Positiv tænkning ændrer dig og din forretning

Lars Sigurd fra Hjerting hjælper fortravlede forretningsfolk og andre med at ændre deres liv ved hjælp af positiv tænkning

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ERHVERV – Morten Juhl Guldager fra Hjerting er 36 år, har et succesrigt dykkerfirma, Juhls Diving, på syvende år samt kone og tre børn fra fire til 10 år. Han er af natur et utålmodigt energibundt.
I de senere år har han imidlertid ændret sig. Og det skyldes samarbejdet med Lars Sigurd fra Siigurd i Fourfelt. Han har en master i positiv psykologi.

Skulle lede andre
”Jeg kontaktede Lars, fordi jeg var kommet til et punkt, hvor jeg skulle lede andre. Jeg gik ud af 8. klasse, så jeg havde ingen viden om ledelse og overvejede at ansætte en forretningsfører. Jeg knoklede bare og forventede, at andre knoklede lige så meget. Og når jeg kom hjem, løb og løb jeg. Men der er jo andre værdier i livet. Der er jo kone og børn, man også gerne vil være noget for,” fortæller han.
”Lars og jeg begyndte at mødes, og jeg begyndte at finde værdierne og at skrive dem ned. Hvad stræber man efter? Hvad medfører det af savn og afsavn? Jeg huskede blandt andet en børnefødselsdag, hvor jeg lige havde tændt op i grillen, og så blev jeg kaldt til Hvide Sande.”

Købte autocamper
”Vi lavede en liste med succeskriterier. Vi havde for eksempel en idé om at købe en autocamper, når vi blev gamle. Men hvorfor ikke nu, mens børnene var små? Så Lars fik mig til at køre ud til et caravancenter for at se på en autocamper i stedet for at købe en Mercedes ML, som jeg dømt om, men som bare ville være blevet træls for min kone at køre rundt i. Og den blev mit livs bedste investering. Nu kan vi køre en weekendtur, når det passer os, det er bare skønt! Og vi har fået mere trivsel i familien. Jeg er blevet mere tålmodig og har lært at tælle til 10 både hjemme og på arbejde. Man skal huske værdierne. Det skal ikke kun være hurtigt, det skal også være godt,” tilføjer han tænksomt.
Undervejs har han skullet skrive meget ned for at fastholde sine tanker, hvilket har været fremmed for ham. Men han kan mærke, det virker. Den forandring, han selv gennemgik, har været med til at ændre firmaets kultur. Alt er professionaliseret, selv den bulede termokande er væk.
”Nu er vi de professionelle entreprenører under vandet,” smiler Morten.
Lars Sigurd er aktuel med workshoppen Vær den bedste udgave af dig selv, der starter 28. september. Se mere på siigurd.dk.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top