Perfekt match for MacArtney

DIREKTØRSKIFTE – Den globale MacArtney-koncern med hovedsæde i Hjerting har netop udpeget sin nye CEO (adm. direktør), og det ligner og lyder til at være et godt valg for begge parter.

Claus Omann (54) har de faglige kompetencer, har fået sin drømmestilling og har erfaring med familieejede virksomheder på godt og ondt. Og MacArtney får en dedikeret og erfaren herre, der som en ekstra bonus allerede bor lige rundt om hjørnet.

Hvorfor er du den rigtige?

”Der er både noget blødt og noget hårdt i det her. MacArtney er en kompleks virksomhed, og jeg kan tilbyde kombinationen af det teknologiske og kommercielle,” siger Claus Omann, der kommer fra en stilling som CEO for Triax, der producerer udstyr til distribution af TV og internet.

Får ny firma-’familie’

Før det var han teknisk direktør hos Viking og har derfor boet i Hjerting siden 2002. Dermed kan bilen og i alt tre timers kørsel hver dag til Hornsyld syd for Horsens skiftes ud med en lille cykel- eller gåtur til MacArtney, og aftensmaden behøver ikke længere vente til halvotte-tiden.

Privat bor han på Pinassen med hustruen Mai-Britt, der arbejder hos Viking, og det ene af hendes to børn, der stadig er hjemmegående. Claus Omann har selv to voksne børn fra et tidligere forhold, og nu får han en ny ’familie’ hos MacArtney.

”Jeg engagerer mig altid meget i virksomheden – det bliver min familie. Og jeg vil altid gerne skabe noget langvarigt og bæredygtigt. Det ligger selvfølgelig også i kortene, at det her bliver min slutstilling, og jeg er indstillet på at tage ti år her som minimum,” siger den nye direktør.

Fokus på godt skifte

Pr. 1. august afløser han Niels Erik Hedeager, som gennem hele 28 år har stået i spidsen for MacArtney.


”Niels Erik har lavet et fantastisk fint projekt, og jeg har så stor respekt for den virksomhed, han har opbygget. Det er faktisk også en udfordring at tage over efter ham og videreføre det på en ny måde, men jeg må gå ind med min rygsæk og prøve at sætte mine fodaftryk med yderligere vækst. Jeg vil helt klart have et øje til teknologi, som har min store interesse.”

Det er også sin sag at afløse en topchef gennem 28 år, der bliver i virksomheden med en ny kasket som formand.

”Det er klart, at det har været et af mine obs-punkter – at han jo skal trække sig tilbage. Vi har haft nogle samtaler om, hvorvidt han nu vil overlade nøglerne og forlade kontoret. Og det siger Niels Erik jo, at han vil. Vi har en rigtig god kemi og dialog, og jeg kan rigtigt godt lide ham. Og i stedet for at starte på bar bund har jeg mulighed for at få støtte fra en person, der kender virksomheden,” påpeger den nye direktør.

Han kendte ikke specielt meget til MacArtney på forhånd, men nok til at fylde noget i hans tanker.

”Det var faktisk en drøm at komme til MacArtney efter mit Triax-liv, men man kunne jo ikke vide, om den havde nogen gang på jorden. At drømmen så skulle realiseres før end forventet – det kan man nogen gange tænke over.  Jeg har i hvert fald fået respekt for at tænke, hvad jeg gerne vil, for det kan sgu komme til at ske,” lyder det fra Claus Omann.

Hos Triax havde han en mindre ejerandel efter virksomhedens salg til kapitalfonden Polaris i 2015, men det har ikke været et tema hos MacArtney, der ejes af stifterens sønner, Glenn og Marco MacArtney.

Å-manden fra Øst

Og hvad så med familienavnet Omann? Det lyder af mellemøstlig mystik, men har en meget jordnær, østjysk oprindelse. Hans tiptipoldefar var fisker ved Daugaard Strand og boede ved Ørum Å. Han blev altid kaldt ’Æ Åman’ og besluttede at tage Åmann som officielt navn.

”Men ved en fejl blev det til Omann hos myndighederne, og så orkede han ikke at lave det om,” fortæller hans efterkommer i Hjerting.

Det har næppe været nogen ulempe, at han også er jæger ligesom Hedeager, der allerede har påtalt, at han må i gang igen her til bukkejagten. Claus Omann har også kørt både racercykel og MTB og tidligere dyrket triatlon.

”Men jeg tror bare, jeg vil løbe lidt. Jeg skal også passe på, for der er forfærdeligt meget konkurrencemenneske i mig. Det kan hurtigt udvikle sig for mig, så det bliver en kamp i stedet for afslapning, og jeg vil hellere lægge min kampindsats i jobbet.”

28 år med fuld fart frem

SENIORPOLITIK – Den 1. marts for 28 år siden fik MacArtney sig en ny, ung direktør, og siden er der løbet meget vand gennem kompagniet.

Dengang var der 20 ansatte og 1. august kan Niels Erik Hedeager aflevere en global koncern med omkring 450 ansatte til sin efterfølger Claus Omann.

Olieprisen har trukket lidt røde streger gennem seneste regnskab, men det er en meget sjælden undtagelse.
Den bundsolide koncern har opbygget en egenkapital på knap 200 mio. kr. gennem årene.

”Det har været spændende. Og successen skyldes vel, at vi forholdsvis hurtigt satsede på at blive en eksportorienteret og siden en global virksomhed,” siger 60-årige Niels Erik Hedeager, om den vækstrejse, han har stået i spidsen for.

Hvad har været det bedste ved jobbet?

”Det har jo egentlig været, at jeg stort set har kunnet få lov at drive det som om, det var mit eget.

Mac (stifteren Martin Mac-
Artney, red.)
steppede til side efter halvandet år og sagde, det ser ud til, at du har mere forstand på det end mig, så han koncentrerede sig om andre ting end ledelsen. Det var et rigtigt godt parløb for både virksomheden og mig, og det var en gave at kunne få så stor indsigt i markederne via ham.  Det håber jeg også at kunne give videre til Claus.”

Hvad vil du savne mest i din nye rolle?

”Jeg tror ikke, jeg vil savne noget. Det er en beslutning, der har været undervejs i over fem år, og jeg har taget min tørn på det operationelle. Nu kan jeg hjælpe mere med det strategiske, og jeg tror, vi har fundet den rigtige kandidat til at tage firmaet med på den næste rejse. Senest har vi jo også købt hele ejerskabet af produktionsvirksomheden ASME og overtaget nabobygningerne fra Hjerting Laks. Så rammerne er klar til yderligere vækst i fremtiden.”

Tekst:

Relaterede artikler

Top