Lokale erhvervsfolk hjælper HIF i mål med helhedsplan

Corona-nedlukningerne har været hårde ved især HIF Fitness, men til gengæld er helhedsplanen med padelbaner nu i sigte

Hent hele artiklen som PDF her

En gruppe erhvervsfolk i Hjerting-området har nu med kautioner sikret, at Hjerting Idrætsforening kan føre sin og arkitekt Helene Plets helhedsplan med padelbaner, parkeringspladser og familieaktivitetsområder ved Hjertinghus ud i livet. Det fortæller hovedformand Anders Kristensen forud for generalforsamlingen og en workshop om fremtidens idrætsforening i Hjerting torsdag den 10. juni.
”Helhedsplanen er på plads. Nu venter vi kun på grønt lys fra kommunen. Vi får tre padelbaner, uderum til hygge og afslapning mellem aktiviteterne og et udekøkken med grill. Folk udefra skal se det som et sted, hvor de kan lave arrangementer – et lokalt værested,” fortæller Anders Kristensen, der dog ikke får alle de parkeringspladser, der måske bliver brug for. Men det er jo også sundt at gå og cykle…

Kan låne med garantier
Uden de lokale ’pengemænd’ var det ikke gået. HIF har ikke de tre millioner kroner, der skal bruges, men dem kan HIF nu låne i Sydbank med garantierne fra de lokale erhvervsfolk. Og det er blevet til en rente, der ellers ville have været noget højere, fortæller han med stor taknemmelighed.
Til alt held er padelbanerne for længst reserveret. I mellemtiden er stålpriserne nemlig steget kraftigt. Og Anders Kristensen er sikker på, at banerne nok skal blive booket. Der er stor konkurrence fra de mange baner i Esbjerg, men:
”Nogle bliver tabere, ja. Men vi vil sætte megen fokus på, at det bliver et hyggeligt sted at være, også efter og mellem kampene, og vi har et stor tro på at padel stadig vækster. Mange steder er der tre-fire ugers ventetid på at få en bane. Og i Spanien, hvor det først boomede, har det været populært i årevis og er det stadig,” siger han.

HIF Fitness har mistet halvdelen af sine medlemmer, men HIF-formanden er sikker på, at de vender tilbage til efteråret.

Halvdelen af medlemmerne i HIF Fitness er forsvundet under coronanedlukningen, men de skal nok vende tilbage til efteråret, mener Anders Kristensen.

Anders Kristensen synes ikke, at HIF stræber for højt:
”Der er en dejlig, positiv stemning i foreningen. Der er goodwill, og qua coronaen har vi haft tid til at debattere, hvad vi skal. Det har ikke været megen fred i den periode, man så indad, men nu er der nye rammer og nye muligheder,” påpeger han.
”Vi er i gang med en omstrukturering, og HIF skal være i stand til at tjene nogle penge, og det kan vi gøre med padel, byfesten, og fitness, for eksempel. Vi skal blive en igangsættende enhed igen. Vi gør det for at få udvikling. Vi skal finde ud af, hvad Hjerting har brug for og levere det. Og derfor skal vi have genereret nogle penge til investeringer,” fastslår formanden.

Mangler kun en hal
”Det eneste, vi mangler nu, er en hal. Det kunne gives os 300 medlemmer ekstra. Vi er i forvejen gået fra 1100 for nogle år siden til 1750 i starten af 2020, så måske når vi 2000-mærket snart. Det er jo selvforstærkende, at det går fremad. Det skal udnyttes. Vi har i dag kun råd til en halvtidsmedarbejder i Hjertinghus, det kunne måske blive til flere, hvis vi er flere om at betale. Vi står jo med ansvaret for huset,” påpeger han.


At fitness-afdelingen har mistet halvdelen af sine medlemmer under nedlukningerne skræmmer ham ikke.
”De var ikke blevet så sammentømret som de andre afdelinger, som klarer sig fint. De skal nok komme tilbage til efteråret, når de savner deres træning,” slutter han.
Generalforsamlingen den 10. juni er i Hjertinghus, og Anders håber, at restriktionerne til den tid er lempet så meget, at alle interesserede kan deltage.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tekst:
Tags ,

Relaterede artikler

Top