Fællessang – sammen og hver for sig!

Hent kronikken som PDF

KRONIK – I skrivende stund er det præcis 100 år siden, Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Siden nederlaget i 1864 havde grænsen gået ved Kongeåen, men nu kom grænsen til at ligge, der hvor vi kender den i dag.
Den mellemliggende periode under preussisk/tysk herredømme var præget af store omvæltninger for områdets dansksindede borgere, som udgjorde størstedelen af landsdelens befolkning. Danske unge mænd skulle nu stå til rådighed for den preussiske/tyske hær, og man anslår, at omkring 5.500 sønderjyder faldt under tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig.
Fra 1880’erne, hvor grebet om de dansksindede strammedes, blev tysk indført som eneste undervisningssprog i skolen, ligesom mange andre tiltag blev sat i værk for at svække danskheden og dermed styrke tyskheden. Det skal retfærdigvis nævnes, at den danske stat havde ageret på lignende vis over for den tysksindede del af befolkningen efter sejren i 1. slesvigske krig.
Et af tiltagene var, at man ikke uden videre kunne samles og synge danske sange. Der var sange, der var forbud mod at synge. Det gjaldt sange som Der er et yndigt land, Kong Christian stod ved højen mast og naturligvis protestsangen Det haver så nyligen regnet.

De forbudte sange
Det forhindrede dog ikke sønderjyderne i at synge de ’forbudte sange’. Den blå Sangbog, som var sønderjydernes fortrukne, indeholdt således blanke sider, hvor de pågældende sange skulle have været trykt. Kunne man dem ikke udenad – hvilket langt de fleste kunne – havde man her mulighed for selv at skrive dem ind i sangbogen. Foreslog én blandt forsamling, at man for eksempel skulle synge sang nummer 142, og siden viste sig at være blank, så vidste alle, hvilken sang det drejede sig om, og straks sang alle af karsken bælg, alt imens én holdt vagt i tilfælde af, at en tysk gendarm skulle komme forbi.
Men hvad er det egentlig fællessangen formår og gør ved os? Igennem 500 år har vi sunget salmer i kirken, og en gudstjeneste uden menighedens fællessang ville være utænkelig. På fodboldstadionerne bliver der sunget med på slagsange. Til konfirmationer og bryllupper laves der lejlighedssange og så videre.
Og endelig har vi igennem den seneste tid under coronakrisen sunget sammen – hver for sig, når Mads Steffensen og Phillip Faber på DR1 har ført os gennem den danske sangskat med høje seertal.
Hvorfor? Ja, det rent videnskabelige svar er, at når vi synger, føler vi os godt tilpas, fordi sangen frigør endorfiner, der fremkalder en lykkerus. Man bliver glad af at synge.

Sang ophæver skel
Men samtidig er fællessang også den hurtigste måde at knytte folk sammen på.
Den ophæver de skel og forskelle, vi oplever i hverdagen og bringer os sammen. Ens egen stemme smelter sammen med andre.
Og endelig tror jeg, at fællessangen er med til give os sikkerhed, når vi oplever noget uvant og føler os udfordret. Ligesom de kirkelige ritualer giver en form for tryghed i en uoverskuelig situation som ved en begravelse, ja sådan får fællessangen os til at føle os trygge, når vi på den ene eller anden måde er under pres.
Fællessagen får os til at føle os i samme båd. Derfor sang sønderjyderne. Derfor opstod alsangen under besættelsen, hvor det var godt at vide, at folk rundt omkring i landet sad ved deres radio og sang med på de samme sange. Og derfor har vi nu sunget – hver for sig.

Sognepræst Brian Bannerholt, Guldager Kirke har skrevet månedens kronik. Foto: Guldager Kirke.

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top