Hjerting Koret måtte optræde med besætning på kun ni og en dirigent
Hent hele artiklen som PDF her
JUL – Decemberaftenens travlhed, mørke og kølighed på parkeringspladsen ved Meny i Hjerting stod i skærende kontrast til roen, lyset og varmen hos naboen – Hjerting Kirke – da Hjerting Koret om aftenen den 8. december gav tre intimkoncerter.
Grundet Covid-19, var koret splittet op i tre forskellige grupper som klokken 18, 19 og 20 hver gav en lille times stemningsfuld mulighed for individuel eftertænksomhed i det enkle, men smukke kirkerum med Arne Jacobsens utraditionelle altervæg med det sprængte kors som baggrund for korets sange til tiden.
Nej tak til klapsalver
Det stramme program gjorde, at korleder Lisbeth Aagaard Rahn begyndte med at opfordre publikum til at undlade at klappe mellem de enkelte numre. I stedet kunne man samle eventuelle klapsalver til sidst. Derved ville der blive tid til i alt ni numre. En opfordring, som flere blandt publikum havde lidt vanskeligt ved at leve op til i starten. Det virkede da også en smule akavet, men publikum viste til sidst sin åbenlyse påskønnelse for korets indsats.
Til hver optræden var kirkerummet fyldt med det maksimalt tilladte publikummer, som blev holdt adskilt med tydelige blændskilte på bænkene, så folk ikke havde mulighed for at komme i nærkontakt med andre end dem, de selv ankom med.
Trods restriktionerne, afstandskravene og håndspritten lykkedes det koret og kirken i fællesskab at skabe en meget smuk og stemningsfyldt aftenstund for de få, som var heldige at have fået plads, inden julens travlhed for alvor sætter ind.
Tekst og foto: Claus Brinch-Danielsen