De to nye mæglere og Hjerting-kontorets trofaste salgskoordinator Lone Bolding. Til venstre ses Kenn Hansen, til højre Morten Riis Nielsen.
Hjerting har kun én ejendomsmæglerforretning, nemlig EDC Poul Erik Bech på Gl. Guldagervej. Nu skal den op i gear med nye kræfter
ERHVERV – Når man har den eneste ejendomsmæglerforretning i byen, så skal det også afspejle sig i markedsandelen. Derfor har ejerne af EDC Poul Erik Bech Esbjerg-Hjerting A/S sat et nyt og stærkt hold på opgaven med at få flest huse i Hjerting, Sjelborg, Guldager, Sønderris og Sædding til salg. Og få dem solgt, naturligvis.
De to mæglere, der nu sammen med blæksprutten Lone Bolding skal få afdelingen i Hjerting op i højeste gear, er medindehaver Morten Riis Nielsen fra Hjerting og den nyansatte og meget erfarne ejendomsmægler Kenn Hansen, der tidligere har boet i området.
”Han er simpelthen blevet headhuntet på baggrund af sin 26 års erfaring med lokalt ejendomssalg,” fortæller Morten Riis Nielsen, der ejer 25 procent af firmaet. Thomas Eenberg har også 25 procent, mens Poul Erik Bech A/S ejer 50 procent.
At have stifteren Poul Erik Bech fra Varde med i baggrunden giver særlige fordele. For eksempel kan alle 70 butikker i EDC Poul Erik Bech-kæden sælge de ejendomme, som Hjerting-afdelingen udbyder. Eller henvise købere fra deres køberkartoteker til forretningen i Hjerting. Det sker jo, at eksempelvis københavnere flytter til 6710.
Det giver i øvrigt også de lokale frivillige mulighed for at søge midler fra Poul Erik Bech Fonden, som alle forretninger i kæden bidrager til med en del af salæret.
”Vi er også selv interesseret i at støtte det lokale foreningsliv med vore egne midler, for eksempel kunne jeg da forestille mig en Hjerting Open-padelturnering med os som sponsor,” siger Morten Riis Nielsen, hvis søn spiller fodbold i HIF.
Det vigtigste er imidlertid at få fortalt og vist de lokale købere og sælgere, at EDC er det bedste valg.
”Og det vil vi gøre med høj etik, ordentlighed, perfektion og en god faglighed,” fastslår Morten Riis Nielsen.
”Vi vil være Hjertings førstevalg, og vi ser et stort vækstpotentiale i området. Og sammen med vore kolleger i Kirkegade i Esbjerg er vi i alt ni personer til at sælge huset,” tilføjer han.
Kenn Hansen påpeger en anden fordel.
”Og så skal man ikke glemme, at hvis man har købt hus af os og kommer fra en anden del af Esbjerg, så kan vi hjælpe med at sælge det hus, man vil have solgt der. Man behøver ikke spekulere på at finde en anden mægler til det,” siger han.
En meget aktiv brug af køberkartoteket er med til at speede salget op.
”Vi har et åbent køberkartotek, dog uden navne, på EDCs hjemmeside, og hvis vi får en henvendelse fra en familie, der gerne vil købe i området, er vi ikke blege for at dele flyere ud i det eller de kvarterer, hvor køberne gerne vil bo,” tilføjer Morten Riis Nielsen.
I anledning af de nye ansigter i butikken og en veloverstået renovering af lokalerne er der en reception torsdag den 7. april klokken 15-17.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen