Ro i klassen !

ROKONKURRENCE – Der blev knoklet, svedt og grinet, da Esbjerg Roklub i to omgange lagde vejen forbi Hjerting Skole med to romaskiner under armen.

Besøget var et led i konkurrencen ’Danmarks Stærkeste Klasse’, som arrangeres af Dansk Forening for Rosport i samarbejde med de lokale roklubber og interesserede skoler.

De stærkeste klasser kvalificerer sig til landsfinalen, men overordnet er formålet mere motion til eleverne, og flere medlemmer til rosporten.

”Det primære for os er at få vores ungdomsafdeling op at stå igen, men vi synes også, det er hammersjovt,” fortæller Lars Kruse Hansen, fra Esbjerg Roklub, der er den lokale tovholder.

”Vi er en flok på 20-25 pensionister i klubben, som er gået i krig med det her, og vi er 12 herude i dag.”

De hyggede sig med at instruere eleverne, som gik til sagen med masser af go’ energi. Der var fuld gang i roklubbens to professionelle maskiner, og sveden sprang, da Hjerting Posten kiggede forbi.

Er nutidens unge nogle musearme eller hva?

”Nej, for der er faktisk nogen, der virkelig kan præstere i maskinerne her.
Vi kan jo se på displayet lige præcis hvor mange Watt, de trækker og dermed kalorieforbruget,” fortæller Lars Kruse Hansen.

”Så har vi også nogle øvelser, hvor de tager det på tid, og det går de jo vældigt op i. Nok specielt drengene, men nogle af pigerne kan altså godt slå dem!”

I alt 100 elever fra 6.Y, X og Z samt 7.C skulle have en tur i maskinerne som et afbræk fra de normale idrætstimer.

”Det er en del af idrætsundervisningen, og vi vil gerne prøve at tilbyde dem noget forskelligt. Jeg synes, det er vigtigt at få nogle af eleverne ud i idrætsklubberne og være aktive,”
siger idrætslærer Jonas Tanggaard.

Hvad siger eleverne til det?

”De har glædet sig helt vildt, og det er nogle supergode hold, vi har her. Og jo – de kan godt trække fra!”

Danmarks Stærkeste Klasse kåres sidst på skoleåret, når deltagerne til landsfinalen er fundet.

Tekst:

Relaterede artikler

Top