Hold da op, sikken trængsel og alarm. Søndag den 17. november var en af de få efterårsdage uden regn og rusk, og det fik i den grad folk fra nær og fjern til at myldre til Jul i Hjerting, centreret omkring Jon og Dittes Hus, Gammel Guldagervejs afslutning og Hjerting Badehotels parkeringsplads, hvor det store juletelt med salgsboder og aktiviteter for børnene var.
Trængslen var allerede slem, da julemanden, der traditionen tro snorksov på loftet over Jon og Dittes Hus, skulle vækkes klokken 12. Mange børn havde svært ved at se noget, så her er der brug for en kløgtig idé til næste år.
Han var nu rimeligt nem at råbe op i år, og da han stak hovedet ud, var han frisk til tryllerier med det samme. Det ene øjeblik var malebogen kun med sort-hvide tegninger, det næste øjeblik var den fuld af flotte farver – ikke dårligt. Herefter uddelte han gaver og drog ud i byen, hvor Spar Nord også havde sørget for heste- og ponyridning.
I teltet sørgede meget travle Meny-medarbejdere for lækre smagsprøver, mens Hjerting Erhvervsforenings folk var så smarte et stille med en lukket, elektrisk grill, så røg og grill-os ikke forstyrrede nogen, mens de langede frankfurtere i hobetal ud til de lækkersulte gæster.
I teltet kunne man også købe snaps, nips og andre julegaver, og i år var Hjerting Posten og Spar Nord rykket ind med et børnehjørne med malebøger. Samtidig var der indkøbt et bordfodfold-bord og et bord med airhockey. De lidt større børn på 12-16 år, som var tiltænkt en rolle som kombattanter i to turneringer, udeblev dog. Men de lidt mindre børn og deres forældre morede sig fint. Det forhøjede dog støjniveauet i det til tider meget fyldte telt, må vi nok erkende.
En sjov klovn, Lasse Langfod, havde sit meget unge publikum i sin hule hånd hen på eftermiddagen.
Kommer Jul i Hjerting igen i 2020? Det tør vi godt vædde en nissehue fuld af godter på!

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Børn i kø efter gratis chokolade

På 10 minutter var chokoladekalenderne væk i Sædding Centret.

På 10 minutter var chokoladekalenderne væk i Sædding Centret.

CENTERJUL – I disse krænkelsestider kan man løfte hatten for at Sædding Centret tør fastholde traditionerne med årets store, mekaniske juleudstilling, vækning af julemanden, uddeling af julekalendere og julemænd på centertorvet her i december. Og da en julemand lørdag før advent uddelte chokoladekalendere til børnene, var alle heldigvis bedøvende ligeglade og overhovedet ikke krænkede, om de så havde kulør som lys chokolade eller mørk chokolade. En udpræget køkultur og selvjustits gjorde, at de 100 gratis chokoladekalendere var uddelt på under 10 minutter, ganske uden gråd og tænders gnidsel!
cbd

Dans om juletræet på Esehuset

Der var trængsel om juletræet i Esehuset.

ÆLDREJUL – Esehusets juletræsfest for beboere, pårørende, medarbejdere, frivillige og deres familier sprængte alle rammer. Og med hele 70 børn blandt de næsten 150 deltagere må det siges også at være børnenes fest.
Opbakningen var så stor, at caféens lokale ikke kunne rumme alle, så også i mellemgangen var dækket festligt op til julehyggen.
En julemand havde lagt vejen forbi og sammen med plejecentrets egen ’julemor’ – aktivitetsmedarbejder Britta Seifert – fik de hurtigt gang i både fællessang og dans om det store juletræ, godt hjulpet af duoen Lene og Gitte.
cbd

Nød den gode lyd af en fiskekutter

Der var stort rykind fra morgenstunden på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Foto: Claus Brinch-Danielsen.

Der var stort rykind fra morgenstunden på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Foto: Claus Brinch-Danielsen.

MUSEUMSJUL – Fiskeri- og Søfartsmuseets motorværksted var en publikumsmagnet, da der var julemarked. Puf-puf-lyden af de gamle éncylindrede kuttermotorer fremkaldte både smil på læberne og erindringer om et aktivt liv på havet frem blandt mange af de ældre besøgende.
I år var der 19 forskellige stande med husflid, kunsthåndværk og julesager. Udendørs solgtes vadehavsprodukter, og der var arbejdende stande og værksteder. Mange udstillere var både anden og tredje generation! Tombola, hestevogne, shantykoret Capstan og orkesteret EKKO var med til at løfte stemningen.
-fina

Julemarked på Bytoften i Hjerting

Brugerrådet og støtteforeningen sørgede for et hyggeligt julemarked på områdecenter Bytoften.

Brugerrådet og støtteforeningen sørgede for et hyggeligt julemarked på områdecenter Bytoften.

PLEJEHJEMSJUL – Den 30. november inviterede Områdecenter Bytoften i Hjerting igen til det traditionelle julemarked med salgsstande, levende musik, gløgg og æbleskiver, arrangeret af dets brugerråd og støtteforening. Ved årets marked solgtes kom-i-julestemning-rekvisitter fra 11 stande, fra centrets café solgtes smørrebrød, øl og sodavand. Tre harmonikaspillere fra SIVA sørgede for den rette julestemning.
Allerede den 2. december var foreningerne igen aktive i centret med julebanko, med præmier fra de handlende.
cbd

Relaterede artikler

Top