Leder: Politisk klampværk

LEDER – Bolig Posten bruger vi denne gang flere sider på noget dybt overflødigt. En ordning, som et flertal af politikere har besluttet, men i virkeligheden burde bandlyse.

Det skal dog ikke gå ud over jer, kære læsere, så vi skriver fyldigt om det nye håndværkerfradrag som en serviceoplysning. Ordningen er populær, selvom den burde have samme smag hos boligejere som hos en hund, der fodres med egen hale.

Tanken var såmænd smuk nok, da den blev født:
Højere beskæftigelse og mindre sort arbejde. Men det var i en anden tid, hvor finanskrisen stadig trak sin
lange, træge skygge over forbruget og forbrugernes tillid til at åbne for muldvarpeskindet.

Dengang gav det en smule mening, at et sindrigt apparat delte afmålte lunser ud af skatteborgernes egne penge – også til folk, der ellers nok kunne klare sig uden. Effekten kan diskuteres, og det er den livligt blevet, siden den første boligjobordning blev indført i juni 2011.

Det samlede fradrag siden da er blevet opgjort til 8,8 mia. kroner – til gengæld har der ikke været for fem øre kontrol. Eneste lyspunkt er, at det trods alt er småpenge
i forhold til, hvad Skat ellers går og klatter væk.

Effekten på beskæftigelsen er også til heftig debat.
De relativt få ekstra job fra ordningen er blevet kaldt Danmarkshistoriens dyreste, og venstrefløjen har kaldt det en maskeret skatteforhøjelse for de rige.

Men hvorfor skal man egentlig som skatteborger være med til at betale for naboens vinduespudsning? Det samme kan man f.eks. sige om rentefradraget. Hvorfor skal mine velaflagte naboer – eller andre mere værdigt trængende – være med til at betale for, at jeg sandsynligvis skylder mere på mit hus end dem?

Det er jo bare en syg konsekvens af, at de fattigste
90 pct. af befolkningen efterhånden får tilskud fra de rigeste 90 pct. Der er alt for meget overlap, som enhver kan regne ud. Men når alle bliver plukket i skat, stikker alle snablen i kassen. Det føder et stort bureaukrati til at flytte rundt på egne penge, selvom det ville være nemmere og billigere at lade os beholde lidt flere selv.

Nu vedtager Folketinget snart det nye håndværkerfradrag, og så gælder igen den triste grundregel for det danske misfoster af et velfærdssamfund:

Tag for dig, for det gør alle andre. Rag til dig, for ellers snyder du kun dig selv. Hvis det lykkes at lokke nogle af de travle håndværkere ud, så leverer de forhåbentlig mere kvalitet i arbejdet end politikerne.

Tekst:

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top