“Stenen taler til mig – helt bogstaveligt”

Hele særtillægget om Hjerting Fisker i PDF-format

PROFILEN – Hjertings nye solide granitfisker hviler på sand. Men det er hverken ustabilt eller på nogen som helst måde tilfældigt.

’Hjertingfisker’ står selvfølgelig på stranden med sin fangst, men ikke nogen tilfældig strand. Han står på Hjerting Strand. Og på Hjerting-sand.

”Jeg har lavet mange undersøgelser af, hvilken vinkel, sandet skal ligge i, så det er også autentisk. Sand på Fanø eller i Blåvand ville falde anderledes end det grovkornede sand, vi har i Hjerting. Så det har jeg også gået og nørdet lidt med,” fortæller sten- og billedhugger Thomas Kjær Andersen.

Billedgalleri:

Den lille detalje siger alt om manden bag værket. Her er ingen lette løsninger og ingen lave gærder, hvis det føles mere rigtigt at klare forhindringen på anden måde. På den rigtige måde.

Den 38-årige kunstner fra Hjerting gør arbejdet færdigt. Om det så skal tage en måned at lave en enkelt fisk. Det skulle det. Og han har høstet stor og velfortjent ros for værket, der er både hans svendestykke og gennembrud som kunstner, hvis der er nogen retfærdighed til. Selvom han egentlig helst er fri for titlen ’kunstner’ og hellere vil kaldes håndværker.

dsc_0100

I to år har han – med onkel Oles ord – ’stået alene og banket på en sten’ i et meget beskedent værksted lidt udenfor Hjerting. Kun i selskab med sig selv og sin forfader, som han møjsommeligt har mejslet til live og hentet ud af en granitblok.

Thomas Kjær Andersen er bogstaveligt født ind i projektet. Hans onkels onkel er en af de tre fiskere på det gamle foto, der har givet inspiration til skulpturen. Og undervejs i projektet er der dukket endnu flere forbindelser og tildragelser op, der ligner en forudbestemt skæbne for, at netop han en dag skulle skabe netop den her skulptur.

Praktisk kunstnertype

Talentet har han altid haft, selvom han er alt for beskeden til at prale ret meget med det.

”Det føles meget, meget naturligt for mig, når jeg står med mejsler. Så kan der lige pludselig gå en time med det, hvor jeg bagefter tænker: Hvad har jeg egentlig lavet? Så støver jeg det af og ser, at det er jo egentlig godt nok,” siger Thomas Kjær Andersen, når man spørger til hans naturtalent.

Og han ejer en unik kombination af det kunstneriske og praktiske, som giver mange fordele i et projekt som ’Hjertingfisker’. Thomas Kjær Andersen tog først en uddannelse som murer – egentlig med tanke på senere at blive arkitekt – fulgt af et halvt år på kunstlinje på en højskole i Odder. Så arbejdede han et års tid som murer for at finansiere en tur til Afrika. Som 23-årig tog han et halvt år til en kunstnerlandsby i Zimbabwe, og det har også præget ham.

dsc_0152”Jeg fik den afrikanske stilart og levevis ind under huden og lærte at se værdien i simple, materielle ting,” siger han om opholdet i en lillebitte ’negerhytte’ med strå på taget og komøg som vægge i en landsby, hvor alle var tæt på hinanden.

”Nærmeste parallel, jeg kunne drage, var til Hjerting. Folk siger nogle gange som en dårlig ting, at alle kender alle. Men det er jo dét, der er fordelen i et lille samfund. Man skal kende hinanden for at kunne hjælpe hinanden.”

Barndom på stranden

Fremmede kulturer var dog ikke just fremmede for ham. Faktisk talte han engelsk, før han lærte dansk. Som to-årig rykkede familien til Papa New Guinea nord for Australien, hvor faderen Andy Andersen fra Hjerting havde projektarbejde for Danida med sit firma Dan Marine.

Da Thomas var seks, vendte de hjem til familiens rødder i Hjerting og endte på Strandvejen 15. Næsten nabo til den nye skulptur, i et hus der blev købt af enken til Ole Andersen den ældre, en af fiskerne på det gamle foto. Her har lille Thomas leget på stranden, levet sig ind i fantasier og lært ormegravning og andre fif af de gamle fiskere.

dsc_0147

Det er endnu en af de mange links for kunstneren, der blev uddannet som bygningskonstruktør og stenhugger efter turen til Afrika. Håndværket er i orden. Men det var det egentlig også, før han fik papir på det. Evnerne var der allerede, og målet var at blive billedhugger.

”Jeg elsker at arbejde i sten. Der er ikke et andet materiale, jeg kan stå inde for på samme måde. Jeg ville aldrig kunne sælge en gummifuge eller et kemisk produkt! Sten er et naturprodukt, som kan have svagheder og nuanceskift i farven, men det er Moder Naturs eget materiale. Og man kan nærmest give 1.000 års garanti, hvis man behandler det ordenligt,” lyder det ivrigt.

Mærk stenens humør

”Kommer der endnu en stor stormfold en dag, så sker der ikke noget med fiskeren her. Han ligger bare under sandet, og så kan de finde ham igen om 1.000 år. Det kan en tømrer ikke garantere,” griner Thomas.

Så sten fascinerer dig?

”Ja, det er det udtryk, sten giver. F.eks. udtrykket af en stensøjle, der står ved et parlament. Sten kan bare et eller andet – gøre det autoritært og troværdigt. Man siger jo også, at man er stensikker.”


Sten er vel dødt materiale?

dsc_0168-fritskrab”Ja, men for mig er det utroligt levende og nogle gange svært at holde styr på. Se f.eks. hvordan det ånder lige nu og hiver fugten ud af luften. Det opfører sig på forskellige måder alt efter temperatur og fugt. Man kan få fuldstændig farveskift fra en hvid til en næsten sort sten. Det handler også om at kende stenens styrker og svagheder. Det handler om at kende den sten, man arbejder med,” lyder det næsten kærligt fra Thomas Kjær Andersen.

”Og det handler om kende stenens og dens humør. Det sker på stenens præmisser – man skal jo fortolke sin ide gennem værktøjet og over i stenen. Alle dele skal være enige, for at det lykkes. Enten har man arbejdet for hurtigt, så stenen smadrer, fordi man ikke har haft tankerne med og har overset en åre, eller værktøjet har været for sløvt. Der er næsten altid kun sig selv at bebrejde, hvis der sker noget.”

Hvad gør man, hvis man hugger forkert – det er jo ét stort stykke?

”Det har jeg heldigvis ikke så meget erfaring med… Men man opdager ofte svagheder i stenen ved hjælp af følelsen eller lyden, når man slår på dem. For mig er det f.eks. perverst at arbejde to mand på samme sten. Det er min klang, og når jeg slår på den, kan jeg mærke op gennem mejslen, om jeg skal justere lidt. Hvis der står en anden stenhugger og banker i den anden ende, er det som at høre to radiokanaler på én gang. Det kan man ikke,” fastslår Thomas Kjær Andersen.

Stenens sprog

”Stenen snakker til mig –bogstaveligt talt. Hvis man kommer ind på en bestemt vinkel med mejslen, så begynder den at flage på en anden måde,  og så er det fordi man er kommet ind på en åre på en forkert måde. Der er årer i sten – ligesom i træ. Jeg kunne snakke om det i timevis.”

Tekst:

Relaterede artikler

Top