Skål på pubben for Hjertings julemand og hans hjælperne

Indehaver Jill Kristensen og julemand Tim Percival studerer nogle af de mange breve.

Stamgæsterne på Pub Kaktus samler ind til julemandens lokale hjælpere

Hent hele artiklen som PDF her

SAMFUNDSSIND – Et værtshusbesøg er mere end øl og smøger. Det er også socialt sammenhold og en oase for enlige. Således også på Pub Kaktus i Hjerting.
Her samlede stamgæsterne i løbet af 14 dage i november knap 700 kroner ind i form af byttepenge eller direkte donationer – og de fortsætter frem til jul. Pengene går til Julemandens Postkasse og Julemandens Hjælpere, som efterhånden er blevet en tradition i Hjerting.
Tim Percival og familien, som har boet i Hjerting i otte år, fik for fem år tilbage idéen til at prøve at videreføre Tim mors juletradition fra Sheffield i Midtengland. Det blev hurtigt et tilløbsstykke. Folk valfarter i skumringen til Julemandens Postkasse på Engvænget, hvor julemanden ofte vinker til børn.

Lokale børn ved julemandens postkasse på Engvænget i Hjerting.

Lokale børn ved julemandens postkasse på Engvænget i Hjerting.

Økonomisk kanebrud
I år var et økonomisk kanebrud dog tæt på, da ’julemandens lokale hjælper’ har mistet sit job. Gode råd var dyre for familien, der normalt betaler det hele selv.
Et opslag i facebookgruppen For os der bor i Hjerting, har dog givet en økonomisk håndsrækning og praktisk opbakning.
Sidste år lagde 300 børn et brev med enten en hilsen, en tegning, en sut eller et ønske i Julemandens Postkasse. I år nok flere. Alle får en personlig hilsen fra julemanden – eller hans familie, da Tims skriftlige dansk endnu ikke rækker helt til en børnevenlig korrespondance… En frankeret svarkonvolut med adresse vil hjælpe gevaldigt.
En af de voksne fortalte på stedet, at alle børn i en børnehave sidste år lagde breve i postkassen – og fik et personligt svar!
Traditionen kan støttes på MobilPay på 51 25 47 80. Hjælp til udbringning af nogle af de mange julehilsner vil også blive meget værdsat

Tekst og foto:
Claus Brinch-Danielsen

Tekst:

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top