Et billede på fortidens stovte fiskere

fisker-fritINSPIRATION – Tre stovte fiskere på et gammelt fotografi har dannet forbillede og inspiration for skulpturen ’Hjertingfisker’.

Den nøjagtige datering af billedet fortaber sig i historien – det menes at være fra perioden 1910-1920 – men til gengæld ved man, hvem det er med på det: Fra venstre ser man Ole Andersen, onkel til vore dages Ole Andersen, der bl.a. er medstifter af Esvagt og primus motor bag skulpturen. I midten ser man Kristian Madsen, og manden til højre er Søren Mathiesen.


Tre-i-én skulptur

”Vi overvejede i starten at lave en skulptur af alle tre, men det blev for stort i udtrykket. Så ’Hjertingfisker’ er et ’sammenkog’ af de tre mænd på billedet,” fortæller sten- og billedhugger Thomas Kjær Andersen, der har skabt skulpturen.

Billedet er taget foran ishuset i Hjerting – vel at mærke ikke Stryhns, men huset med isblokke til køling af fisken. Og Madsen i midten har set sit snit til at lufte det pæne tøj til lejligheden.

Det stovte udtryk

”Han har sikkert været oppe og skifte tøj, inden billedet skulle tages, for sådan en fin skipperjakke havde man ikke på til havs. Og så er der er jo ikke noget med at smile – det var skam en alvorlig sag at blive fotograferet dengang,” siger Thomas Kjær Andersen.

Han har arbejdet meget med at fange det helt rigtige, stovte udtryk i sin skulptur.

”Han er jo vestjyde. Der skal ikke noget stort ud af det, men alligevel er han stolt af at vise fangsten frem. Så det handler om at fange balancen i det udtryk.”

Der er også en hel del tekniske forhold at tage hensyn til.

Skulpturen er hugget ud af én stor sten, en granitblok af typen Blå Rønne, der som navnet antyder kommer fra Bornholm.

Og for at sikre stabiliteten skulle skulpturen have nogle faste støttepunkter, bl.a. den store kuller, han holder i højre hånd. Det skulle være en af de store i såkaldt ’jumbostørrelse’, så den kan nå ned til jorden og støtte.

Af samme grund er tungen på fotoet byttet ud med den større pighvar, så den når helt ned til kurven.

’Hjertingfisker’ rummer i øvrige sine små hemmeligheder og finurligheder for det skarpe øje og åbne sind…

Tøjet er selvfølgelig også autentisk lige fra sokkel til sixpence. Læderstøvlerne er af typen, der er nittet på træsko med kobbersøm, så de bliver til træskostøvler. Bukserne er vadmel, og der er en langærmet undertrøje under den solide stræksweater. Selvfølgelig med ærmerne smøget op – man er jo på arbejde!

Alt sammen hugget ud med hammer og mejsel i hård granit med alle de hundredvis af bittesmå detaljer, der gør skulpturen levende og troværdig, helt ned til f.eks. rynkerne på trøjen og prikkerne på pighvarren. Alene den fisk tog i øvrigt en måned at lave.

’Hjertingfisker’ er kommet til verden med hjælp fra en projektgruppe af gode Hjerting-borgere med Ole Andersen som primus motor og fire virksomheder som sponsorer:

Hans Sme’ Aps, Henning G. Kruse Holding A/S, Thorvald Børsmose Holding Aps og Niels Arne Hounisen Holding Aps.

7.760 målepunkter

Første skridt var en lermodel i 60 cm højde, som projektgruppen godkendte til UG. Siden fulgte en 1:1 model i fiberbeton, der er blevet brugt som reference og til målepunkter i et sindrigt apparat på skinner.

7.760 målepunkter, 4.300 arbejdstimer og et ukendt antal søvnløse timer senere står han er så.

Stolt og stovt – på den strand, der skabte grund-
laget for hans liv og det Hjerting, vi kender i dag.

Tekst:

Relaterede artikler

Top